VOLDSRAMTE KVINDER HAR INGEN YTRINGSFRIHED

Kristeligt Dagblad, 2. juni 2014

Jeg er volds- og stalkingramt. Og jeg kan ikke stå frem og fortælle min historie, fordi gerningsmanden ikke er dømt. Derfor fremstår jeg som kriminel med risiko for bøder og fængselsstraf på grund af injurier hvis jeg fortæller sandheden!

Langt de fleste kvinder er i samme situation som jeg: Psykisk vold er ikke strafbar heller ikke selvom den er veldokumenteret. Fysisk og seksuel vold kan kun straffes, hvis der har været vidner eller er dna, som beviser gerningsmandens identitet. En skadestuerapport er ikke nok til at fælde gerningsmanden. Og kvindens (eller barnets) vidnesudsagn falder som regel, hvis gerningsmanden nægter. Så står ord mod ord.

[…]

Kort sagt: Voldsramte kvinder har ingen ytringsfrihed. Og derfor hører vi kun vore eksmænd udtale sig i medierne. De vinder hele befolkningens sympati ved at foregive at være ”ofre” i kampen om børnene. Mens deres ekskoner er totalt ødelagte af vold og stalking.

Hvis gerningsmand og offer har børn sammen, og offeret fortæller om volden og forfølgelsen, uden at der er faldet dom, risikerer hun at miste barnet på grund af ”samarbejdschikane.” Og børnene kommer til at vokse op hos gerningsmanden. For at forblive bopælsforældre må de voldsramte kvinder altså tie, mens deres eksmænd står frem i medierne og fremstiller sig selv som ofre for systemet.

Voldsramte kvinder har brug for talsmænd. Vi kan ikke tale frit selv. Systemet har givet os mundkurv på, og kun gerningsmændene har frihed til at fortælle deres side af sagen i medierne og det gør de flittigt. De voldelige fædres magt i politik og medier vokser, mens vi mødre lægges for had af hele familien Danmark. Fordi de ikke kender vore historier. De kender ikke østrigeren Marion Weilharters historie. De kender ikke Karima Hviids historie om hendes berømte eks-skuespiller. De kender ikke den fængslede islandske kvinde Hjördis historie. De kender ikke Tammys historie. Eller Kirsten Chesnuts. Eller Annis eller Tinas eller min historie. De kender kun fædrenes version.

Det er mænd, vi har elsket engang og fået børn med. Mænd, hvis adfærd gav os posttraumatisk stress, da de viste deres sande jeg. Hvis de fædre, I hører i medierne, havde talt sandt, så havde vi stadig været sammen med dem. I stedet for at flygte i vild panik til udlandet med vore børn.

Link til artiklen her


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.