Ud af vagten med statsforvaltningen!

Arbejdsgruppen består af embedsmænd, altså de samme fummefingre, der siddet på dette flæsk de sidste 10 år. Selvom vi ikke har set en liste over medlemmerne af denne arbejsgruppe, så er det dog en både skræmmende, men realistisk tanke, at statsforvaltningen sidder med i gruppen. Det er et problem, idet statsforvaltningen i gennem mange år har bevist, at de ikke evner at varetage dette ommråde, og at statsforvaltningen som instition har et mekanisk børnesyn. Nu sidder de så og fumler i en arbejdsgruppe, må man formode.

I dette arbejde glemmer man dog at tage stilling til HVORDAN man skal hjælpe børnene ud af fysisk vold, psykisk vold, overgreb og misrøgt. Man glemmer helt at se på HVAD statsforvaltningerne egentlig sætter i værk når de endelig har fået lavet den psykiatriske udredning, som viser karakterafvigelsen. Man glemmer også at se på HVORDAN man egentlig i praksis håndterer sagerne EFTER at sagen en sjælden gang er tilstrækkeligt belyst, og eksempelvis overgreb er bevist.

Sandheden er, at statsforvaltningen oftest benytter sig af det såkaldte ”overvågede samvær”. En ting er, at statsforvaltningen kan benytte overvåget samvær som et led i en børnesagkyndig undersøgelse, og som led i en screening af forældrene. En anden ting er, at man ganske ukritisk benytter overvåget samvær EFTER at sagen er tilstrækkeligt belyst, og ingen er i tvivl om at der foregår skadelig forældreadfærd under samvær.
– Dette skyldes, at statsforvaltningen benytter et meget mekanisk børnesyn.

Hvis en forælder har for vane at holde sine børn i fødderne ud over altanen på 2. sal, så kan man jo bare etablere overvåget samvær, for så sker den slags jo ikke.

Eller hvis en forælder har for vane at låse sit barn inde i et bur hver nat, så kan man jo blot etablere overvåget samvær, for så sker den slags ting jo ikke.

Hvis en forælder har for vane at overskride sit barns grænser rent fysisk, så kan man jo blot etablere overvåget samvær, for så sker den slags jo ikke.

Men dette mekaniske børnesyn er ganske enkelt forkvaklet. I denne konstruktion er der på ingen måde taget hensyn til de psykiske og emotionelle belastninger som det pågældende barn bliver udsat for ved at møde sin krænker under tvang. Det er en vildfarelse at tro, at overvågeren på nogen måde kan agere tryghedsperson for barnet. Overvågeren kender ikke barnet. Barnet kender ikke overvågeren. Det er blot en person i rummet, som ikke har nogen relation til konteksten overhovedet.

I stedet for beskyttelse er overvåget samvær en retraumatisering af barnet. Når et barn eksempelvis låses inde i et bur en hel nat træder de instinktive overlevelsesmekanismer i værk. Det er kæmp, flygt eller frys. Først vil barnet gøre modstand og forsøge, at gøre sig fri af den person som spærrer barnet inde. Herefter vil barnet forsøge at komme ud af buret, og slippe fri. Når dette ikke lykkes vil barnet falde tilbage i apati, helt paralyseret og fyldt af frustration, frygt, angst og magtesløshed.

Disse følelser vil herefter være knyttet til den person som låste barnet inde i buret. Således vil disse instinktive overlevelsesmekanismer udløses ved hvert eneste fremtidigt møde med krænkeren. Samtidig vil hvert møde med krænkeren udløse frygt, frustration, angst og magtesløshed.

Det er disse ting statsforvaltningen udsætter et barn for, når de etablerer overvåget samvær, eller såkaldt beskyttet samvær med deres krænker. Der er INGEN beskyttelse af barnets indre i den kontekst.

Og Det børnesagkyndige selskab, som statsforvaltningen støtter sig til har en katastrofal ledelse.

Det samme har de fædrerettighedsorganisationer, som statsforvaltningen benytter som sparringspartnere.

Ud af vagten med statsforvaltningen. Hellere en tværfaglig funderet familiedomstol!


Link til artiklen:

http://ekstrabladet.dk/folkets-roest/sag/ud-af-vagten-med-statsforvaltningen/6395169


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.