Statsforvaltningen bør ikke håndtere børnesager

Læserbrev: Det var glædeligt at læse Eva Pinnerups læserbrev forleden, hvor hun slog pegede på nogle af de store omkostninger, der er for børn, når de ikke hjælpes tilstrækkeligt, særligt i konfliktfyldte familier og i opbrudte familier.

Det var også glædeligt, at læse Eva Pinnerups oplevelser fra den rådgivning, som foregår i Landsforeningen Børn og Forældre. Det er nemlig essentielt med en god rådgivning, der holder et fast forankret fokus på barnets ret til et liv, der fordrer trivsel og udvikling. Barnet har ret til et liv i fred og ro.

Der er brug for frivillige tilbud, som børn og forældre i forbindelse med skilsmisse kan benytte sig af, og derfor er det rart læse Eva Pinnerups anbefaling af den forholdsvis nye forening i Viborg. Jeg deler hendes synspunkt i det stykke.

Men inde under overfladen, og inde under den ros, som denne forening fortjener, så er der nogle fundamentale problemer, som også Eva Pinnerup kommer ind på, når hun skriver, at kommunen også har oplevelsen af, at der er brug for en sådan hjælp og rådgivning, men at kommunen ofte ikke har ressourcer og kompetence til at hjælpe de børn, som har brug for det.

Dertil er det vigtigt, at understrege, at kommunerne rent strukturelt er låst fast, når først forældrene til et barn er skilt. Selvom en kommune måtte have store bekymringer om en forælders forældreevner i en familie, så forsvinder kommunens adkomst til at gribe ind i forhold til manglende forældreevne, når forældrene er gået fra hinanden. Her må kommunen henvise til Statsforvaltningen. Og Statsforvaltningen arbejder ikke med begrebet forældreevne.

Når det overhovedet er nødvendigt med en forening som Landsforeningen Børn og Forældre, og når denne forening dagligt får henvendelser fra børn og forældre, der søger hjælp, så er det i realiteten et sygdomstegn for den statsforvaltning, som burde være i stand til at udføre netop dette arbejde. Når Statsforvaltningens arbejde løses bedre af en frivillig organisation, så er der noget helt galt med Statsforvaltningen.

Statsforvaltningen bør ganske enkelt ikke håndtere børnesager.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *