»Morfar kan tænde og slukke for tissemanden« eller »Han bruger cremen, som står i vinduet«.

Når sætninger som disse forlader et barns mund, slår radaren ud hos personalet på Team for Seksuelt Misbrugte Børn under Rigshospitalet. Teamet udsender nu en rapport, hvori man gør status over de 2.182 henvendelser om seksuelt misbrug af børn, der har været behandlet i de otte år, teamet har eksisteret. 674 sager – altså cirka en tredjedel – drejer sig om børn fra nul til seks år.

Som i andre overgrebssager kan det være svært at føre bevis for, at et misbrug rent faktisk har fundet sted. Og det bliver ikke lettere af, at helt små børn eksempelvis ikke har den nødvendige tids- eller stedfornemmelse, der kræves, for at fælde dom over overgrebsmanden. Men hvis man lytter ordentligt efter, sidder børnene med ledetrådene, lyder erfaringen fra psykolog Pia Rathje, der kender en stor del af de 674 sager.

»Det er langtfra altid sikkert, at børnene kan fortælle om et overgreb, så det fører til en sigtelse. Men børn mellem tre og seks år kan sige noget relativt klart, hvis de får mulighed for at fortælle, hvad der skete. Det er en kæmpe fordel, for det betyder også, at man bedre kan hjælpe behandlingsmæssigt,« siger Pia Rathje.

Det er sjældent, at et barn selv siger til og beretter, at noget er helt galt. Mistanken opstår oftest hos forældre eller andre voksne i barnets nære omgangskreds, der ved bleskift, badning eller påklædning bliver bekymrede for fysiske tegn såsom rødmen, mærker eller hævelser omkring barnets kønsdele. »Vi får henvendelser fra alle samfundslag. Nogle kommer via politiet eller en socialforvaltning, men ellers er det ofte de pårørende selv, der henvender sig. Og det skal man have overskud for at kunne,« fortæller Pia Rathje videre.

Uvisheden gør ondt

Men selv om børnenes egne fortælling om et overgreb kan føre vidt, så er bevisbyrden i en retssal tung at løfte. Således er det kun i en tiendedel af børnesagerne, hvor det er åbenlyst og bekræftet, at der har været tale om et overgreb. Modsat bliver 15 procent af sagerne fuldstændig afkræftet, da man finder andre forklaringer på enten barnets udsagn eller fysiske tilstand. Og så er der den store restgruppe:

»I 75 procent af sagerne bliver mistanken ved med at ulme. Det tal dækker over sager, hvor pilen med stor sandsynlighed peger på en konkret person til, at det har været umuligt at afklare. De sager er svære at have med at gøre,« siger Pia Rathje.

I de tilfælde er det ikke kun synd for børnene. Også forældrene lider. For uvisheden om, hvorvidt et overgreb vitterligt har fundet sted eller ej, er næsten ubærlig. Derfor gør Team for Seksuelt Misbrugte Børn en stod dyd ud af at hjælpe familien videre i den uafklarede situation.

»Det er frygtelig svært for forældrene at forstå, at livet skal gå videre. Men vi bliver nødt til at fortælle, at de skal leve med uvisheden. Hvis man som familie kun har fokus på angsten, så skader det også barnet, som ikke får lov at udvikle sig i en positiv retning. Derfor er man nødt til at komme videre, og jeg synes også, vi lykkedes med det for en stor dels vedkommende,« lyder det fra Pia Rath-je.


Læs også: