Sandie Wesths søster blev dræbt af sin mand: »At kalde det en ‘familietragedie’ er krænkende«

»Det er både misvisende og usmageligt at kalde det en »familietragedie«, når en mand slår sin kone eller børn ihjel. Vi gør det til et privat anliggende, en afvigelse, som kun angår denne ene, lille familie, ikke en del af det mønster, som åbenlyst findes i samfundet, og som vi burde arbejde hårdt på at forebygge: Nemlig at for mange kvinder bliver slået ihjel af deres mænd, og for mange børn bliver slået ihjel af deres far,« siger Sandie Westh.
 
Og værre endnu, mener Sandie Westh, er der noget i ordet »tragedie«, som signalerer, at skylden for det hændte er hjemløs. At det er noget, der er sket tilfældigt for ofret – ikke et resultat af én persons beslutning og viljesakt:
 
»At kalde noget en tragedie fratager gerningsmanden skylden og ansvaret. En tragedie er noget, som er ude af hænderne på én. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor krænkende det er som pårørende, at ansvaret bliver diffust på den måde,« siger Sandie Westh.
 
[…]
 
Fra systemet var der ingen hjælp at hente. Familien fik fat i en krisepsykolog gennem sin private sundhedssikring. Og da søsterens mand efter knap to døgn blev anholdt og sigtet for drabet, ændrede hendes søster status, følte Sandie, fra »tilfældigt offer« til »potentiel medskyldig« – og det er en af hovedårsagerne til, at hun i dag har det meget svært med ord som »jalousidrab« og »familietragedie«.
 
»Fra da blev hun nærmest en art »medskyldig«, for der jo »skal jo to til en tango«, og hvad man ellers siger. Det var forfærdeligt, for gerningen var jo den samme. Min søster var stadig død,« siger Sandie Westh.
 
[…]
 
»For mig føltes det som om, der både fra systemet og fra mediernes side begyndte at rulle en logik, som var, at min søster måtte have medskyld i sin egen død. Der blev gravet i, hvem hun var, og hvilken karakter hun havde. Medierne kontaktede gamle studiekammerater og arbejdskolleger og udfrittede dem om, hvordan hun var. Det føltes krænkende og uretfærdigt. Over for os og over for min søster, for hun kunne jo ikke svare for sig,« siger Sandie Westh.
 
Hun kan tydelig huske en samtale med en kvindelig efterforsker, som efter en afhøring sagde: »Du skal jo også tænke på, at han er en stakkels mand. Det er også synd for ham.«
 
[…]
 
Gerningsmanden blev i 2008 idømt ti års fængsel for drabet. Han fik efter daværende retspraksis to års »rabat« i forhold til den almindelige strafferamme for drab på 12 års fængsel, idet der »kun« var tale om hustrudrab.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.