Psykolog: Børnenes ro er vigtigere end forældrenes ret

Kristeligt Dagblad, 30. december 2016

2016 gjorde det klart, at skilsmissebørn ender som rettighedsløse, ufrivillige ofre i forældrenes kamp for ligestilling. Jeg håber det ændrer sig i 2017, skriver psykolog

Man har kunnet ønske sig det i ganske mange år: At børns rettigheder og behov bliver taget alvorligt i forbindelse med forældrenes skilsmisse!

For retssikkerhed er jo grundlæggende i vores samfund. Vi tænker måske ikke så meget over det til hverdag, men når der opstår konflikter og dilemmaer i livet, som for eksempel en skilsmisse, bliver vores bevidsthed om lovgivning langt større. Så spørger vi: Hvad er min ret? Hvad har jeg af muligheder? Hvem bestemmer? De muligheder har børn sjældent. De har kun få muligheder for selv at kunne forsvare deres interesser og synspunkter. De er næsten altid afhængige af voksnes forståelse og viden og har ikke de samme muligheder som voksne for at træffe beslutninger om deres eget liv. Og så er det kun ganske få børn, der ved, at de når de er fyldt ti år, selv kan bringe deres samværs- eller bopælssag op for Statsforvaltningen.

I dag har begge forældre automatisk fælles forældremyndighed, medmindre de bevidst fravælger det ved fødslen. Og skilte forældre vælger som oftest at holde fast i den fælles forældremyndighed. Det gør de ud fra den sympatiske holdning, at barnet fortsat har krav på dem begge, og at begge forældre fortsat er forældre til barnet. Når forældrene kan samarbejde, er alt jo godt. Men det kan de som bekendt ikke altid, og så giver fælles forældremyndighed anledning til mange vanskeligheder og kvaler. Der er ingen mening i at have fælles forældremyndighed, hvis forældrene ikke kan samarbejde og kommunikere med hinanden.

Ser vi på samværsordningen ”7/7”, kan man med rette stille spørgsmålet om den tager højde for barnets behov for tryghed, sammenhæng og helhed i hverdagen? Eller tilgodeser den forældrenes behov for, at ”den” står lige? Det er i hvert fald som om, der er forældre, der ikke vil ikke se i øjnene, at deres skilsmisse har en pris. Den koster blandt andet i forhold til, hvor meget man kan være sammen med sine børn.

I nogle tilfælde er 7/7 en god løsning. Men det er langt fra alle forældre, der er villige til på længere sigt at forpligte sig på de bindinger til deres ekspartner, som en 7/7-ordning indebærer. Forældrene aftaler ordningen, fordi de mener, at den er det bedste og det mest retfærdige for alle parter. Men de overser måske, at det, der skal drive værket, er et gnidningsfrit samarbejde om alle mulige praktiske forhold med et menneske, man engang har været meget tæt på. Det er svært, og en ”jeg – er – færdig – med – dig – og – det – liv – vi – havde sammen” – holdning kan under ingen omstændigheder forenes med en 7/7-ordning.

Børn, som kommer og går hos begge forældre, bliver til stadighed mindet om den oprindelige familie. De ønsker at have forhold til begge forældre og at bevare loyaliteten over for dem begge, men det skal ikke ske for enhver pris. En mere eller mindre åben konflikt mellem forældre, som har en 7/7-ordning, er en voldsom og langvarig belastning for børnene – og dybest set en pseudoløsning for forældrene. Hvis forældrene ikke kan samarbejde, er det bedre for barnet med en 12/2-ordning, hvor barnet er så lidt som muligt hos den ene forælder. Ikke for at straffe den ene af forældrene, men for at give barnet ro.

Men forældrene har ret til fælles forældremyndighed og ret til at lade børnene leve i en 7/7-ordning, hvad enten de kan samarbejde eller ej – uden skelen til hvad der er barnets bedste. Og barnet: Ja det står uden rettigheder og bliver det ufrivillige ofre i forældrenes kamp for ligestilling! Vil det blive anderledes i 2017?

Link til artiklen


Læs også:

7/7-ordning er til for forældrenes skyld – ikke børnenes

Ligestilling er ikke det vigtigste i en skilsmisse


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.