Præsten sagde, at man som forælder altid skal blande sig i sine børns liv

Foreningen Mor (kommentar fra FB-side):

Den mand, som slog sin gravide ekskæreste og hendes samlever ihjel, har en mor, som selv fik bank af hans far og som efter skilsmissen måtte kæmpe imod ham om samvær. I artiklen nedenfor fortæller den dræbte kvindes forældre om baggrunden for at det gik så galt for ham.

Og hvad kan man så lære af det?

Det ser ud til, at nogle sønner lærer af deres fædre, hvordan man holder kvinder nede med vold og magt. Når så kvinden prøver at undslippe sådan en mand, træder statsmagten til og giver manden mulighed for at fortsætte sin kamp mod kvinden med systemets hjælp. Barnet tvinges til at være sammen med den voldelige far.

Som voksen har han lært lektien. Så fortsætter det voldelige mønster, når han får en kæreste og får barn. Når hun vil gå fra ham, bruger han som sin far statsmagten til at tryne og chikanere hende. Han bruger barnet som våben, sådan som han selv blev brugt som våben i sin egen barndom. Og når det går helt galt, kammer volden over i drab. Og han efterlader sit barn i en forfærdelig situation.

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Kristeligt Dagblad, 14. oktober 2016

I april 2016 dræbte en ung mand sin gravide ekskæreste og hendes nye kæreste – foran sin femårige datter. Hvordan det kunne komme dertil, er en tragisk historie om svigt og sygelig jalousi, men også om et system, der burde have grebet ind, og om to forældre, der i dag ville ønske, de ikke havde blandet sig udenom

I Lohals på toppen af Langeland ligger et idyllisk bjælkehus på en dobbeltgrund med udsigt over skov og vild natur. Fra spisebordet i udestuen ser de ofte rådyr springe rundt, men det er blevet sværere for Morten og Lone Olsen at sætte helt så meget pris på det som tidligere.

Den 50-årige selvstændige brolægger med det runde, milde ansigt går forbi den lille cykel og det udendørs børnekøkken, skubber lidt til bolden og går ned mellem æbletræerne mod den ene af de to campingvogne i haven, som er indrettet til legehus for deres seksårige barnebarn.

Hun fylder en del i deres liv, erkender han. Endnu mere nu, selvom de kun må se hende hver anden weekend. Hun bor hos sin farmor og farmoderens kæreste, selvom det er Morten og Lone Olsen, hun har boet hos i halvdelen af sit liv og altid været tættest på. Og selvom det var hendes far, der slog hendes mor ihjel.

På en måde gør det tabet af deres datter Nanna endnu sværere, synes de, for det er blot endnu en uretfærdighed oven i alle de andre. Og i barnebarnet har de trods alt stadig noget af Nanna tilbage.

”Jeg ville sådan ønske, at vi havde blandet os mere i Nannas liv, selvom hun ikke ville have det,” siger Morten Olsen.

”Da vi talte med præsten inden begravelsen, sagde han også, at man som forælder altid skal blande sig i sine børns liv. Altid, uanset hvad, og de ord sidder i mig i dag.”

Lone Olsen nikker og tænder en cigaret. Hun er egentlig uddannet murer, men ejer og bestyrer i dag en lille restaurant og har set mange tragiske skæbner i sit liv. Intet kunne dog forberede hende på det, der skete for knap et halvt år siden. Når hun fortæller om enhver families største mareridt, dirrer følelserne lige under hendes korte sætninger, men der bliver de. Der er ingen tårer eller udbrud, heller ikke fra hendes mand eller deres 20-årige datter, Maria, men der er pauser og fjerne blikke, når de husker tilbage på opkaldet den søndag aften i april 2016.

Og på den tavse køretur til huset i Snøde, hvor deres 23-årige datter, Nanna, var i gang med at skabe sig et nyt og langt mere stabilt liv med den femårige datter, en syv måneder gammel baby i maven og med den søde kæreste Finn, som alle så godt kunne lide. Eller når de genkalder sig synet af bilen, der stod skråt på vejen uden for deres datters hus, og Finns forældre, der holdt Morten og Lone tilbage, så de ikke skulle se helt præcist, hvor frygteligt deres datter havde endt sit liv.

I de efterfølgende dage fyldte detaljer om det spektakulære dobbeltdrab medierne i Danmark: En 25-årig mand havde skudt og dræbt sin gravide ekskæreste og hendes nye kæreste i en lille by på Langeland. Vidne til drabene var drabsmandens og den dræbte kvindes fælles datter på fem år.

Drabsmanden skulle aflevere datteren til eks-kæresten efter weekendsamvær, men skød hende med et oversavet jagtgevær og kørte hendes nye kæreste ned, inden han kørte væk. Kort efter vendte han om, steg ud af bilen og satte først geværet mod hovedet på den nedkørte mand og trykkede af to gange. Derefter gjorde han det samme mod den hårdt sårede ekskæreste, mens naboerne kunne høre datteren skrige fra bagsædet af sin fars bil.

Kort efter stoppede politiet den 25-årige – nu også med sin søster, mor og stedfar i bilen – på vej til at melde sig selv.

Drab er sjældne i Danmark, ikke mindst af så voldsom karakter. Når det sker, er det dog ofte en kæreste eller ekskæreste, der står bag. De seneste 10 år er cirka 70 kvinder omkommet på denne måde. Bag hvert tilfælde ligger en tragisk historie, som bør fortælles, for måske er der erfaringer at hente, som kan hjælpe andre med at se tegnene på, at et forhold er på en farlig vej. Og måske være med til at nogen griber ind i tide. Det er ikke mindst derfor, Morten og Lone Olsen gerne vil fortælle historien om Nanna.

Kristeligt Dagblad har også forsøgt at få den 25-årige drabsmands familie i tale, men de ønsker ikke at medvirke. Avisen har dog talt med Ninna Gøttsche, som var venner med både Nanna og den 25-årige, og som er kæreste med drabsmandens bedste ven.

Historien om Nanna Olsen og ham, Kristeligt Dagblad her har valgt at anonymisere med navnet Michael, begynder i 2010, da hun var 16 år og han 19. De gik på produktionsskolen i Svendborg, for hun ville ind i cateringbranchen, og han ville være mekaniker.

Han var en stille fyr, formentlig bare genert, bemærkede Morten og Lone Olsen, men ellers nåede de ikke rigtigt at lære ham at kende, før Nanna en dag fortalte, at hun var gravid. Michael ville gerne, at hun fik en abort, men Nanna nægtede. Ikke mindst fordi hun mistede sin lillebror, få timer efter at han var født med misdannelser.

”Hun kunne ikke tilgive sig selv, hvis hun på den måde slog et levedygtigt barn ihjel, og det støttede vi hende i,” fortæller Lone Olsen.

Det blev dog hurtigt tydeligt, at Michael ikke var klar til at blive far. Han blev ofte væk fra forældrekurset hos Mødrehjælpen, hvor de skulle lære at blive gode forældre trods deres unge alder. Og hans temperament slog gnister over selv mindre ting som barnets navn.

Det var dog først, da barnet var født, og de to flyttede i et lejet hus tæt på Nannas forældre i Lohals, at de nyslåede bedsteforældre opdagede, hvor galt det egentlig stod til. De så smadrede døre, ødelagte vinduer og blå mærker på deres datter, men de måtte presse sandheden ud af hende og fik kun detaljerne, da hun viste dem en erklæring fra sin læge: Hun bar tydeligt præg af jævnligt at blive slået.

Også i det unge pars vennekreds blev det bemærket, at forholdet skrantede. En dag skrev Nanna en besked til sin bedste veninde Ninna Gøttsche: ”Michael amok. Kom.”

”Da jeg ankom,” fortæller Ninna Gøttsche, ” havde han smadret døren ind til deres datters værelse, taget meget af hendes legetøj og smidt det på et kæmpe bål, han havde lavet i haven. Gelænderet op til førstesalen var også smadret, han var helt oppe at køre.”

Han var blevet jaloux igen, viste det sig, for Nanna var en drengepige, der havde flest drengevenner. Det havde han svært ved at håndtere, og det var måske naturligt nok, forklarede Nanna sine forældre og vennerne. Under alle omstændigheder skulle de ikke blande sig.

”Hun var meget beskyttende over for Michael,” fortæller Lone Olsen, Nannas mor.

”Jeg tror helt sikkert, det var, fordi hun var bange for ham, det sagde hun flere gange, men det var også bare sådan, hun var. Hun ville så gerne have en lykkelig kernefamilie og ville for alt i verden undgå konflikt for sin datters skyld. I det hele taget tænkte hun altid på andre før sig selv. Hun var en mor for alle, også for Michael.”

Selv da han smadrede den campingvogn, de havde fået foræret, og som datteren brugte som legehus, dækkede Nanna over ham. Men flere af episoderne blev registreret af politiet, og han blev blandt andet sigtet for brandstiftelse, påpeger Morten Olsen, Nannas far. I dag undrer han sig over, hvorfor ingen sociale myndigheder begyndte at bekymre sig for, hvordan det gik hans barnebarn.

Ét af faresignalerne kom fra Nannas læge, der konstaterede, at hun havde fået mavesår. Hun begyndte at få medicin og tog også en anden konsekvens: Hun gik fra Michael. Det havde hun forsøgt flere gange før, men denne gang, i efteråret 2014, var det alvor. Nanna havde lige afsluttet sin uddannelse som social- og sundhedshjælper sammen med veninden Ninna Gøttsche, og nu ville hun begynde et nyt liv uden vold og frygt og usikkerhed for datteren – hjemme hos sine forældre.

Og det gik fint. Endelig fik hun ro på sit liv og begyndte at blive sit gamle jeg, fortæller både forældrene og hendes søster Maria. Hun blev igen den omsorgsfulde og kærlige pige med glimt i øjet. Hun blev ansat på Stigtebo, byens plejecenter, og gennem en kollega fandt hun en ny kæreste, den 12 år ældre Finn, der ifølge Nannas familie var indbegrebet af en god fyr: Omsorgsfuld, rolig, nem at snakke med og rigtig god omkring Nannas nu fireårige datter.

Imens gik det den anden vej for Michael, fortæller Ninna Gøttsche, der ofte var sammen med ham, fordi han var bedste venner med hendes kæreste og i øvrigt en del af deres tætteste venskabskreds.

Især datterens tætte forhold til Finn gik ham meget på, og vennerne så med bekymring på, hvordan Michael blev mere og mere destruktiv. Han rasede rundt i sin bil, lavede hvinende hjulspind foran Morten og Lones Olsens hus og skabte ofte ballade omkring afleveringen af datteren. Han forfulgte Nanna og opsøgte hende på plejehjemmet. Til vennerne sagde han, at det ikke var forbi imellem dem, at han ville få hende tilbage.

Lige inden jul 2014 kørte Michael i høj fart ind i den flere tons tunge kampesten, som stod uden for Morten og Lones Olsens hus. Bilen var totalskadet, og alle talte om, at det var et selvmordsforsøg.

Godt et år senere var hele venskabskredsen samlet til Michaels 25-års fødselsdag. Han rejste sig og ville gerne sige noget vigtigt: ”Jeg opgiver min datter,” sagde han.

Han kunne ikke længere psykisk holde til at kæmpe med Nanna om hende, forklarede han. Desuden havde han fundet en ny kæreste og skulle være far igen.

Ninna Gøttsche undrede sig. Ingen af dem havde set denne nye kæreste, og det virkede mærkeligt, at Michael pludselig ville opgive sin datter. Men som de andre venner følte hun ikke længere, at hun kunne stole på Michael. Der havde været alt for mange løgne og alt for mange svigt.

Det var dog først et par uger efter, hun for alvor blev bekymret. Her meldte Michael afbud til sin bedste vens 25-års fødselsdag med en sms, der siden er overdraget til politiet: ”Hej, jeg kommer ikke i dag. Og fremover. Jeg har taget en beslutning om at gøre nogle ting, som I ikke vil tilgive mig for.”

De ringede straks til ham, men de hørte ikke fra ham igen før den 4. april, hvor han sagde, at han havde en gave til sin ven, som han ville lægge i deres stue. Da Ninna og kæresten kom hjem, lå al Michaels fiskeudstyr spredt ud over gulvet.

”Vi tænkte ikke i situationen, at det var hans afsked til os. Men det var det jo,” fortæller Ninna Gøttsche.

13 dage efter skød han Nanna og Finn.

Det var egentlig planen, at Morten og Lone Olsen bare ville bruge bjælkehuset på Nordlangeland som et frirum fra livet i Odense. Men de forelskede sig i området, i naturen og i menneskene.

Nu ved de ikke helt, hvad de skal føle, for alt bliver filtreret gennem tabet og savnet af Nanna og Finn. Og gennem frustrationerne over, at deres nu seksårige barnebarn er blevet revet væk ikke alene fra sin mor, men også sine venner, sin mormor og morfar og sin normale dagligdag for i stedet at bo hos sin farmor i Svendborg.

Samtidig plages de af tankerne om, hvor de kunne have sat ind for måske at undgå katastrofen. De havde jo hørt fra deres datter og fra veninden Ninna Gøttsche, at Michael stadig led under en opvækst fuld af svigt. At han mange gange havde set sin far slå sin mor, og han havde fortalt om deres skilsmisse og kamp for at få samværet med ham. Men selv med den viden havde ingen af dem forestillet sig, at Michael kunne gøre det, han gjorde. Og hvad skulle de også have gjort?

I det mindste ved de, hvad der skete, og Michael har erkendt det hele over for politiet og har lige siden været indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling i Middelfart.

Det hjælper bare ikke rigtig på noget. Alligevel har Morten og Lone Olsen afslået den tilbudte psykologhjælp. De deler sorgen med Finns forældre og taler med deres familie og venner på øen, og det er for dem den bedste måde at bearbejde det hele på.

De har også åbnet restauranten igen på lavt blus, og det hjælper med at få ledt tankerne andre veje. Det sværeste lige nu er faktisk den fortsatte kamp for deres barnebarn, for de føler ikke, at kommunen og Statsforvaltningen har truffet de rigtige beslutninger. Og de frygter derfor, at den seksårige piger får en endnu mere skæv start på livet, end hvad der var muligt at give hende.

Som Lone Olsen udtrykker det:

”Hun har været et gidsel i andres kamp hele sit liv. Jeg håber bare, hendes liv snart kommer til at handle om, hvad der faktisk er bedst for hende.”

Link til artiklen

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.