Ny Nordisk Mor – fucked up af naturen

Politiken, Kroniken

Først blev jeg knocked up, så blev jeg fucked up. Det første af barnefaderen, det andet af moder jord. Så skulle man jo tro, der stod 1:1. Det gør der bare ikke.

Der var engang, hvor jeg som overvejende gennemsnitligt veluddannet og oplyst yngre kvinde troede fanatisk på ligestilling, millimeterdemokrati og på barsel til alle involverede – 1, 2, 3 eller 4 forældre.

Jeg var helt utrolig klog, og jeg var ret sikker på, at jeg vidste, hvordan moderkagen skulle skæres.

Tydeligvis var evolutionen ikke nået så langt i sine overvejelser, som jeg var – for jeg var helt overbevist om, at jeg bare skulle være hjemmebundet i en tre måneders tid, og så vupti ville alting være tilbage i normaltilstanden, hvilket vil sige, at jeg igen ville erhverve mig frihed fysisk, psykisk og mentalt til på vanlig vis at hamre rundt i byen med en kalender fuld af interessante aftaler.

Med en sutteflaske til barnet og Den Rette Indstilling burde det let kunne gøres.

Men så var det lige, at jeg fødte. Og på trods af at vi lever i et informationssamfund, var der ingen, der havde fortalt Ny Nordisk Mor, at visse instinkter, drifter og hormoner ikke kan dekonstrueres, diskuteres eller intellektualiseres.

For enhver med blot en smule psykologisk indsigt skete der derfor det indlysende, at Den Politisk Korrekte Millimeterdemokrat fik en identitetskrise: Alt, hvad jeg gennem min opvækst havde lært fra folkeskole til KUA om kvinder, uddannelse og ligestilling, forsvandt i takt med, at mælken løb til.

Når jeg kiggede i spejlet, stod der en Mama Mater, en Dominatrix, der foretrak missionærstilling frem for ligestilling, der med glæde sendte manden ud i by, land og udland, mens hun som en anden Penelope gik hjemme og agerede tam stuekat.

Når jeg i afmægtig undren spurgte andre mødre, hvorfor jeg havde udviklet en så usmagelig, ejesyg og mest af alt skamfuld personlighed, kiggede de til begge sider, før de lavmælt svarede: »Det er helt normalt. Sådan havde jeg det også«.

Aha. Så her var ikke engang tale om New Normal eller New Standards. Det var almen viden.

På en måde en lettelse, på en ganske anden måde skræmmende, idet jeg pludselig indså, at en hel del kvinder, som jeg fra barn til voksen har skelet til, i så fald har foregivet at ville være ligestillede og råbt op om arbejdsfordeling, mens de i virkeligheden ønskede at have the upper hand, når det kom til yngelplejen.

Mit næste spørgsmål: »Men hvornår går det her over?« blev ikke besvaret.

Det, jeg ser i spejlet, er ikke inkarnationen af det ligestillingsideal, jeg er vokset op med.

Nej. Jeg er blevet til Ny Nordisk Mor – skandinaviske rødder garneret med ligtorn, frisk myose og håndplukkede grå hår, serveret i moderne indpakning; grimme hipsterjeans og en kronisk iPhone i hånden. For fanden da også.

Jeg er ret gennemsnitlig. Passer ind i det, der er mit segment i en sådan grad, at det nærmest er en parodi.

Derfor er det et slag i ansigtet på mig at erkende, at mine tidligere prioriteringer er fuldstændig devaluerede og røget langt ned på listen efter barnets behov, damage control af hjemmet, logistik og indkøbssituation.

Mine jagtmarker, der tidligere var overvejende selvforherligende kulturelle (»man må jo følge med – det må man jo!«), er nu erstattet af glæden ved børnetøjsloppefund, og mine magtbeføjelser på hjemmefronten har nået nuklearvåbenlignende højder.

Mit Gamle Jeg bander indædt, hver gang jeg tager mit Nye Nordiske Selv i frydefuldt at lægge nyvasket og matchende babytøj frem på puslebordet. Det sker simpelthen ikke, det her! Men det gør det.

Og nu jeg er i gang med perversionerne, går min krybdyrhjerne amok og udskiller stride strømme af belønningsstoffer, når jeg moderligt triumferende hiver vådservietter, kiks eller tørre bukser frem fra tasken, der er pakket på forhånd in case shit.

Når Manden/Jægeren/Patriarken sender mig et taknemmeligt og anerkendende blik, er det fandme lige før, jeg tøsefniser og med falsk beskedenhed siger »årh, de’ da ikk’ noget«. For det er løgn.

Sammenlagt har det stort set taget mig lige så lang tid at optimere taskens indhold, som det tog mig at skrive bacheloropgave, der, så vidt jeg husker, var en komparativ analyse af tre af Strindbergs værker.

’Faderen’ var i øvrigt en af dem. Og de, der har læst den, vil vide, at der ikke var meget skandinavisk ligestilling at hente dér.

(Ny?) Nordisk Far lyder måske også mere som en knotten, islandsk halvgud end som en sexet, maskulin brandingstrategi. Dér var den metroseksuelle mand langt mere moderne, sensuel og åben for mulige tolkninger. Og så lugtede han godt.

Den metroseksuelle kvinde slog aldrig rigtig igennem. Men det gør Ny Nordisk Mor. Jeg er ærlig, og dét er i hvert fald en ting, der er oppe i tiden hos både elitesportsfolk og politikere.

Jeg troede, jeg var en moderne feminist – en af de seje kvinder, jeg beundrer, og som jeg på alle måder er enig med. For det er jeg! Enig, altså. Jeg har bare utrolig svært ved at sætte handling bag ordene.

Min kæreste troede, at han var sammen med en feministisk ligestillingsekstremist.

Nu viser det sig, at jeg i virkeligheden er en kaffebryggende lillemor, der er lykkelig for, at han tager det tunge slæb, mens jeg selv tager mig af ungen.

Min verden er blevet så lille. Derfor kan jeg også stille op for den samlede verdenspresse og svare på spørgsmål uden at slukke for mikrofonen:

Ny Nordisk Mor har ikke taget doping.

Ny Nordisk Mor har ikke haft et upassende forhold til en kampagnemedarbejder.

Næ, vi skal helt tilbage til råvarerne. Klassikerne:

Ny Nordisk Mor har taget fejl.

Hvordan kunne det gå så galt? Jeg skammer mig.

En opvækst med ligestillingsidealer efterlader mig som nybagt mor med skam: Det er tabu at ville have, holde og passe ungen 24/7.

Det er tabu at skifte sine faglige ambitioner ud med huslige sysler.

Det er tabu at sige, at mor er vigtigere end far. Bare det at skrive det er så pinagtigt, at jeg ikke kan stå ved det.

Men det siger sundhedsplejersken altså, da jeg fortvivlet spørger hende, hvorfor jeg, moderdyret, den veluddannede af slagsen, hvorfor jeg ikke bare kan give slip på mit afkom:

»Det er naturen, der har indrettet det sådan: Det sikrer artens overlevelse. Tænk på, hvor let det ville være at gå fra en baby, der har skreget i tre timer, hvis ikke, du havde det sådan«.

[ … ]

Læs hele kronikken her.


Læs også:
Mødre er langt de bedste til at være mødre
Hvad er det med mænd og børn?

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.