Mor til to små børn sidder i Vestre Fængsel!

Hvidovre Avis, 19. maj 2015

Fem års tovtrækkeri om forældremyndighed og samvær er endt med, at ung mor sidder i fængsel på ubestemt tid

Hun gik på Avedøre Skole og sejlede i optimistjolle i Hvidovre Sejlklub, da hun var barn. Siden gik hun på Handelsskole i Ishøj. Sascha er 26 år og har aldrig været i konflikt med loven eller politiet. Alligevel sidder hun i øjeblikket i forvaring i Vestre Fængsel.

Der har hun opholdt sig siden torsdag den 7. maj, hvor politiet mødte op på hendes forældres bopæl på Grænsevej. Her blev hun anholdt og taget med i Fogedretten på Frederikserg.

VOLDELIGT FORHOLD

Sascha blev anholdt fordi hun ikke vil udlevere sin datter, Melissa, til samvær med Melissas far, Mohammed.

Hun mødte Mohammed på Handelsskolen i Ishøj. Hans familie kommer fra Libanon. Han er født og opvokset i Danmark. Han har ti søskende – men kun en enkelt af disse bor i Libanon.

Melissa blev født i maj 2011. Perioden fra Melissa blev født og frem til i dag har været præget af en endeløs række af møder i Statsamtet, Byretten og Landsretten. Årene har været præget af kamp om forældreretten og betingelserne for samvær.

Det har endnu ikke været muligt at besøge Sascha i Vestre Fængsel. Men efter aftale med hende har Hvidovre Avis talt med hendes forældre. Langt over fire timers interview blev det til. De har flere ringbind fyldt til bristepunktet med dokumentation der viser, hvorfor Sascha hele tiden har modarbejdet, at Mohammed skulle have samvær med Melissa uden opsyn.

Politianmeldelse om vold mod Sacsha mens barnet forskrækket så på, lægeerklæring der berigtiger blå mærker efter volden, oplysninger fra sundhedsplejersken, mails, samt udskrifter og afgørelser fra Statsamtet og Byretten.

Mohammed har en helt anden udlægning af situationen:
– Hun har meldt mig for vold. Men der er ikke noget om snakken og politiet har siden droppet sagen…

Af rapporten fra Københavns Politi fremgår det, at der ikke rejses straffesag mod Mohammed da der “er tale om en sag med modstridende forklaringer og ingen vidner til episoden”…

INGEN VIL SE BEVISER PÅ SMS

Saschas forældre fortæller, at en helt afgørende årsag til, at Sascha de sidste fire år har forsøgt at modarbejde, at Mohammed kan have samvær med dattereren uden overvågning er, at hun er bange for, at han vil kidnappe Melissa og tage hende med til Libanon.

De er frustrerede over, at man hverken i Statsamtet eller i Byretten og Landsretten vil se de trusler, som Mohammed har sendt på sms til Sascha.

– Jeg har ikke været i Libanon siden 2009. Jeg føler mig 100 procent dansk. Jeg vil ikke bortføre min datter, siger Mohammed…Redaktionen er i besiddelse af en udskrift på de sms´er, som myndighederne ikke har set og tilsyneladende ikke vil se.

Eksempelvis skriver Mohammed den 18. juni 2011 da Melissa blot er to måneder gammel:

“Bare vent din so når jeg får min datter og se tager jeg hende med til libanon når du aldrig ser hende igen”.

Et par måneder senere skriver han i en sms:

“jeg slår dig ihjel din lille beskidte luder. Hvis du ik kommer hjem til mig ellers gør jeg dit liv til et maridt”.

UENIGHED OM SAMVÆR

Blandt andet på grund af disse og lignende trusler – både på sms og mundtligt – har Sascha med alle midler forsøgt at obstruere stort set alle aftaler om samvær. Der har ifølge Sacshas forældre været lange perioder – helt op til 12 måneder – hvor Mohammed ikke har set sin datter. Selv erklærer han dog at kunne bevise, at han har set hende stort set hver eneste uge.

En sag har altid tre sider. Den ene og den anden og den rigtige.

Det er nærmest umuligt at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag. I ingen tilfælde har de to parter den samme opfattelse af situationen. Det dokumenterer de hundredevis af dokumenter i de fyldte ringbind.

HUN SAVNER MOR

Tilbage til den 7. maj i år.

Da politiet møder op på Grænsevej afleverer Sascha såvel Melissa som sin søn – der endnu ikke er fyldt et år – hos en nabo. Mohammed er ikke far til hendes søn.

Efter en tur i Fogedretten går turen tilbage til Grænsevej. Her bliver Fogedretten først sat hos naboen, der kunne oplyse, at Saschas far havde hentet børnene. Da Sascha ikke ville medvirke til at få fat på Melissas morfar – med henblik på at barnet kunne udleveres til Mohammed, bliver Mohammed spurgt (!) om han ønsker, at Sascha “Bliver taget i forvaring, indtil hun oplyser, hvor Melissa befinder sig”. Det ønskede han – og derfor sidder hun nu i Vestre Fængsel hvor hun tilsyneladende skal sidde i forvaring på ubestemt tid indtil hun oplyser, hvor Melissa befinder sig.

Imens passer bedsteforældrene hendes lille søn på ti måneder. Han savner sin mor.

Undertegnede har besøgt Melissa et sted. Hun har det godt – men savner naturligvis sin mor.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.