MØDRE ER LANGT DE BEDSTE TIL AT VÆRE MØDRE

 

moedre_bedst

Illustration: Charlotte Pardi

Weekendavisen, Kronik, 14. november 2014

Jeg hører flere og flere fædre, som er kede af, at de ikke også kan amme. Kede af, at de ikke har en kvindekrop. De udviser en ekstremt barnlig og ødelæggende indstilling: »Er det ikke snart min tur?« I stedet for at ære hendes moderskab går man i konkurrence-mode.

Jeg havde for en måneds tid siden en snak med en mandlig bekendt, som ivrigt kæmpede for en ligelig fordeling af samværsretten over hans og hans forhenværende hustrus treårige barn. Ti dage hos moren og fire dage hos ham duede ikke. Det skulle være syv-syv.

På et tidspunkt spørger jeg ham, hvad han tror, det vil gøre ved hans forhenværende hustru, hvis han vinder retssagen?

Efter et stykke tid svarer han: »Hun vil gå i stykker.«

Så spørger jeg ham, hvordan han tror, det vil påvirke deres datter, at mor går i stykker? Jeg spurgte ham, om han ville gå lige så meget i stykker over en ti-fire-ordning, som moderen ville gå i stykker over en syv-syv-ordning.

Han var ikke længere i tvivl. Hans følelsesmæssige tilknytning til datteren var ikke af samme karakter som moderens.

Det ville knuse hendes hjerte på en helt anden måde. Det var han sikker på. Men for at komme derned, i maven eller hvor man nu kommer hen, for at mærke, hvad der egentlig er bedst for barnet, krævedes en god lang samtale med en ven.

Problemet med ligestilling er, at det reducerer virkeligheden til et ydersidefænomen. Vi kan tælle os frem til det: hvor meget løn? Hvor meget barsel? Hvor meget tid med børnene? Og så videre. Vi har glemt at stille os selv og hinanden spørgsmålet: Hvordan føles det?

Før 2007 fik moderen i samværssager, hvor parret var ugift, automatisk tilkendt eneforældremyndigheden over barnet i. I 2007 blev loven modificeret. Det var et ligestillingsinitiativ. Nu hed det, at forældremyndigheden i udgangspunktet altid var fælles.

[ … ]

Rettigheder bliver virkelige våben i samværssager. Våben der potentielt skader. I samværssager går vi i kamp-modus. Det handler om at vinde, så vi lukker ned for vores indlevelsesevne.

Det er opslidende for forældrene og i den grad smertefuldt for børnene. En større undersøgelse fra SFI har kortlagt den psykiske trivsel hos børn umiddelbart efter en almindelig skilsmisse og sammenlignet den med børn, som for nyligt har gennemgået en samværssag.

Her viser det sig, at de børn, der for nyligt har været en del af en samværssag, udviser markant dårligere trivsel end de børn, der for nyligt har gennemgået en skilsmisse. Er det prisen for ligestilling?

[ … ]

Men selv når vi har ladet masken falde, bliver vi efterladt med dette spørgsmål: Er der noget, princippet om ligestilling har overset, siden det bringer så meget smerte med sig? Mit svar er ja. Princippet måler mænd og kvinder og børn efter samme målestok og ignorerer hermed de forskelle, der måtte være.

Der er en god forklaring på norske kvinders høje sygefravær, ligesom der er en god forklaring på, at der i samværssager, hvor far har fået eneforældremyndigheden, er væsentligt flere konflikter end i sager, hvor moren har fået den.

Forklaringen er, at mor i 90 procent af alle tilfælde er tættere tilknyttet børnene end faderen. Igennem millioner af år har evolutionen udviklet og bestyrket denne tilknytning. Forfinet hendes evne til følelsesmæssigt at afstemme sit barn.

Hendes sprogprosodi – måden hun med stemmen spejler barnets sindstilstand – og mimik er yderst komplicerede redskaber, som hun alligevel næsten benytter intuitivt! Men de evner har altså også flere millioner år på bagen. Evner, som driver barnets udvikling fremad. Man kan sige, at omsorgsegenskaberne er blevet en central del af hendes dna.

Hvis vi stræber efter en verden, hvor det lige så vel kan være far som mor, der tager sig af det spæde barn, må vi væbne os med en god portion tålmodighed. Det vil tage flere tusind år, en masse skrigende børn og frustrerede fædre, før mændene har udviklet de samme forfinede egenskaber, som kvinderne har.

[ … ]

Beslutningstagerne må, ligesom fædrene selv, kende fædrenes besøgstid. Jeg begyndte at gå hjemme med Harald, da han var 21 måneder. Det føltes naturligt for os. Men det havde føltes som et voldsomt overgreb både for mig, Vibeke og Harald, hvis jeg havde fået ham overdraget, da han blot var seks måneder gammel.

Men de følelser er ligestilling ligeglad med. Fordi ligestilling ikke handler om følelser. Ligestilling handler om at måle og tælle.

Indtil nu har vi historisk beskæftiget os med at udligne forskelle på ydersiden. Det har været et ekstremt nødvendigt frigørende skridt. Kvindefrigørelsen handlede om at få de samme rettigheder som mænd. Men samtidig er kvinder og mænd forskellige. Det bliver vi nødt til at anerkende.

Så snart det er anerkendt, kan vi begynde at værdsætte forskellen. Ved at forlange, at arbejdsmarkedet tilpasser sig kvinderne og familierne. Ikke omvendt. Kvinderne skal ikke tilbage til kødgryderne, men kvinderne har ret til at arbejde på kvinders betingelser.

Næste skridt i frigørelsesprojektet handler ikke om at fri sig fra kønnet. En sådan frigørelse vil altid blive en undertrykkelse.

Det næste skridt er, at vi som samfund frigører os fra den åbenlyse nedvurdering af det kvindelige.

Frej Prahl (f. 1988),
studerende og hjemmegående far til Harald på to år.

Læs hele kronikken her…


Læs også:

Ny Nordisk Mor – fucked up af naturen


Mor ved bedst, fordi hun var der


Samfundets reproduktion kan umuligt være et privat anliggende


Hvad er det med mænd og børn?


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.