MAGTEN I DE PSYKOPATISKE TRÆK

Der findes charmerende mennesker, der lyver og manipulerer så naturligt, som de trækker vejret. Mennesker, der skifter mellem charme overfor dem med magt og psykisk vold overfor andre. Mennesker, for hvem empati er en by i Sibirien ligesom anger. Mennesker, der også kan have, hvad der kaldes en grandios selvopfattelse – bedre og klogere end andre.

Mennesker med sådanne karakterafvigende træk er svære at identificere i tide, selvom de kan koste dyrt. Dansk erhvervsliv er ramt af kæmpekonkurser forårsaget af topchefer med, hvad der i offentlig tale benævnes en dyssocial personlighedsforstyrrelse. I det offentlige kan sådanne personligheder også koste kassen i klager, forlænget sagsbehandling og advokater, om det så gælder materielle ting eller mennesker.

Værre end de økonomiske konsekvenser er, når karakterafvigende personligheder knuser mennesker – til tider med offentlige myndigheder som hjælper. Den insisterende person, der tilsyneladende har evig energi til at forfølge sit mål, vinder. Myndighederne genkender måske ikke engang mennesketypen.

Tæt på utilgiveligt er det, når taberne er børn. Børn, hvis liv er en krigsmark for forældre, hvoraf mindst en sætter egne behov langt  over barnets tarv.

 

Klogere end alle andre

Jeg har i mit lange liv selvfølgelig mødt folk med psykopatiske træk, for de udgør 2-4 procent af menneskeheden. For eksempel mellemlederen, der mente sig klogere end alle andre, som var o.k. overfor dem, der gav ham ret, men en ondskabsfuld, bagtalende satan overfor andre. Han slikkede røv opad i en grad, så chefen var overbevist om, at det var de angrebne medarbejdere, det var galt med. Først, da mellemlederen i sin grandiose selvopfattelse kom til at snappe efter chefens egen strube, kom erkendelsen.

”Værre end de økonomiske konsekvenser er, når karakterafvigende personligheder knuser mennesker – til tider med offentlige myndigheder som hjælper. Den insisterende person, der tilsyneladende har evig energi til at forfølge sit mål, vinder. Myndighederne genkender måske ikke engang mennesketypen.”

Som kritisk journalist har jeg også spottet røg et par gange karakteriseret af ekstreme reaktioner på, at man nærmer sig noget, som personen ønsker skjult. I de tilfælde har jeg oplevet en besathed af min person og alle midler brugt for at få mig elimineret. Alt imens virkelighedsopfattelsen hos angriberen er, at han er offeret – at han bliver personligt forfulgt af en kælling med beskidte motiver.

 

“Overser” psykopatiske træk

Da jeg på sidelinjen begyndte at observere, hvad der skete i nogle af de såkaldte højkonflikt-skilsmisser, slog røgdetektoren til igen. Den slags skilsmisser forekommer kun som undtagelser, der også derfor får stort fokus i medier. Dækningen sker typisk med netop den, der deklarerer sig som et helt uskyldigt offer, som hovedperson.

Jeg ville ellers så gerne tro, at det offentlige handler alene ud fra ønsket om at sikre barnets tarv – hvad enten  det er Statsforvaltningen, retssystem, politi eller kommune, men virkeligheden taler et andet sprog.

Der er noget særligt på spil, når myndigheder vælger at ”overse” psykopatiske træk hos en samværsforælder, så barnet måske først reddes i sidste øjeblik. Når skadestueerklæringer afvises af politiet som muligt selvpåførte skader eller ”et uheld på en trappe” som hævdet af krænkeren. Når den ene part gennem en udmattelseskrig påfører barnets nærmeste posttraumatisk stress. Når far eller mor i en højkonflikt-skilsmisse bortfører et barn. Når børn myrdes. Når børns hæderlighed beklikkes. Når de må vente i ugevis på at blive afhørt. Når en kommune igen-igen ignorerer underretninger fra skoler og andre uvildige. Når børn ”hjernevaskes” til at hade en forælder eller i retssalen påstås at have været udsat for hjernevask. Når barnet monotont messer: ”Nej, jeg blev ikke slået med et bælte”. Når det lykkes for angriberen at få fjernet barnet fra den beskyttende primære omsorgsperson ved at få denne smidt i fængsel for ”samarbejdschikane” eller ved at få barnet tvangsflyttet til en døgninstitution. Når, når, når…

 

Lov gøder jorden for det syge ego

Love, regler og rutiner slår ikke til, når far og/eller mor sætter egne rettigheder over barnets tarv, og forældreansvarsloven har gødet jorden for det syge ego. Selv krav som enhver psykolog vil stemple som ødelæggende for et spædbarn, diskvalificerer ikke, men kan tilmed hjælpe. Kræv 7/7, og du opnår måske 4/10!

En person, jeg har talt med, som har stor indsigt i sager, der går galt, ser følgende grundmønstre, når der er en karakterafvigende person på færde:

Det klassiske mønster er, at den person, der hævder at være ”dybt bekymret på barnets vegne” overfor myndighederne tegner et billede af barnets bopælsforælder som psykisk ustabil og til fare for barnet. Manipulationen sker personligt og via en strøm af såkaldte underretninger med halve sandheder, løgne og manipulationer. Selv en bette træt kommentar på Facebook fremsendes som ”bevis”.

Et andet mønster er, at myndighederne ikke tager underretninger om adfærd såsom vold og psykisk vold alvorligt nok. Der er tilmed eksempler på, at sagsbehandleren omdefinerer trusler og vold til: ”Jamen det er jo lovligt at være lidt sur – det skal der også være plads til”.

I visse tilfælde tager systemet parti. Den overskudsagtige, bekymrede forælder virker bare mere troværdig end den anden, udmattet af chikane og bekymring for sit barn.

Det modsatte ses også. En myndighed, skole eller børnehave vælger uld i mund-udtalelser af frygt for blive beskyldt for at have taget stilling, men det undergraver muligheden for at se brikkerne klart og dermed for en fair rettergang.

KUN ÉT RÅD: FLYGT!

Og så er der det kendte mønster med, at det offentlige ikke tager barnets tilkendegivelser alvorligt nok.

I den alvorligste ende af mønstrene ses trusler om tvangsfjernelse af barnet, hvis “den sunde” forælder ikke ”samarbejder for at bringe konfliktniveauet ned”.

Tænk over det. Krav om samarbejde, om konfliktmægling. I udenfor ekstrem-skilsmissernesd verden findes kun ét råd til folk, der er udsat for et menneske med svære psykopatiske træk: Flygt! Kommunikation er omsonst. Flygt!

Men i den mest sårbare situation af alle, den, hvor et barns skæbne står på spil, lægger myndigheder massiv vægt på konfliktmægling mellem parterne. Til fordel for hvem? Udover  krænkeren, der får netop det spillerum, personen er så dygtig til at udnytte.

Selv når ægtefælle og/eller børn er banket gule og blå, insisteres på konfliktmægling på trods af, at Danmark i 2014 underskrev en konvention, der forbyder obligatorisk konfliktmægling mellem krænker og voldsoffer.

Stop det. Og få udredt de syge æg i tide.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *