Må man det på Socialforskningsinstituttet?

Information, 28. september 2005

Børns Vilkår spørger de ansvarlige på SFI efter en fejlagtig kronik om skilmissebørn: Hvordan er jeres holdning til det, man kalder god videnskabelig skik?

Kære ansvarlige ledelse af Socialforsknings Instituttet (SFI): I organisationen Børns Vilkår arbejder vi for børn, der har det svært. Vi har derfor gennem en årrække arbejdet børnepolitisk for at forbedre retsstillingen for skilsmissebørn.

Derfor fik vi morgenkaffen helt galt i halsen, da vi i Information den 19. september læste kronikken Far, mor og børn i konfliktmaskinen. Kaffen sprøjtede ikke ud over avisen, fordi kronikken var et meget personligt og holdningspræget indlæg i debatten om fælles forældremyndighed. Nej overraskelsen kom, da vi læste, at kronikkens forfatter, Kathrine Vitus Andersen (KVA), præsenterede sig som forskningsassistent i Forskergruppen for Børn, Integration og Ligestilling på SFI.

Og så er det, vi gerne vil spørge de SFI-ansvarlige – også gerne de bevilgende myndigheder: Hvordan er jeres holdning til det, man kalder god videnskabelig skik?

Vi husker stadig sager, hvor man inden for forskningsmiljøerne har set med stor alvor på forskere, der med deres titel har præsenteret stærkt holdningsprægede eller decideret forkerte oplysninger, og hvor de har fået ørerne i maskinen?

Vi kan ved blot en hurtig gennemlæsning pege på en række direkte faktuelt forkerte og stærkt holdningsprægede påstande i Katrine Vitus Andersens kronik. Nogle af de bærende, som bliver præmis for hele kronikken, refereres kort her:

Citat KVA: “Forældremyndighedsloven trænger til at blive lavet om, for den nuværende lovgivning favoriserer i langt de fleste tilfælde kvinden.”

Dokumentation udbedes! SFI’s egen forskning (Samvær til barnets bedste? SFI 2004) slår faktisk fast, at statsamternes sagsbehandling er kønsneutral, at historien om udbredt samværschikane er en vandremyte, og at statsamtsjuristerne til gengæld har en tilbøjelighed til at tilgodese samværsforældrene – som jo mestendels er fædre. Hvis KVA mener, det ser anderledes ud ved domstolene, ser vi gerne materiale, der dokumenterer dette.

Citat KVA: “I praksis er det sådan, at medmindre helt ekstraordinære forhold såsom misbrug, psykisk sygdom eller lignende gør sig gældende, får kvinden nærmest pr. automatik den fulde forældremyndighed over barnet.”

Dette er igen et postulat, som vi gerne ser dokumenteret, da det bliver præmis for hele kronikken. I praksis siger tallene, at andelen af fædre, der får tilkendt forældremyndigheden ved dom er støt stigende. Lovgrundlaget er, at forældremyndigheden skal gives til den forælder, der har den tætteste tilknytning til barnet, og som er bedst egnet.

Har jo ikke læst loven

Citat KVA: “Til gengæld giver den fulde forældremyndighed moren udstrakte muligheder for at genere, straffe eller blot ikke tage hensyn til faren ved f.eks. at tilmelde barnet til violinundervisning lige netop på farens samværsdag, aflyse samvær pga. “sygdom”, lægge ferie så det går mest muligt udover farens samvær.”

Dette citat viser et meget stort ukendskab til både lovgrundlag samt praksis i forhold til samvær. Statsamtet fastlægger samværet ved uenighed mellem forældrene, og hvis moderen “lægger violintimer eller ferie eller sygdom” på faderens samværsdage, er der meget vide muligheder for at straffe moren via bøder, fogedforretninger etc. Lovgivningen (§ 12 stk 2) giver desuden mulighed for at rejse forældremyndighedssag på baggrund af fortsat samværschikane.

Citat: “Obligatorisk konfliktmægling ved Statsamtet hvor manglende samarbejdsvilje fra en af siderne inddrages som en vægtig faktor i afgørelsen om, hvor barnet skal bo, og i yderste led, om den ene forælder helt skal fratages forældremyndigheden”.

Muligheden for at overføre forældremyndigheden ved manglende samarbejdsvilje er til KVA’s oplysning allerede indført (og i øvrigt stærkt omdiskuteret og i ét tilfælde underkendt af Højesteret) i lovens paragraffer 12 og 13.

Vi vil slet ikke gå ind i en diskussion af indholdet i KVA’s kronik, da den gennemført bygger på myter og påstande og på manglende kendskab til både praksis, jura og den debat, der har udfoldet sig gennem de forløbne år, og hvor der heldigvis er en generel spirende erkendelse af, – at barnets interesser trænger til at blive tilgodeset – og ikke bare forældrenes – at det er outdated at gøre skilsmissebørn til gidsler for ligestilling – at børn kommer allermest i klemme efter en skilsmisse, hvis de efterlades i et konfliktfyldt vakuum mellem to forældre, der ikke kan kommunikere – at man ikke kan dømme folk til at samarbejde og at mægling og mediation er vejen frem i stedet for jura og tvang.

Vi undrer os over, at man som forskningsansat publicerer materiale uden at have læst lovteksterne, uden at have fulgt debatten og uden så meget som at have læst den forskning, som ens egen arbejdsplads har udgivet på området. I sær når man skriver, man er forsker og ansat på SFI. Så vi i Børn Vilkår spørger SFI, må man det?

Bente Boserup er souschef i organisationen Børns Vilkår

Link til artiklen

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.