Krisecenteret er min nye virkelighed

PowerKvinderne

Her hvor jeg bor med min lille søn, har hver kvinde sit eget værelse. Værelserne er på 8-10 kvadratmeter. Nogle af kvinderne er flyttet ind med flere børn. Andre kommer uden. Jeg kom med Sebastian, og han er lige for tiden den yngste.

Når man som jeg er flyttet på krisecenter uden nogen af mine ejendele – ja, så lærer man at nøjes. At være taknemlig. At klare sig med det tøj, man går og står i. For du har ikke andet, og du aner ikke, om du får noget andet.

[…]

Jeg er flere gange blevet påduttet, at jeg skal huske at tænke på min lille søn. At det først og fremmest gælder det hans ve og vel. Det sjove ved disse råd er, at jeg altid – siden han blev født – først og fremmest tænker på Sebastians ve og vel.

[…]

Konstant bliver jeg fortalt, at man ikke ønsker at vælge side. Det er både familie og venner, der siger til mig, at de ikke ønsker at vælge side. Ved den simple sætning, har man allerede valgt side, og vil ikke hjælpe et menneske i nød. Jeg er i nød. Jeg er på bar bund – ufrivilligt. Jeg er alene.

Dette er ikke en situation jeg selv har sat mig i. Jeg har kæmpet. Jeg har søgt hjælp. Jeg har givet hjælp. Men lige lidt har det hjulpet.

Og nu står jeg her. Uden så meget. Uden et hjem. Uden en økonomi. Uden et familieliv. Familielivet havde alligevel ikke været så godt, hvis jeg var blevet. Hvis jeg blot endnu engang havde taget imod kritikken, de hårde ord, slagene – og ikke sagt fra.

[…]

Jeg vil ikke ind på, hvad der er sket mod Sebastian og mig. Den del kan jeg slet ikke overskue at åbne op for endnu, selvom jeg burde. Jeg har brugt syv år på at glatte ud og opretholde en facade udadtil. En facade som nu er blevet min værste fjende, fordi mennesker i mit liv har svært ved at tro, at det var så slemt bag vores fire vægge, når vi virkede så godt kørende udadtil. Når man kun kender facaden, er det svært at tro på virkeligheden.

Virkeligheden er, at jeg bor på et krisecenter.

Link til hele artiklen her

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.