Kønsdebattør: Selvfølgelig skal vi ikke genetablere patriarkatet

Af Henrik Marstal

Når patriarkatet som samfundssystem favoriserer mænds strukturelle magt over kvinder, har det at gøre med, at den patriarkalske vanetænkning hindrer ligestillingsprocesserne og ligeværdet mellem mennesker, skriver kønsdebattør Henrik Marstal

DET PATRIARKALSKE værdisæt, som har gennemsyret samfundsorganisationen i umindelige tider, er i skiftende bølger blevet stadig mere udfordret. Især siden 1970’erne har det været tilfældet. Og formodentlig vil dette værdisæt svinde mere og mere ind i de kommende årtier, indtil det engang kun har historisk betydning.

Men et paradigmeskifte så grundlæggende som dette tager tid. Afviklingen afføder derfor jævnligt modreaktioner, fordi status quo altid er mere attraktivt at opretholde for mange, også mange kvinder, og fordi de færreste mænd frivilligt vil give afkald på de fordele, som det patriarkalske værdisæt i sin tid gav dem i vuggegave.

I den hjemlige debat har vi set en lang række sådanne modreaktioner, hvor mænd på forskellig vis søger at genetablere den patriarkalske institution som troværdig og ønskelig.

Et eksempel er psykologen Finn Korsaas beklagelse over institutionens forfald her i avisen den 2. december. I et interview hævdede han – helt uden at argumentere for det – at modstanden mod patriarken som figur primært er ideologisk betinget. Men måske modstanden snarere skyldes, at patriarkens beføjelser i højere og højere grad opfattes som komplet urimelige.

KRITIKKEN AF DEN SVENSKE KIRKES aktuelle bestræbelser på at gøre liturgien mere inkluderende ved hjælp af kønsneutrale alternativer til gudstjenestens indledningsord viser noget lignende: Også den er udtryk for, at det mandlige princip er dybt indlejret i de kulturhistoriske og religiøse forståelsesrammer, som samfundet er funderet på. Og den er udtryk for, at der kan være lang vej til opfattelsen af Gud som et væsen, der ikke er en mand.

De talrige afvisende reaktioner fra mænd på #MeToo-kampagnen er et tredje eksempel: Benægtelsen af kampagnens nødvendighed og relevans samt påpegningen af, at det i virkeligheden er de anklagede mænd, der er de sande ofre, viser hvor smerteligt langt der endnu kan være til, at en egentlig afvikling af den patriarkalske selvforståelse bliver en realitet.

Når patriarkatet som samfundssystem favoriserer mænds strukturelle magt over kvinder, har det at gøre med, at den patriarkalske vanetænkning hindrer ligestillingsprocesserne og ligeværdet mellem mennesker.

Derfor er der flere gode grunde til at modsige den mandsdominerede samfundsorden, der – som sociologen Pierre Bourdieu har bemærket det i sin bog ”Den maskuline dominans” – på en og samme tid er kendetegnet ved at være universel og usynlig. Men det er en fuldkommen central pointe, at det dermed er patriarkatets normer, som er problemet, ikke mandlighed som sådan. Der er derfor ingen grund til at tro, at mænd ikke også kan blive en del af løsningen i forhold til afviklingen af disse normer.

Og selvom der er lang vej endnu, kommer det 21. århundrede med stor sandsynlighed til at reformulere det mandlige identitetsprojekt væk fra det patriarkalske for til gengæld at indsætte væremåder, der tager afsæt i ligeværdet mellem kønnene.

Der er for mange tendenser i de seneste årtiers identitetsmønstre i den retning til, at det kommer til at blive anderledes. Og i takt med at den patriarkalske selvforståelse trods fortsatte modreaktioner aftager, vil kommende generationer komme til at gå helt nye veje.

Henrik Marstal er ph.d., kønsdebattør.

Link til artiklen


Læs også:

Henrik Marstal: #MeToo-kampagnen er (også) en opfordring til magtkritik

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.