Kønnenes ligestilling er under angreb fra de mest magtfulde

Politiken, 29. marts 2016
Af Emma Holten, redaktør, Friktion

Vi er i øjeblikket vidne til markante tilbagerulninger af ligestillingsinitiativer i alle samfundslag.

»Fru Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne«. Sådan begynder Virginia Woolfs roman ’Mrs. Dalloway’. Det er en sætning om selvstændighed og retten til selv at tage beslutninger og føre dem ud i livet.

Disse hjørnesten i kvindekampen er lige nu udsat for et frontalangreb fra regeringen, støttepartier og Danmarks top. Det handler om markante tilbagerulninger af ligestillingsinitiativer i alle samfundslag. Betingelsen for enhver kvindes frigørelse fra vold, undertrykkelse, social kontrol og marginalisering er et mål af økonomisk frihed og lighed. Uden købekraft og en værdig levestandard er man uden individuel handlekraft. Man bliver afhængig af andre. Som kvinde ofte af mænd. Tre initiativer, som er blevet fremført af regeringen, angriber kvinder på de økonomiske rammer, der skal skabe basen for vores frigørelse.

1. april introduceres et nyt kontanthjælpsloft. 7 ud af 10 af de ramte er kvinder. En enlig forsørger med to børn kommer til at miste 36.300 kroner om året. Tusindvis af mennesker skal nu rokere rundt på ting som tre måltider om dagen og lejrtur. For nogle mennesker er valgene hårdere end for andre.

Retten til et liv uden vold eller overgreb kommer nemlig ofte i anden række, hvis alternativet er fattigdom. Det bliver dog det valg, som mange af de mest udsatte kvinder i landet kommer til at stå over for, når kontanthjælpsloftet genindføres. Her er alternativerne for en mor på kontanthjælp, der oplever vold, social k kontrol eller krænkelser i sit parforhold: A) Et liv til dine børn med en sikrere økonomisk fremtid i et voldeligt hjem. B) Et liv i fattigdom og en social arv til dine børn, der er så tung, at kun få nogensinde slipper ud af den. Hvad vælger du?

I Danmark oplever hvert år 33.000 kvinder vold i hjemmet. Tusindvis af disse har børn, mange af dem er i den laveste indkomstklasse. Kontanthjælpsloftet knuser de rammer, vi burde vedligeholde, for at de har bare den mindste chance for at frigøre sig selv og deres børn fra et liv i undertrykkelse.

Et andet sted i samfundet går regeringen også benhårdt efter kvinderne. I 2015 vedtog SR-regeringen, at virksomheder med 10-35 ansatte skulle registrere lønforskelle mellem kønnene. 12.000 arbejdspladser skulle nu vise statistik over, om kvinder i snit fik lige så meget som deres mandlige kolleger. Virksomhederne skulle ikke engang selv betale for det, den klarede Danmarks Statistik.

Den lov er væk nu. Danmark ligger på en 20.-plads i EU på ulige løn. At små virksomheder fortsat kan underbetale kvinder uden at blive opdaget eller stillet til ansvar af tillidsrepræsentanter, er en lussing til arbejdet for lige arbejdsvilkår. Danmark har et uforklarligt løngab på 7 procent, når der er justeret for barsel, branche og arbejdstimer. Denne forskel kan nu behageligt bide sig fast og måske endda vokse. Det er et angreb på danske lønmodtageres ret til gennemsigtighed på arbejdspladsen. Nå, men skal kvinderne så ikke bare søge egne veje og blive selvstændige? Nej! Regeringen har nemlig også lukket de selvstændiges barselsfond. Barselsfonden gav før en lønrefusion hen over 31 uger for kvinder og 23 for mænd oven i dagpenge. Dette skulle udligne kønsskævheden i at være henholdsvis selvstændigt erhvervsdrivende og fastansat.

Mænd i Danmark tager i forvejen kun 7 procent af barslen, så det overrasker ikke, at majoriteten af modtagere var kvinder. De mister nu ca. 54 kroner i timen, mens de er på barsel. Danske kvinder ligger allerede i bunden i EU, når det kommer til at være selvstændige erhvervsdrivende, og med dårligere barselsforhold i sigte kommer det ikke til at ændre sig foreløbig. Hvis du er en kvinde med en god forretningsidé og et ønske om at få børn, kan du bare krydse fingre for at få en rig partner eller have rige forældre.

Regeringen rammer udsatte kvinders ret til et værdigt liv uden vold og fattigdom, ansattes ret til at se, om de diskrimineres i løn, og selvstændige kvinders ret til ikke at bære en biologisk jernbyrd, bare fordi de har en livmoder. I sager som disse er alle debattører, feminister og aktivister sendt til tælling. For mange kvinder i Danmark har det stadig lange udsigter at kunne købe sine blomster selv.

Link til artiklen


Netværket Mor:

Danmark er på mange måder aldrig ophørt med at være et partriarkalsk samfundet, hvor magt, kontrol og økonomi er grundpillerne. De stærkeste overlever – alle er sig selv nærmest. De svage, som ofte er børn, bliver tabt i farten på jagten efter rigdom og berømmelse. Hvad er det for et samfund vi er ved at skabe?

Det moderne samfund fremelsker psykopater


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.