Jeg er træt af trusler til tavshed: her er mit møde med Foreningen Far

Af Anne Deppe

Min personlige historie

Dette blogindlæg skrev jeg for knap en måned siden. Jeg har haft mange øjne på det, og jeg har fået delte meninger tilbage. Men det der slog mig var at dem der er imod at jeg poster dette indlæg, de er det af frygt. Ikke fordi de er uenige. Det går simpelthen ikke. Derfor poster jeg det nu.

Skilsmisse, brud og når to forældre ikke kan enes, kan være noget af det mest ødelæggende for børn der overhovedet findes. Jeg er selv skilsmissebarn fra en skilsmisse hvor min mor og far i 30 år ikke har talt et ord sammen, og stadig ikke gør det. Så min egen lille datter skal mærke konsekvenserne af et brud der skete for over 30 år siden, når mormor og morfar ikke kan troppe op og fejre hendes 1 års fødselsdag, hendes konfirmation eller hendes bryllup sammen. Hun bliver altså også skilt ad, for noget der skete mange mange år inden hun overhovedet blev født.

Skilsmissedebatten raser derude, men i den seneste tid har den taget en vigtig drejning. Der er endelig kommet fokus på en af de foreninger der, efter min mening, i høj grad er med til at ødelægge børns liv: nemlig Foreningen Far. Udover at have mærket deres metoder på egen krop, gennem min datters far, så er jeg gennem min personlige rejse kommet i kontakt med over 100(+) kvinder, som kan berette om præcis samme metoder som dem jeg er udsat for, og det er den viden og den erfaring dette blogindlæg tager udgangspunkt i. Vi har endda siddet og sammenlignet noget af alt det skrammel fædrene har sendt ind til statsforvaltningen, og selvom flere af os har med fædre at gøre som har et temmelig begrænset ordforråd på dansk (da de er udenlandske), så kan vi se formuleringer hvor ordlyden er yderst velskrevet og 100% identiske. Alle disse fædre er/har været aktive medlemmer i Foreningen Fars grupper og støttegrupper.

Inden vi går i krig med hinanden omkring fædrerettigheder, så vil jeg lade journalist på Politiken Ditte Giese beskrive sin holdning til foreningen far og fædrerettigheder, som jeg er 100% enig i. Der findes fantastiske fædre derude som møder sindssyge kvinder, og som har brug for markant bedre rettigheder. Men det er efter min mening ikke de fædre Foreningen Far repræsenterer. Det vil jeg komme ind på senere. Her er hvad Ditte så fint beskriver om foreningen og fædrerettigheder:

 

https://www.facebook.com/ditte.giese?fref=ts

En bekendt ringede til foreningen fars rådgivning for at få juridisk hjælp. Da han blev mødt med “vi kan smadre din ex fuldstændig”, besluttede han sig for at gå til mødrehjælpen i stedet, som både hjælper mødre og fædre. Han var ikke interesseret i at smadre nogen, han var bare interesseret i det bedste liv for sine børn. Sådan er der heldigvis rigtig mange fædre og mødre der tænker. Jeg har en kammerat der lige har fået hjælp af mødrehjælpen til at få et sted at bo efter skilsmissen, og de har hjulpet ham i forbindelse med at skabe en god samværsløsning med ekskonen. Jeg talte med ham så sent som i går, og han er faktisk rigtig glad for den måde tingene fungerer på, og selvom det er hårde tider for dem alle, så arbejder de målrettet på et godt samarbejde for børnenes skyld.

Jeg har hidtil været stille omkring lige netop dette emne og denne forening, mest af alt fordi jeg ikke orker at blive politianmeldt for at ytre min mening. Foreningen Far har det med at melde folk med en holdning for bagvaskelse, injurier og alt mulig andet crap. Det siger også lidt om deres måde at “samarbejde” med deres kritikere på. Meld til myndighederne. Start sager. Det virker meget bekendt. Jeg har i stilhed fulgt debatterne det sidste år, både på Foreningen Fars egen side, i de kvindelige netværk der tales om, og i de (nødvendige, ikke engang på internettet) hemmelige netværk, som jeg er blevet lukket ind i. Jeg er rystet over hvordan Foreningen Far tilsyneladende rådgiver fædrene i systematisk at køre disse mødre ned. Økonomisk, psykisk ned.

Alle der har fulgt min blog fra starten vil vide at jeg har ville lave en lykkelig alternativ familieform mellem min datters far (du kan finde utallige indlæg herom hvis du gider læse tilbage), min datter og mig selv. Faktisk var det hele grundlaget og udgangspunktet for overhovedet at starte bloggen. En lykkelig alternativ familieform. Det gik også fint i perioder, men i flere perioder måtte jeg afbryde kontakten til ham, også da jeg måtte gå under jorden for at få fred til at føde barnet. Med min egen historie i mente er der flere ting jeg ikke har reageret på i tide, fordi jeg virkelig gerne ville at det skulle blive godt for Emsen og hendes far og mig. Jeg har været blind af min egen fortid.

Da vores konflikt kulminerede en onsdag morgen hvor jeg måtte true med politi efter ikke at have sovet i 3 døgn for at få ham ud af min lejlighed, tog jeg ned til mine forældre i 14 dage for at sunde mig. Emsen var 3 måneder gammel, vi havde begge to hårdt brug for at sove og jeg var dybt chokeret over det jeg havde oplevet.

Efter 14 dage skete der det som har forandret vores samarbejde til et mareridt. Han meldte sig ind i Foreningen Far. Det første jeg lagde mærke til var at hans sprog i hans henvendelser pludselig var blevet helt anderledes. Hans emails havde han tydeligvis ikke selv skrevet og jeg blev i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, for det føltes som om jeg var havnet i et spil. Tilfældigvis snakkede jeg med en veninde om det, hun læste mailen og var ikke et sekund i tvivl: dét der, dét er foreningen far. Du har brug for hjælp NU!

Så det fik jeg. Jeg gik til mødrehjælpen og jeg aktiverede mit netværk. Som er stort. Jo mere jeg fik fra ham, jo mere tydeligt var det at der var et genkendeligt mønster. Han var ved at opbygge et angreb.

Vi blev indkaldt til møde i statsforvaltningen, og jeg fik tilsendt den blanket han havde sendt ind til dem. Jeg tænkte at det var godt at få noget hjælp til at få sat nogle faste rammer eftersom vi ikke selv kunne finde ud af det. Samtidig var der ingen grænser for hvor meget hjælp han gerne ville søge, og han havde kimet alle offentlige instanser ned som har vores datters cpr-nummer. Også en velkendt Foreningen Far metode blandt de mødre jeg har talt med. Involver ALLE instanser og få dem på din side så mor bliver sat i dårligt lys fra starten. Kom ikke med anklager, udtryk blot din bekymring og især din omsorg for dine børn.

Vi startede i konflikthåndtering, jeg var stadig rædselsslagen for at være i min lejlighed eftersom at han boede lige nedenunder mig. Jeg vidste nu at han blev rådgivet af Foreningen Far og jeg var rimelig forberedt på hvad hans næste træk ville være. Og ganske rigtigt. Han sagde alle de ting jeg var blevet advaret imod, og da vi skulle forhandle en midlertidig samværsløsning sagde han ordret den formulering og det antal gange pr uge som jeg var blevet briefet på han ville sige. Jeg sagde det var gav mening for Emma Jo, som nu var knap 4 måneder. Han undskyldte mange mange gange det der var sket i min lejlighed. Jeg nåede faktisk at tro på ham. Jeg nåede alligevel at tænke “okay, han ER virkelig ked af at det der skete”.

Da jeg kom hjem lå der en mail fra statsforvaltningen. Jeg havde søgt aktindsigt, for noget sagde mig at jeg ikke havde set alle de papirer der var blevet sendt ind. Det eneste jeg havde set var den blanket man skal udfylde. Og pludselig væltede det ind med dokumenter. ca. 70 sider fra far til statsforvaltningen om mig:

  1. En fars dagbog. En utrolig følelsesladet dagbog over hvor meget han savnede sin datter kombineret med en slags rapport over mit MEGET svingende humør (!?). Faktisk var han nogen gange decideret bange for mig (for jeg er jo en ret voldelig type, det ved alle?), men antydede at det kunne være hormoner og eller måske en begyndende efterfødselsreaktion. Endnu en velkendt Foreningen Far metode: få mor til at fremstå som psykisk ustabil.
  2. Screenshots fra samtlige af mine sociale medier: min facebook, min instagram. Screenshots af at min barnepige en dag havde haft passet Emsen mens jeg var ude og holde et foredrag for City2’s bestyrelse (fra hendes profil, så jeg var åbenbart ikke den eneste han havde brugt tid på at stalke). Rejseplansbeskrivelse over hvor lang tid han havde regnet ud jeg havde været væk fra Emsen. 2 timer og et eller andet. Mindst. Hvad han ikke vidste var at ja, jeg havde lavet et job for City 2’s bestyrelse, men det blev holdt på et rigtig fint hotel som bestemt ikke lå i hverken Taastrup eller Jylland. Han anede ikke hvor jeg befandt mig. “Det sker desværre rigtig ofte” skrev han endda, og forsøgte med disse dokumenter at dokumentere at jeg var en kold forretningskvinde der satte forretning før mit eget barn. Ikke særlig smart når man samtidig forsøger at bygge en case på at mor skulle være psykisk syg.
  3. Dagbog som involverede direkte overvågning af mit hjem med beskrivelser af hvem der forlod mit hjem hvornår og hvad de sagde på vejen ud.
  4. Aktindsigt fra sundhedsplejerske samt fars egne noter hvor han tog æren for at vores datter var i så fin trivsel (det er jo klart, for hendes psykisk ustabile kolde karrierekvinde med voldelige tendenser-mor kan jo umuligt have noget at gøre med at datteren er i fin trivsel- Sense the tone!)
  5. Et utal af mine egne blogindlæg, blot med omvendt fortegn. Når jeg har skrevet et ærligt blogindlæg om vrede f.eks, så kopierede han det og ændrede overskriften til nu at hedde “Anne’s vrede”. Ærlige blogindlæg der har til formål at inspirere andre til at stå ved de følelser vi ALLESAMMEN har, men som vi skammer os over og derfor ikke snakker om, mine egne ord, ligger nu i en sagsmappe i statsforvaltningen, hvor far forsøger at bruge dem i mod mig. Hvordan er det barnets tarv?
  6. Artikler jeg har medvirket i. 9-15 links, så kunne sagsbehandleren selv klikke sig ind og læse alle artiklerne. Og nu er det ikke korte artikler jeg har medvirket i, det er som oftest temaer og meget lange artikler.
  7. Optrapningsplan (fuldstændig urealistisk og hul i hovedet, så meget at selv juristen i statsforvaltningen kiggede på ham og spurgte ham om han egentlig selv var klar over hvor gammel (læs: lillebitte) vores datter var, siden han kunne finde på at sende så voldsom en plan med ind). Men det er også en velkendt Foreningen Far metode: søg gerne 7/7, for statsforvaltningen skal kigge på begge parters ønsker, og så lander de den sikkert et sted i mellem. En ansvarlig foreningen ville råde far til at kigge på børnene, detaljer omkring tilknytning, alder osv, og se hvad der er realistisk og hvad der føles rigtigt, og støtte mor og far i at tage en voksen og ansvarlig beslutning omkring børnene. Sådan som de f.eks gjorde da jeg var inde og snakke med mødrehjælpen. De kiggede på min datter, hendes alder osv. Ikke på hvad jeg skulle kræve for at få mest muligt til mig selv.

Selvom jeg ikke kender min datters far ret godt, så holder jeg stadig fast i at han i bund og grund er en god fyr. Han vil egentlig ikke nogen noget ondt. Men han må stadig tage ansvar for at han helt ukritisk har lyttet til så syge råd (som på ingen måde kan have noget som helst med barnets tarv at gøre) fra en foreningen der kæmper for alt andet end barnets tarv (efter min erfaring og mening). Siden han meldte sig ind i den foreningen har mit liv været et helvede, hvordan er det barnets tarv? Han har smadret mit arbejdsliv (jeg lever af at blogge og være en offentlig person, men at se alt mit arbejde blive sendt ind til en myndighed imod mig selv, det har sat dybe spor), han har kostet min virksomhed tusindevis af kroner på grund af sin smædekampagne, han har bragt mig fuldstændig ud af fatning, og det har kostet på mit nærvær med Emsen. Det er meget heldigt hun har en mor med meget solid livserfaring, så det faktisk er lykkes mig at komme igennem dette helvede med begge ben på jorden og stærk nok til at give min datter en sund barndom. Men jeg ved at ikke alle er så heldige at have et lorteliv bag sig man kan bygge massiv styrke på.

Da vi skulle i statsforvaltningen 2. gang sendte han 27 siders tætskrevet overvågning ind sammen med et 3 siders brev med løgne omkring mig, forfattet af hans advokat. Igen udelukkende med formålet at psyke mig og stresse mig. Statsforvaltningen har en regel om at man skal have sendt sine noter ind senest 7 dage inden mødet, så alle kan forberede sig ordenligt. Men alligevel godtog de det indsendte og jeg havde, udover en syg datter der krævede min fulde tilstedeværelse, ikke en jordisk chance for at forberede et modsvar til de 30 sider. Det var her jeg opdagede at han nu optager mig på diktafon, fordi han havde skrevet minuttal for hvornår hvem sagde hvad under samværet. Også en Foreningen Far metode (kan jeg se ud fra mine møder med de mange kvinder jeg har talt med). Optag den anden forældre, så du kan dokumentere alt. Hvordan er det opbyggende for et samarbejde? At overvåge hinanden? Skal jeg så også optage ham? Jeg ved han stadig optager mig, betyder det så at jeg skal gøre det samme for at vi begge to ligger inde med båndoptagelser?

 

Da vi havde meldt os til en session parterapi (det var meget svært at sige ja til, for jeg havde lige opdaget den massive stalking, og jeg havde ærlig talt ikke lyst til at sidde i rum med ham, men jeg turde ikke sige nej, fordi jeg ikke turde risikere at statsforvaltningen så ville synes jeg ikke var samarbejdsvillig). Her skete det som egentlig fanger mit problem med Foreningen Far i en nøddeskal:

Jeg: “Du har meldt dig ind i Foreningen Far, som er kendt for at bruge fuldstændig sindssyge metoder mod kvinder, og vi to havde en klar aftale om at vi aldrig ville kaste med mudder”

Han: “Jamen jeg har hørt gennem Foreningen Far hvor sindssyge kvinder kan være gennem foreningen så jeg forbereder mig bare på det værste”

Han kæmper mod andres “sindssyge kvinder”. Jeg er skydeskive for en kamp der ikke engang handler om ham og mig. Den handler om bitre eksmænd der bruger uskyldige (det er han så ikke mere, det kan han så selv huske at takke Foreningen Far for) fortvivlede mænd til at drive et kvindehad der måske ikke engang boede i disse mænd til at starte med.

De næste 18 år kan jeg ikke stole på min datters far længere. Den sti og metode han har valgt (for han havde et valg), er ikke en metode man kommer tilbage fra. Bagefter kan jeg være ligeglad. Han har, ud over alle grænser, bevist hvad han er i stand til. Uden at blinke. Jeg troede virkelig på at vi nok skulle få tingene til at lykkes, men nu er mit default sat til at jeg som minimum skal veje ALLE mine ord, når jeg er i lokale med ham, og se mig over skulderen for om han befinder sig i mit nærområde, fordi jeg ved han stadig optager. Alt grundlag for tillid er smadret.

Havde han nu opsøgt en rådgivning som rent faktisk havde barnets tarv i fokus, og derefter fokus på at skabe et godt kollegialt samarbejde, så havde verden set helt anderledes ud i dag. Den eneste grund til at jeg 24/7 har ham og Foreningen Far i baghovedet U A N S E T hvad jeg foretager mig, er fordi han jordede mig i gulvet med alle de metoder som han har fået fra Foreningen Far. For at vinde. Ikke fordi det var det bedste for Emma Jo.

Havde jeg meldt mig ind i Foreningen Far, var jeg blevet opfordret til, utallige gange, at politianmelde Far. Først for truslerne i min lejlighed. Så for stalking. Det kan man jo tænke lidt over… Et af de råd jeg har hørt er i omløb hos Foreningen Far medlemmer, er at det er nok at anmelde partneren for vold (uanset om det er mor eller far der bliver anmeldt), for så får du en kvittering for anmeldelse, og så kan du senere “bare” trække anmeldelsen tilbage, men kvitteringen for anmeldelsen vægter stadig i din sag. Et menneske der 1. tænker sådan og 2. agerer sådan bør efter min mening overhovedet ikke have lov til samvær med børnene. Uanset om det er mor eller far der står bag sådan en adfærd.

Hvis vi skulle købe præmissen om at jeg er en af “de sindssyge ekskoner der har drevet far helt derud”, så må vi også købe præmissen om at han nu har “drevet mig helt derud” hvor jeg skulle politianmelde, involvere samtlige myndigheder, svine ham til på nettet, forhindre ham i at se Emsen, svine ham til inde på statsforvaltningen og hvad der ellers er af muligheder. Det sker ikke. Han og jeg har begge to et personligt ansvar for hvordan vi håndterer det her forældreskab, hvilket inkluderer et samarbejde. Vi er begge to rollemodeller for vores datter i alle vores handlinger. Jeg er også når jeg skriver dette blogindlæg. Jeg forholder mig til hvad der er sket, men jeg vil aldrig svine min datters far til. Hun skal have lov til at elske ham og have sin kærlighed til sin far helt i fred. Hun skal have den bedste relation til ham som hun kan få, og det mener jeg stadig, på trods af alt det han helt ukritisk har kastet i min retning. Det hele skal bare ske på Emsens præmisser, og ikke fordi far her ret til det, det er det eneste jeg vil kæmpe for til den dag jeg dør.

Nu er jeg så heldig at jeg har en masse dejlige fædre i min omgangskreds, så jeg lider heldigvis ikke af mandehad. Jeg har sågar fantastiske fædre i mit netværk, som desværre har brug for at nogen kæmper for bedre rettigheder til mænd, præcis som Ditte Giese beskriver det. Og jeg støtter dem 100%.

Og inden min blog bliver oversvømmet med flere Foreningen Far myter om kvinder og mødre, så laver vi lige lidt fakta-tjek på nogle af disse myter om kvinder. At det er kvindernes skyld at mænd bruger Foreingen Far metoder f.eks. Det har Susanne Staun, journalist og forfatter taget sig af, og du kan læse hele molevitten her.

Og vi kan da lige toppe den med den her. Der er hårdt brug for at få lavet ligestillingsloven FAL 2007 om til noget der beskytter børn i stedet for at sætte dem direkte i skudlinjen. Bruno har rigtig gode pointer, og jeg kan anbefale dig at følge ham på Facebook.

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar og Esoterisk psykoterapeut

Karakterafvigende skilsmisser

Det er på tide at få ændret den gældende diskurs, der siger, at de såkaldte højkonflikte skilsmisser kan løses ud fra et ligestillingsperspektiv mellem forældrene. Den gældende diskurs dikterer, at forældrene skal være ligestillede uanset adfærd. Dette massive fokus på ligestilling mellem mor og far er til stor skade for de børn, som befinder sig i krydsfeltet mellem mor og far, men som også er under pres fra myndigheder, der ifølge forældreansvarsloven skal tilstræbe denne forældrelighed. Det fjerner desværre fokus fra, hvad der egentlig er barnets bedste.
Faktisk burde man slet ikke benævne de stormombruste skilsmisser, som værende højkonfliktsager. I stedet burde man benævne dem som ”skilsmisser hvor en eller begge forældre udviser karakterafvigende adfærd” eller blot ”karakterafvigende skilsmisser”. Derfor er der brug for en hurtig og klar screening af forældre, når der er tegn på karakterafvigelse. Og derpå er der brug for, at myndighederne bliver bedre til at drage de nødvendige konsekvenser og effektivt beskytte det involverede barn imod den karakterafvigende adfærd.
En ”karakterafvigende skilsmisse” kan eksempelvis spottes når den ene af forældrene fremsender anklager til offentlige myndigheder om eksempelvis psykisk vold, fysisk vold, misrøgt eller overgreb imod barnet og/eller imod den anden forælder. Hvis man fremsender en sådan anklage vel vidende, at der er tale om det pure opspind, så er det en handling der bunder i mangel på empati og et tegn på en karakterafvigende adfærd, der ikke er til glæde for noget barn. I det tilfælde er det den anklagende part man bør sætte under lup og lave en tilbundsgående psykiatrisk undersøgelse af. Denne vinkel har Foreningen Far gennem de senere år fokuseret meget energi på at fastslå, i en grad så diskursen vel nærmest har været, at ”alle anklager om karakterafvigende adfærd er pure opspind” eller i bedste fald påstand imod påstand. Det er et stort problem for Foreningen Fars troværdighed.
En ”karakterafvigende skilsmisse” kan også spottes når den ene forælder hele tiden ændrer påstande til det diametralt modsatte som dagen før. Det er i denne sammenhæng ikke at forveksle med almindelig ubeslutsomhed, men en fuldstændig omskiftende skriftlig adfærd. I samme boldgade er et tydeligt tegn, når den ene forælder ikke blot forsøger at ”vinde” en sag om forældremyndighed, men reelt forsøger at ødelægge elementer i ”modpartens” liv ved eksempelvis at henvende sig til modpartens arbejdsplads for at få sin X fyret og dermed miste sit indtægtsgrundlag. Det samme gælder henvendelse til foreninger og sammenslutninger som X er medlem af. Her kan man spotte en skruppelløs adfærd, der intet har at gøre med stridens kerne, nemlig barnet. Barnets tarv er i disse tilfælde ude af syne, og man kræver blot sin ret fordi man har den. Denne chikane af X privatliv kan også følges op med en meget konfliktoptrappende adfærd, hvor der klages til alle tænkelige offentlige myndigheder. Det er ikke usædvanligt for en karakterafviger, at anmelde til både kommune, politi, ombudsmand, Folketinget, ministeriet allerede i første ombæring. Den karakterafvigende adfærd genkendes også i, at man omhyggeligt som indledning i sine breve fortæller den myndighed som man henvender sig til, om alle de andre myndigheder som man har anmeldt sagen til uden i øvrigt at oplyse om de pågældende myndigheders svar.
En karakterafvigende adfærd kan naturligvis også spottes når det pågældende barn fortæller om oplevelser, som er af særligt bekymrende karakter. Desværre lyttes der ikke nok til børnene i det danske skilsmissesystem. Børnenes ord har langt hen ad vejen ingen validitet og på denne måde bliver barnet i praksis retsløst. Hvis et barn eksempelvis fortæller, at barnet er blevet låst inde i et bur om natten, så bør man lytte til det barn. Og man bør hurtigt og effektivt beskytte dette barn, også selvom den ”anklagede” påberåber sig forældrefremmedgørelse og manipulation fra X side. Hvis en forælder udøver hjernevask (forældrefremmedgørelse) på sit barn bør der skrides ind. Det er særdeles skadeligt for barnet. Men man må ikke falde i samme fælde som Foreningen Far gør omkring emnet ”falske anklager”, og dermed gå ud fra at ALLE børn, der fortæller om vold, overgreb og misrøgt er udsat for hjernevask af X. Det efterlader alt for mange børn i en forsvarsløs og retsløs tilstand, hvor de ikke opnår nogen form for beskyttelse.

Jeg er ret sikker på jeg bliver anmeldt til politiet for injurier for dette blogindlæg. Som jo bare er min egen oplevelse, den kan ingen tage fra mig. Men jeg er træt af at tie. Min pointe er hverken bagvaskelse eller injurier, jeg har bare behov for at berette om en personlig historie, som jeg ved alt for mange er fanget i også. Jeg kan kun gentage mig selv. Der er behov for at der bliver gjort en aktiv indsats for fædrerettigheder. Det må bare ikke være på bekostning af børnene, og det skal gøres ordentligt. Ikke ved at politianmelde alle der ikke falder på knæ og kysser foreningen fars skosnuder. Hvad er det for en måde at kæmpe på? At være en inspiration på? Jeg politianmelder sgu da heller ikke alle der synes jeg er en klaphat eller burde spærres inde (for det findes der immervæk en del mennesker der synes efterhånden, og fred være med det). Vi kan ikke blive ved med at sende børn på samvær fordi de “bare må lære at leve med overgreb som et livsvilkår” (læs her), det er ikke måden at sikre barnets tarv på og det er fuldstændig misforstået hensynsbetændelse til fædre. Og børn. Og familier.

Jeg er træt af at tie. Jeg var ikke modig nok til at gå forrest, det er der mange andre seje mænd og kvinder der er, jeg vil især nævne Susanne Staun og hendes blog Mareridts blog, og Chris Alban.  Jeg fandt modet i dag fordi dagbladet Information skrev denne artikel. Det er på tide at nogle af alle de mennesker der er blevet og bliver ødelagte af de absurde metoder Foreningen Far rådgiver deres medlemmer i at bruge, de får taletid. Sådan så vi kan koncentrere os om at skabe bedre liv for alle de mange børn det går ud over, og sådan så vi, på en ordentlig måde, kan sikre fædres rettigheder og mødres sikkerhed i fremtiden. Jeg tror nemlig det er i rigtig mange mødre OG FÆDRES interesse at vores børn har det godt. Det har de ikke når mor og far bekriger hinanden og når foreninger og advokater hjælper med at “fuldstændig smadre din ex”.

Nej tak.

Link til indlægget her.


Læs også:

Når en af “klassens tunge piger” tager kampen mod Foreningen Far op. Min ex har flirtet med dem – har din ??

Sandheden om Foreningen Far begynder at komme frem i lyset


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.