NETVÆRKET “MOR”?

Danmark er et af de lande, som udadtil ser ud til at være kommet længst med hensyn til ligestilling af kønnene. Desværre er begrebet ligestilling blevet synonymt med ensliggørelse. Og det er tæt på at være tabu at mene, at mænd og kvinder er forskellige.

[ In english ]

I Danmark ser man ud til at skulle mene, at kønnet er en social konstruktion. Og derfor er det bedst, at vi snarest hvisker forskellene ud. For ellers er vi ikke ligestillede.

Debatten lider under, at psykologi er en stærkt politisk præget videnskab, hvor dominerende teorier ser ud til at følge den dominerende politik og ikke mindst den økonomiske situation. Man kan vælge flere perspektiver på forældreansvarslovens konsekvenser. Et perspektiv er, at vold altid er skadeligt. Eller at barnet skal være hos den mest kompetente forælder. Eller hos den primære omsorgsperson – alt andet lige. Og at børn ikke burde blive udleveret til vold og overgreb, sådan som det foregår i Danmark. (Med ‘alt andet lige’ mener vi, såfremt den primære omsorgsperson ikke lider af misbrug, psykisk sygdom eller tilsvarende til skade for barnet.)

De perspektiver er Netværket Mor enig i. Der findes også situationer, hvor moren ikke kan tage sig af barnet. Eller hvor faren hele tiden har været den primære omsorgsperson.

Ét er helt sikkert: Når den primære omsorgsperson bliver stalket, lagt ned af sager i Statsforvaltningen, skal møde til retssag efter retssag (for nogle varer det 5-10 år), bliver mistænkeliggjort, bliver anklaget for injurier, bliver offer for det ene karaktermord efter det andet, bliver druknet af tusindvis af aggressive emails (om året), får indbrud på sin email, får hacket sit Internet, får skygget sin bankkonto, etc., så bringer det denne under så stort pres, at børnene bliver påvirkede.

Det skyldes IKKE en svagelig karakter hos den primære omsorgsperson. Det skyldes, at man ikke kan adskille tarvet for den primære omsorgsperson fra barnets tarv sådan som Statsforvaltningerne gør i dag.

I Netværket Mor mener vi, at der findes et kønsperspektiv. Kvinder har nogle særlige vilkår, som mest gør sig gældende for kvinder. Og nogle vilkår, som KUN gør sig gældende for kvinder. Og som vi derfor bedst får debatteret ved at anskue det som en kønsproblematik. (Og det samme gør sig gældende for mænd.)

Et af de mest tabu eksempler er nok, at kvinden har en “2-i-1 krop”-oplevelse med børnene. Det er stort set forbudt at nævne i Danmark. Og på de debatsider, hvor det sker, bliver forfatteren nærmest lynchet.

At kvinder har en livmoder er ikke et velkomment faktum i Danmark. Tværtimod bliver der ført meget propaganda for, at det er komplet irrelevant i forhold til forældreskabet. Det er ikke irrelevant for kvinder! I hvert fald ikke for de fleste kvinder.

Netværket Mor fokuserer på kvindens perspektiv og insisterer på at bryde det tabu, der faktisk forhindrer os i at komme videre med debatten.

Det betyder ikke, at vi accepterer eller støtter vold eller omsorgssvigt, når det begås af kvinder. Det betyder heller ikke, at mænd ikke kan være gode forældre. Det betyder blot, at på denne side er det kvindens perspektiv, vi bringer frem i lyset.

Et køns-perspektiv er ikke en køns-kamp.

Læs mere under menuen “OM”