Hvorfor vi kan tro, vi elsker ham, når han i virkeligheden ikke er værd at samle på…? [2:3]

Af Henriette Eiby Christensen, forfatter, coach og foredragsholder
www.henriettec.dk

(Undskyld til alle mænd – I må læse hun hvor der står han – for det virker begge veje.)

Lad mig starte et andet sted…
Hos dig.
Hvordan har dit selvværd det?
Hvorfor det?
Fordi det er svaret. Av. Den sved. Jeg bliver vred. Hvad f….. bilder hun sig ind – hun aner intet om mit liv.
Ikke?

Jeg var til falds for komplimenter. Bare han sagde noget sødt, var jeg forelsket. Smask forelsket. Hvem han var eller hvad han gjorde eller mente eller sagde, betød ingenting. Han syntes, jeg var smuk. Værd at score… Han var perfekt. Charmerende, flot, klog, intelligent, fuld af vid og humor.

Der gik ikke længe før jeg var gravid. Og der gik ikke længe før jeg fik lidt ondt i maven. Lyttede ikke. Troede ikke mine egne øjne eller ører. Han syntes jo, jeg var dejlig. Jeg var forelsket. Holdt fast i at han var perfekt. Vennerne forsvandt efterhånden – han kunne på en eller anden måde få mig til at se alle deres fejl og mangler. Familien veg tilbage – han sagde de ikke var støttende, ikke forstod mig at de behandlede mig dårligt – ingen forstod mig som han. Han fortalte om sin hårde barndom – om svigt og forældres druk og hor og tvangsfjernelser. Jeg havde stor medfølelse. Hvor var det synd for ham. Ingen advarselslamper, hvor de skulle have blinket og larmet som besat…

Ingen sagde noget… Kunne de have sagt noget? Jeg er ikke sikker. Jeg vil gerne tro, at jeg ville have lyttet, men jeg er ikke sikker. Jeg var jo gravid. Sad i saksen. Økonomisk og følelsesmæssigt afhængig. Daglige nedgørelser. Pludselig var jeg ikke længere smuk, men havde kalkunhals. Var nymfoman, dum, konfliktsky, kunne ikke gøre noget godt nok. Til gengæld ville han ikke skifte en eneste ble. Ikke elske med mig. Han brækkede en gang sin finger, fordi han smadrede hånden ind i et skab i vrede over, at jeg ville elske med ham en morgen…? Han sagde, jeg ikke fattede en skid og aldrig ville forstå ham.

Snart var det som om, der var glasskår spredt ud over det hele. Jeg vidste ikke hvad som kunne udløse et voldsomt raserianfald. Han slog ikke. Jeg tænker nogen gange – bare han havde, så var jeg ikke blevet så længe… 12 år… 12 år – og allerede efter en måned havde tegnene vist sig… Hvis bare jeg havde kunnet lytte…

 

Hvad er det så for tegn?

Ondt i maven er et 100% sikkert tegn på at der er noget galt. Hvis du ikke gør andet så tillad dig selv at lytte til det. Det kan være meget angstprovokerende for, hvis du begynder at lytte til det, er du nok også nødt til at gøre noget. At handle.

Før du når der til er der mange andre tegn, som skal få alarmklokkerne til at bimle. Jeg har samlet dem i ”Hvordan man spotter en Trold”. Her er nogle få:

  • Har han venner?
  • Ser han sin familie?
  • Holder han hvad han lover?
  • Giver han besked hvis han er forsinket?
  • Har han pli?
  • Bruger han sarkasme? Er han nedladende?
  • Praler han (ofte uden at have noget at have det i)?
  • Lyver han?
  • Taler han grimt om andre mennesker? Om dig?
  • Synes han at han er bedre end andre mennesker?
    Og den vigtigste:
  • Giver noget han gør eller siger dig ondt i maven?

Hvis du får ondt i maven, så må du lytte til det – det er hårdt men nødvendigt, hvis du gerne vil have det bedre. Det kommer til at tage tid fordi du skal til at bygge dig selv op helt fra grunden. Hvis du ikke lytter, vil du med tiden blive nedbrudt psykisk og fysisk. Ja. Sådan er det. Spørg din læge eller psykolog.

12 år…? Hvorfor kan det tage så lang tid? Ja, 12 år er længe. Men det kan tage meget længere tid.

Det er fordi vi bliver pillet ned langsomt. Langsomt og i kærlighedens navn. Vi bliver ved med at tro på det gode vi faldt for, selvom vi nærmest ikke ser det længere. Vi bliver ved med at tro på at han forandrer sig. Vi bliver ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor han reagerer, som han gør og vi bliver ved med at forstå ham og synes det er synd for ham – han havde jo en frygtelig barndom. Ingen forstår ham. Vi bliver ved med at tilgive og tilgive … Og – vi bliver ved med ikke at lytte til vores mavefornemmelse. Vi tror ham, når han letter en flig af sandheden og blæser den stort op, så vi tror, at det er vores skyld. Vi får dårlig samvittighed over den vi er, over alt det vi ikke formår. Han har jo ret. Der er altid noget om det han siger… og vi har mistet os selv. Vi ved ikke længere hvem vi er og vi tror ikke længere på vores egne fornemmelser og fornuft. De er væk.
Derfor.

 

Hvad reddede mig?

Jeg tog en ny uddannelse. Jeg kom ud blandt mennesker, som værdsatte mig for den jeg er. Kom ud et sted, hvor han ingen indflydelse havde. Mit selvværd blomstrede. Jeg var dygtig. Der var mænd som kurtiserede mig. I mit studie indgik sociologi og psykologi og jeg så sammenhænge jeg ikke havde set før. Jeg gjorde noget for mig selv, hvor alt ellers havde stået i børnenes og hans tegn… Han satte mig stolen for døren. Eller prøvede – hans indflydelse på mig blev mindre efterhånden som mit selvværd voksede. ”Er dit studie vigtigere end familien?” Jeg havde allerede udsat studiestart et år, fordi min datter kun var tre. Og ja – mit studie blev min overlevelse. Intet skulle stå i vejen for min vej til økonomisk frihed. Forholdet måtte briste eller bære. Hver gang jeg skulle til eksamen ville han skilles. Det var som om han ville sætte en kæp i mit frihedshjul. Heldigvis var jeg flittig og det psykiske pres var ikke nok til at få mig til at dumpe. Migræne, svimmelhed, søvnløshed, ondt i maven, ansvaret for tre børn og regninger og mad og vasketøj kunne ikke stoppe mig. Han fik en depression. Ville begå selvmord. Alle kneb gjaldt. Jo, min eksamen blev ikke helt så god, som den kunne være blevet, men god nok.

 

Hvordan fandt jeg glæden?

Jeg var lykkelig da han endelig var ude af mit hjem. Så kom regningen. Jeg kunne ingenting. Kunne med nød og næppe stå op og få børnene af sted. Kunne lige få maden på bordet. Kunne lige klare den ene dag om ugen på seminariet. Ellers lå jeg i min seng. TRÆT. Træt. Jeg var smadret. Ganske langsomt kom jeg tilbage til livet. Det tog flere år. At gøre noget godt for mig selv hver dag. Bare en lille ting som at læse et blad. Gå en tur. Tage et lidt længere bad. Spise et æble ganske langsomt. Nyde det, mærke det. Finde ud af om jeg kunne lide jordbær? Ja man kan blive i tvivl om de simpleste ting.
Jeg læste en masse positiv psykologi. Fik nogle fantastiske kollegaer, som hjalp mit selvværd godt på vej.

Så – Hvordan har dit selvværd det?


Anbefalet læsning…

ItemImage

”Trolde om mennesker som har andre i deres vold”
Og de andre Troldebøger.
Se mere på www.henriettec.dk

”Kvinder der elsker for meget” af Robin Norwood

”Psykopater i jakkesæt” af Sanne Udsen


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.