Hvorfor foragter de borgerlige dog empati og humanisme?

Politiken, Debat 25. marts 2016

Det borgerlige Danmark befinder sig i en slags omvendt univers. Et univers, hvor det, man troede var godt, i virkeligheden er ondt.

Begreber som humanisme, anstændighed og noget så simpelt som godhed anvendes efterhånden rutinemæssigt som skældsord. Det er blevet normalt at latterliggøre alt fra venligboere til antiracistiske demonstrationer.

Når en borgerlig debattør betegner nogle som ’gode, rare, humanistiske, hensynsfulde og ordentlige mennesker’, er det mere sandsynligt, at det er modparten han ironisk latterliggør end sin egen fløj, han rosende beskriver.

Det klassiske eksempel er naturligvis Marie Krarups (DF) nedladende bemærkning om det ’klamme’ i Lisbeth Zornigs behov for at »flashe sin godhed«, da hun i et udtryk for civil ansvarlighed hentede nogle flygtninge ved færgen, men også Naser Khader (K) og Mads Brügger har talt lignende dunder imod den slags narcissistiske tendenser.

En figur som spyttemanden burde være entydigt ond, men kan, i det konservative tidsskrift Critique, naturligvis beskrives som en slags offer for ’den kreative klasse’s behov for at »fastholde debatten inden for rammerne af en moralistisk diskurs«. Så er alt igen vendt på hovedet.

Intet er altså mere foragteligt end empati og blødsøden øllebrødshumanisme, hvilket man især kan orientere sig om hos borgerlige kommentatorer som Jarl Cordua og Rulle Grabow, der altid har en hånlig bemærkning tilovers for de »gode og søde mennesker«, som rutinemæssigt bliver anvendt som prædikat for venstrefløjen i deres kommentarer.

[…]

Man har således ukritisk købt venstrefløjens beskyldninger uden at udfordre dem. I stedet for at finde en borgerlig humanisme gør man grin med begrebet, og når nogle borgerlige alligevel forsøger sig, anvendes begrebet ’anstændig borgerlighed’, der om noget udstiller, at man stadig kæmper med fortidens dæmoner. Ingen efterspørger eksempelvis en anstændig venstrefløj.

Med foragten for det gode, humanistiske og næstekærlige har moderne borgerlige velvilligt og dumstædigt fortsat venstrefløjens dæmonisering af dem.

Helt glemt er åbenbart det værk, Adam Smith udgav forud for ’The Wealth of Nations’, nemlig ’The Theory of Moral Sentiments’, hvor den liberale gigant argumenterer for menneskets grundlæggende moralske sympati for hinanden. En absolut og human grundindstilling hos mennesket, der gør os til dybt forankrede sociale og empatiske væsener. For Smith var det intet problem at kombinere det gode med det borgerlige, men nutidens borgerlige har åbenbart så svært ved at undslippe en rigid højre-venstre-dikotomi, at de af frygt for at bruge modpartens begreber får spærret sig selv inde bag en fornærmet og barnagtig mur af modsatrettede udtryk og begreber.

Det er synd, for der er noget dybt moralsk, humant, ordentligt, anstændigt og godt ved at være borgerlig, som vi desværre latterliggør os selv ved at tage afstand fra.

Læs hele artiklen her


Læs også:

Psykopaten er måske ved at overtage narcissistens plads som tidens fremherskende socialkarakter. Et samfund, hvor omskiftelighed er normen, og mennesker i stigende grad bedømmes på ydre fremtræden, begunstiger psykopatens livsstrategier. Men hvori består psykopatens helt særlige magt over andre mennesker
[…]
Ofte forestiller vi os psykopaten som personificeringen af vold og ondskab, som en koldblodigt planlæggende forbryder, der vil os det ondt. Men det er ikke sandsynligt, at psykopaten er særligt interesseret i andre mennesker eller i at komme dem til livs. Psykopaten er interesseret i sine egne behov og mangler etik og grænser med hensyn til, hvorledes han er parat til at forfølge dem.
Psykopaten er sagtens i stand til at nære stærke følelsesmæssige præferencer. Det er dette, der forræderisk kan tage sig ud som varme. Men i virkeligheden er det en udstrækning af egoismen: Psykopaten foretrækker det andet menneske for sine egne behovs skyld og ikke for det andet menneskes unikke selvs’ skyld. Man kan sagtens føle sig elsket af en psykopat og desto mere forvirres over den lejlighedsvise kulde og ufølsomhed. Der er tilbøjelighed til at trivialisere fænomenet ved at sige, at psykopater mangler evnen til indføling. Men psykopater er ofte formidable til at vide, hvad der forgår inde i andre mennesker og benytte sig af det. De kan godt aflæse andres følelser. Det særlige og radikale ved psykopater er, at de er ligeglade med andres følelser. Men det giver dem også en særlig suverænitet! Psykopater føler ikke skyld, de føler ikke skam, de er uden normale moralske hæmninger, de har en bemærkelsesværdig evne til at smyge alle bebrejdelser og anklager af sig. På grund af denne frihed fra anfægtelser har psykopater ofte en ekstremt stærk veloplagthed.
Den helt uhæmmede forfølgelse af egne interesser får ambitionen til at tage sig ud næsten som dyrets instinkt. Som et stykke natur med andre ord. Psykopater er tiltrækkende, fordi de har dyrets suverænitet!

Anden pointe: Psykopaten er mere tiltrækkende med sin suverænitet end det normale menneske med sine hæmninger.

Psykopaten kommer altid igen. Det er den tumlingeeffekt, vi i virkelighedens verden ser med mænd som Brixtofte, Thorsen og Riskær. “Her har I mig tilbage,” synger de og træder ud af fængslets port. Veloplagte, ukuelige gør de deres entre på samfundets scene.

Folk bliver ved med at fatte tillid til psykopater – selv med fængselsdomme og diagnoser hæftet på sig. Både på grund af deres særlige suverænitet. Men også, fordi psykopater vækker en dyb og ubevidst angst, der paralyserer mennesker.

Mig, mig, mig og så den anden

For at forstå psykopatens virkemåde, og hvad der gør det navnløst forfærdeligt at have været i relation til en psykopat, kan det være godt at se på det psykologiske begreb om intersubjektivitet. Den berømte amerikanske psykolog Daniel Stern siger, at det tidlige samspil mellem mor og barn ( = intersubjektivitet) er en umådeligt central læringsproces, som handler om at kunne være sammen med et andet menneske. Ethvert menneske er i denne henseende udstyret med en udviklingsmæssig fortid, der klæder vedkommende på til at indgå i forskellige forhold, f.eks. i et intimt forhold, med viden om den anden og med viden om, at den anden ved om én selv. Denne fond af følelsesmæssig viden, som skabes igennem de tidlige udvekslinger af opmærksomhed, kontakt og berøring konstituerer en fundamental virkelighedsfornemmelse. Alligevel kan man aldrig forudsige, hvad den anden vil gøre, tænke eller føle, understreger Stern. At lyve er et eksempel, hvor et menneske kan bryde et andet menneskes kendskab til den, der lyver og kendskabet til, hvordan man selv bliver opfattet – men det er kun muligt at lyve effektivt over for et andet menneske, hvis man ser, hvad der er inde i den pågældende. Ligesom ved empati kræver dette intersubjektivitet, som således kan fungere imellem to mennesker både på godt og ondt.

Det er altså her psykopaten er inde og operere: I intersubjektivitetens felt!

[…]

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.