Hvert sjette skilsmissebarn rejser mere end en time mellem mor og far

Politiken, 20. februar 2016

Det påvirker deres mulighed for at opretholde venskaber og fritidsinteresser, lyder det fra Børns Vilkår.

Uge efter uge pakker skilsmissebørn tøj, skolebøger og fodboldstøvler. De kan ikke sådan lige springe på cyklen for at besøge den anden forælder eller deres bedste ven, og det at have to værelser er ikke længere så spændende.

For hvert sjette skilsmissebarn mellem 15 og 18 år er der nemlig mere end en times transporttid mellem forældrene, og det har betydning for deres trivsel. Det fremgår af rapporten ’Mine forældre skal skilles. Så vidt jeg forstår på det hele’, som Børns Vilkår har udarbejdet i samarbejde med Egmont Fonden.

Langt fra venner, fester og fritidsinteresser

Den geografiske afstand kan betyde, at det bliver sværere for børnene at opretholde relationer til venner eller gå til en fast fritidsaktivitet, når deres hjem skifter eksempelvis hver uge eller hver anden weekend. Sådan lyder det fra Bente Boserup, der er seniorkonsulent hos Børns Vilkår.

»Det er klart, at hvis børn skal rejse en time mellem deres mor og far, så vil de det ene sted være tæt på kammerater, fester og fodboldtræning, mens de det andet sted vil være langt væk. Det kan gøre det svært at skabe sammenhæng i hverdagen, og det kan betyde, at børnene kan blive hægtet af vigtige sociale fællesskaber«, siger hun.

[…]

Vidner om store udfordringer for yngre børn

Det kan altså være en stor udfordring at pendle langt mellem mor og far i sine teenageår. Og selvom det ikke er sjovt for nogen børn, så vidner tallene, ifølge Bente Boserup, om endnu større udfordringer for de yngre skilsmissebørn.

»Børn, der ikke selv kan hoppe på en bus eller et tog, bliver hurtigt afhængige af, at forældrene kan transportere dem. Det kan betyde, at de bliver mere isolerede og mindre selvhjulpne, ligesom nogle af dem vil opleve større ensomhed, fordi de ikke på samme måde kan være en del af fællesskabet. Og når børn ikke trives, så går det ud over deres skole og deres indlæring«.

Så når de ældre børn fravælger at pendle frem og tilbage, »så er det måske fordi, de har fået nok«, siger hun.

Læs hele artiklen her

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.