Hvad er vold?

Vold kan både være fysisk, seksuel, psykisk, materiel eller økonomisk. Her kan du læse, hvad vold er, og hvad symptomerne på vold kan være.

Der findes flere former for vold. Fysisk vold, seksuel vold, psykisk vold, materiel ødelæggelse og økonomisk vold. Ofte eskalerer volden og ender i det, der populært kaldes voldsspiralen

Den fysiske vold, er den vold som opfattes som den ”rigtige vold”. Der, hvor man kan se de blå mærker og den der forårsager umiddelbar fysisk smerte. Det kan være slag, skub, spark, blive kastet ind i en væg eller ned at trappen, kvælningsforsøg, knivstik eller vold med våben.

Den fysiske vold kan have døden til følge.

Den seksuelle vold er at være tvungen til en seksuel handling, som kvinden ikke ønsker eller ikke har lyst til. Der kan være tale om voldtægt, eller andre seksuelle handlinger såsom at blive tvunget til at skulle sove med mandens venner, eller det kan være tvungen til prostitution.

Den psykiske vold er mest udbredt. Den psykiske vold handler om kontrol og isolation. Den psykiske vold er ikke altid umiddelbar synlig for en udenforstående. Den handler om direkte eller indirekte trusler eller at nedgøre eller ydmyge kvinden – ofte i andres påhør. Der er aldrig fysisk vold uden der er psykisk vold.

Den økonomiske vold vil sige at være nægtet adgang til penge, at skulle aflevere de penge hun selv tjener, at tigge og bede om penge til mad og lommepenge. Men det kan også handle om, at voldsudøveren sørger for at sætte den voldsudsatte i gæld.

Den materielle vold betyder, at han ødelægger ting f.eks. indbo og personlige ejendele. Det er her vigtigt at bemærke, at volden har en hensigt og er velovervejet. Han ødelægger aldrig sine egne ting. Han kommer ikke lige pludselig til at smide sin egen computer ud af vinduet – det er altid kvindens ting det går ud over.

Mange voldsudsatte bliver udsat for flere former for vold samtidig.

Læs mere på LOKKs side her


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.