Højkonfliktskilsmisser er skjult menneskejagt

Den beskyttende forælder er oppe imod et system, som antager, at anklager om vold er løgn (chikane), medmindre de er politianmeldt

Rettelse: Kroniken rummede i en tidligere version to passager med grove og udokumenterede anklager mod Foreningen Far. Politiken beklager på det kraftigste at have viderebragt de to udsagn.

———

Politikerne er lige nu ved at foretage en række velmente lovindgreb på skilsmisseområdet.

Indgreb med obligatorisk konfliktmægling og sikring af kontakt med begge forældre. Indgreb, der desværre ikke vil ændre noget for de børn, der er fanget i en højkonfliktsituation på grund af vold og overgreb.

For at forebygge en endnu større katastrofe end den, disse børn og forældre står i nu, vil jeg gerne dele nogle af de fortællinger, jeg møder i netværket for voldsramte mødre, samt viderebringe viden fra amerikanske, australske og nordiske universiteter om højkonfliktskilsmisser:

1) En normal skilsmisse er ’fredelig’. Uanset årsagen forsøger begge forældre at minimere skaden på børnene ved at samarbejde. Disse familier kan derfor drage fordel af konfliktmægling. I en højkonfliktskilsmisse er samarbejde ikke muligt, fordi kun én af forældrene har fokus på børnene.

Tvungen konfliktmægling er spild af ressourcer i højkonfliktsager, fordi samtaleteknik er beregnet på fastlåste problemer mellem to ligeværdige og fornuftige mennesker, mens baggrunden for de fleste højkonfliktsager er uforenelige modsætninger, der kræver forandring af en eller begge parter.

Vilkåret i højkonfliktsager er næsten altid den ulige relation mellem offer og gernings-/voldsmand. Systemet kan ikke ved hjælp af samtale skabe ligeværdighed i en ulige relation. Et offer, som tvinges til konfliktløsning med sin gerningsmand, uden at der forud er skabt forsoning, og uden at gerningsmanden kan dokumentere oprigtig anger og ændret handlemønster, retraumatiseres og risikerer at miste sin omsorgsevne. Kun gerningsmanden er oprigtigt interesseret i konfliktløsning, da han eller hun derved får en lejlighed til at konfrontere og ydmyge offeret.

Eksempel FRA netværket for voldsramte mødre:

Konfliktmæglingen var rent spil for galleriet. Min eks løj. Jeg deltog kun for at vise samarbejdsvilje for ikke at miste barnet. Forud for konfliktmæglingen havde min eks opsøgt min arbejdsplads og fortalt min arbejdsgiver, at jeg øvede vold mod barnet. Det slog klik for mig. Jeg smed min taske i hovedet på ham og brød sammen. Bagefter ringede min eks, som er boksetræner, til politiet og meldte mig for vold. Politiet sendte mig på krisecenter, hvor jeg tilbragte natten, fordi jeg var stærkt selvmordstruet efter mødet med min eks. Konfliktmægleren foreslog bare et nyt møde, hvor vi skulle lægge konflikterne bag os og se fremad.

2) For at samarbejde og løse konflikter må parterne have et fælles ståsted. Typisk vil forældrene være enige om at gøre det bedste for deres børn. Dette er muligt, fordi de forud for skilsmissen har haft et godt samarbejde om børnene. Men i højkonfliktskilsmisser er den ene forælder kompromisløs og ude af stand til at se børnenes tarv. Og sådan har det også været i forholdet – mange konfliktfyldte skilsmisser er begrundet i den ene forælders psykiske, fysiske eller seksuelle vold mod børnene. Derfor opnås mægling aldrig, medmindre den empatiske forælder giver sig for at møde den uegnede forælders behov.

Jeg sagde ja til en deleordning for at få ro. Overfaldene og forfølgelsen bliver ved, og jeg har svigtet mit barn.

Inden I foretager justeringer eller lovændringer, vil vi bede jer undersøge baggrunden for højkonfliktsagerne

Da min eks sagde, at han ville opdrage vores barn til at forstå, at verden er ond, og han er god, og at han brugte samværene til at undervise vores 10 måneder gamle datter i nazisme, så jeg hen på konfliktmægleren for at se, om hun noterede. Det gjorde hun. Bagefter bad jeg om en udtalelse til brug i retten. Hun sagde, at hun havde noteret, at vi begge var meget optaget af opdragelsen af vores barn, og at hun gerne ville hjælpe mig til en forståelse af, at fars opdragelsesstil er anderledes end min, men at børn har brug for begge deres forældre.

Psykologen i statsforvaltningen fortalte, at børn ikke kan tåle 7-7-ordning som nyfødte, sådan som far har foreslået. Hun foreslog i stedet overnatningssamvær, når barnet var 9 måneder. Jeg boede på krisecenter, efter at han havde kastet mig ned ad trappen under graviditeten. Jeg brød fuldkommen sammen. Da vores søn var 1½ år gammel, kom han hjem fra samvær med kraniebrud og er nu livsvarigt skadet. Så blev samværene stoppet. Men far blev ikke dømt, for han sagde, at det var et uheld. Samme trappe …

Forud for højkonfliktskilsmisserne ligger altid en historie om psykisk og eventuelt fysisk vold. En historie om kontrol og dominans. En historie om to mennesker, som aldrig har været i et ligeværdigt forhold, fordi der er tale om en voldsudøver og et offer. Og offeret forsøger nu at beskytte det fælles barn imod de ødelæggelser, som han eller hun selv har været udsat for.

Den beskyttende forælder er oppe imod et system, som antager, at anklager om vold er løgn (chikane), medmindre de er politianmeldt. Det betyder, at de (90-95 procent) voldsramte kvinder, som aldrig går til politiet, højst sandsynligt vil blive anset som utroværdige og chikanerende, når de fortæller om den vold, der er foregået i familien.

Det samme system antager ligeledes, at mødrene (som oftest, men indimellem også faderen) ’trækker incestkortet’, når de fortæller om deres bekymring for overgreb.

Det vil sige, at de færreste forældre, som politianmelder på vegne af deres børn, bliver troet, selv om det antages, at falske anklager er ekstremt sjældne (kilde: Juliane Marie-centret for incest på Rigshospitalet). Langt hyppigere må forældrene leve med usikkerheden, fordi sagerne falder på manglende bevis. Barnet sendes herefter tilbage til samværsforælderen. Den beskyttende forælder trues med bøder, fængsel og tab af barnets bopæl, hvis ikke børnene udleveres på trods af gråd, angst og fortsatte reaktioner efter samvær.

Det er dybt traumatiserende at udlevere sit barn til en person, som har begået vold, hvad enten barnet har overværet volden eller selv fysisk har mærket den. Det er om muligt værre at udlevere et lille menneske til en potentiel krænker.

I forældrenetværket for voldsramte kvinder er alle forældre hårdt ramt af posttraumatisk stress i forbindelse med afleveringen af barnet, og flere har været på psykiatrisk skadestue på grund af traumatiseringen ved at aflevere et skrigende barn trods deres instinkter om, at barnet skulle beskyttes. Her er nogle generelle problemstillinger hos de ca. 600 mødre, hvis historier jeg igennem årene har fået kendskab til. Disse mødre har på Christiansborg fået bl.a. følgende beklagende svar:

En tredjedel af de 600 voldsramte kvinder, jeg har kendskab til, fortæller, at eksmanden er aktiv i Foreningen Far eller modtager hjælp fra foreningen

»Vi har prioriteret en signallov om, at far skal mere på banen. Vi beklager, at det går ud over jer og jeres børn« (Louise Schack Elholm, Venstre, ved Mødrerådets foretræde for Socialudvalget i 2011).

Nu er der så besluttet en dejlig 10/4-ordning på trods af 8 måneders behandling på Rigshospitalets center for seksuelle overgreb, for overgreb på min datter (8 år) begået af far.

Min datter har gået i kommunalt betalt legeterapi siden 2010 – og får fortsat hjælp i forhold til overgrebene. Men politiet har ikke kunnet løfte bevisbyrden – blodsprængninger i den bløde del af ganen efter samvær var ikke nok! Anbragte som sidste udvej min datter uden for hjemmet, da statsforvaltningen ikke ville stoppe samværene, selv om kommunen havde politianmeldt. Efter at min datter blev anbragt, besluttede et enigt børne-unge-udvalg og Ankestyrelsen at stoppe samværet. Min datter kom i trivsel under samværsstop. Men da hun fik det bedre, genoptog man samværet og fjernede siden overvågningen. Nu er hun i mistrivsel og fortæller om overgreb igen. Samværet er atter stoppet. Når hun får det bedre, skal hun se sin far igen. Kommunen siger, at sådan fortsætter det, indtil hun bliver gammel nok til selv at vælge sin far fra. Jeg er ved at gå i stykker indeni over ikke at kunne beskytte hende.

Myndighederne siger ’vores barn’. Jeg ser ikke en far, men et monster, som har forfulgt os i mere end 8 år. Et liv under jorden, skadestuerapporter, krisecentererklæringer og en psykologerklæring på, at far har narcissistiske træk, er ikke nok til, at statsforvaltningen stopper samværet og giver os ro. I stedet er han nu begyndt at skrive slimede beskeder til statsforvaltningen med bekymring over min manglende samarbejdsevne. Jeg er så frustreret og magter ikke mere … Jeg overvejer, om jeg skal give ham vores barn for at få ro. Er jeg verdens værste mor lige nu?

Den børnesagkyndige observerede, at min datter lavede i bukserne og ridsede i sig selv, da hun var på et overvåget besøg hos far. Alligevel underkender psykologen en udtalelse om overgreb fra et anerkendt forskningscenter. Jeg selv blev beskrevet som modvillig, fordi jeg ikke ville samarbejde med en pædofil, og hun foreslog derfor bopæl overført til far. Sådan mistede jeg min 6-årige datter!

Jeg ville ønske, at nogen ville se mit spædbarn før og efter samvær. At nogen ville stå med et skjult kamera og filme far, som kommer løbende ud til mig med vilde øjne, river barnet ud af armene på mig og kaster hende op i luften, så den lille nakke er ved at knække. Den første gang stod han og masturberede med hende på armen, mens jeg gik ud til min bil … Virkeligheden er så vanvittig, at jeg aldrig vil blive troet på!

Jeg er taget på krisecenter nu. Det er både en lettelse og samtidig kilden til et ustyrligt raseri fra den mand, der for 2.gang har smadret vores hjem! Han forsøgte i mandags at opsøge vores søn på skolen og senere hos hans bedste legekammerat. Sært – at han med den ene hånd kæmper for rettigheder som engageret medlem af Foreningen Far, mens han med den anden truer børnene og mig på livet. Jeg håber, at retten når frem til sammen konklusion, at børnene er brikker i en syg mands spil, så at de slipper for at se ham!

Som det fremgår af ovenstående anonymiserede citater fra netværket, er der på ingen måde tale om normale familiefædre, der er involveret i disse højkonfliktsager.

Foreningen Far burde måske ses efter i sømmene. Det kan undre, at politikerne lægger så stor vægt på holdningerne i en forening, som ikke screener sine medlemmer for voldsdomme eller for misbrug.

Foreningen Far ser ikke på, om de klienter, de hjælper, har haft konfliktfyldte skilsmisser ved tidligere samlivsbrud. Kendetegnende for de fleste af disse ’højkonfliktforældre’ er nemlig, at de ikke kan enes med nogen af deres ekspartnere. Mens de empatiske forældre med særbørn oftest ikke har samarbejdsproblemer med den anden forælder.

Lytter man grundigt til Foreningen Far, kunne man forledes til at tro, at alle foreningsmedlemmernes ekspartnere er psykisk syge og kommer med ’falske anklager’ om vold og psykopati, fordi de har et ’paranoidt verdensbillede’ og er forhippet på at ’forældrefremmedgøre’. Alligevel mener Foreningen Far, at konfliktmægling kan løse alle problemerne. Hvordan er dette muligt, når mødrene – ifølge fædrene selv – er indlæggelsesmodne og har vrangforestillinger?

Her i Danmark betragter vi Foreningen Far som en seriøs, uvildig interesseorganisation. Men Foreningen Far er bare ekspartnerne til bl.a. netværket af voldsramte mødre!

I både USA og Australien har stikprøver vist, at i 90 procent af alle børnesager, som indbringes for retten, opfylder en af forældrene kriterierne for patologisk narcissisme (på ICD-10 ’paranoide personlighedstræk’) eller svær borderline. Den anden forælder var i disse undersøgelser normal, men led af angst eller posttraumatisk stress.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet, ’Med barnet som gidsel – stalking af mødre’, viser samme tankevækkende resultater. Samme undersøgelse viser, at samtlige skilsmissebørn i undersøgelsens højkonfliktsager udsættes for psykisk vold under samvær, og at børnene i gennemsnit tilbringer en tredjedel af deres barndom med samvær med fædre med psykopatiske træk. En femtedel af børnene tvinges til samvær, selv om de fortæller om incest.

De samfundsmæssige omkostninger er store:

Mange kommuner betaler psykologhjælp, for at beskyttende forældre og børn kan holde til det samvær, som statsforvaltningen har fastsat. I 2001 protesterede statsforvaltningerne selv mod, at for mange uegnede forældre fik samvær. Børns Vilkår beskrev problemerne i bogen ’Samværsklemmen’ i 2003. FN har påpeget, at serviceloven om beskyttelse af børn er i modstrid med forældreansvarslovens krav om samvær. Og danske kommuner har påpeget, at statsforvaltningen foretager ti gange færre samværsstop, end kommunen foretager tvangsfjernelser, selv om man må antage, at der blandt de forældre, som ikke kan samarbejde, er en ophobning af sociale problemer.

Forhåbentlig tager politikerne personlighedsforstyrrelser og ikke-anmeldt vold med i deres overvejelser om tvungent samvær og tvungent forældresamarbejde. Det er vigtigt at slå fast, at når den ene forælder er offer, og den anden forælder er en aggressor, der har taget barnet som våben, vil det forværre situationen at skrabe i overfladen med konfliktmægling og samarbejdstvang. Inden I foretager justeringer eller lovændringer, vil vi bede jer undersøge baggrunden for højkonfliktsagerne. Vi vil bede om bedre forældreevneundersøgelser. Og vi vil bede om løbende opfølgning på børnenes trivsel i familier med og uden samvær.

Manu Sareen sagde engang, at lovgivningen skulle gøres forskningsbaseret. Vi ønsker netop lovgivning baseret på valid forskning i stedet for nogle få mediesager. For vi har som samfund ikke råd til flere ødelagte eller dræbte skilsmissebørn.

Alle udtalelser er anonymiseret, da samtlige kvinder bliver forfulgt og er bange for at miste børnene eller blive retsforfulgt af faderen pga. injurier.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2331072/hoejkonfliktskilsmisser-er-skjult-menneskejagt/

One Comment

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.