HJEM MED TO FORÆLDRE KAN VÆRE DØDELIGE

HJEM MED TO FORÆLDRE KAN VÆRE DØDELIGE
– vold i hjemmet og kernefamilien

The New York Times, 21. Juni 2014
(Oversat til dansk)

Efter at have tilbragt to år med at undersøge hjælpeorganisationer til ofre for vold i hjemmet, blev jeg overrasket over den erkendelse, at en af de almindeligste hindringer for kvinders sikkerhed var noget, jeg aldrig før havde overvejet: den høje værdi vores kultur tillægger familier med to forældre.

Jeg påbegyndte min forskning i 2011, samme år som Centrene for Sygdomskontrol og-forebyggelse (Centers for Disease Control and Prevention) rapporterede, at mere end hver tredje amerikanske kvinde bliver overfaldet af en kæreste i løbet af hendes liv. Jeg talte med kvinder fra alle samfundslag, både fra små samfund i landdistrikterne og også med dem fra store metropoler; på politistationer,ved straffedomstole, på krisecentre, på arbejdsformidlingerne og ved forældremyndighedssager. Jeg fandt, at næsten alle de mødre, jeg interviewede, havde opretholdt kontakten til deres voldsmænd. Hvorfor?

Mange havde taget den i samfundet fremherskende myte, der sidestiller ægteskab med succes, til sig. Kvinder, som oplever vold i hjemmet får i vores kultur at vide, at en god mor gifter sig med faderen til sine børn og støtter op om forholdet imellem dem. Ifølge en rapport fra 2010 (Pew report), siger 69 procent af amerikanerne, at enlige mødre uden mandlige partnere til at hjælpe med at opdrage deres børn, er skadelige for samfundet, og 61 procent er enige i, at et barn har brug for en mor og en far for at få en succesfuld opvækst.

Det blev tydelig for mig, præcis hvor meget enlige mødre bliver stigmatiseret, da jeg mødte en ung kvinde, som var gravid i syvende måned. Hun havde for nylig forladt sin voldelige kæreste og boede nu på et krisecenter. Da jeg spurgte, om hun mente, at deres forhold var ovre, svarede hun “Lige nu ønsker jeg det ikke. Men jeg håber, at det kommer til at fungere i fremtiden – for jeg har ikke noget ønske om at være en del af statistikken. ” Da hun sagde dette, antog jeg, at hun henviste til statistikken for voldsofre. Men hun fortsatte: “Jeg ønsker ikke at være denne her unge gravide mor, om hvem der siges, at hun aldrig vil få det til at fungere med barnets far. Jeg vil ikke være sådan.”

Skammen over ikke at opfylde visse normer for moderskabet var fremherskende selv i de øvre middelklassefamilier. Kvinder i fagligt og socialt fremstående positioner frygtede ofte at ødelægge deres glansbillede-liv. Andre var bange for at blive dømt for at udsætte deres børn for fare, fordi de havde valgt en farlig partner. En kvinde forklarede, at hun holdt volden hemmelig, fordi “jeg var flov over de ting, som jeg oplevede; jeg kunne ikke lade folk vide, at han ikke var den mand og forsørger, som vi foregav, at han var.” Uanset hvem de var, var de fleste voldsofre meget bevidste om, hvordan deres offerrolle ville påvirke deres offentlige identitet som mødre.

Det virkelig alarmerende er imidlertid, i hvor stort et omfang de institutioner, der er beregnet til at hjælpe voldsofre – domstole, det sociale system, velgørenhedsprogrammer og det familieretslige system – bidrager til denne stigmatisering både via den officielle politik men ikke mindst også igennem indgroede fordomme.

Fagfolkene- både det sociale system, ordensmagten, dommerne og medlemmerne af præstestanden – viste ofte større interesse for at opretholde en to-forælder familie end for moderens og børnenes sikkerhed. Kvinder, som var gået fra voldelige mænd blev i bedste fald opfattet som mødre, som ikke var lykkedes med at beskytte deres børn og i værste fald som løgnere, der var ude på at fremmedgøre børnene fra deres fædre.

Jeg overværede, hvordan den allerførste kvinde, som jeg interviewede, af en dommer i retten fik besked på at aflevere sin søn til samvær i faderens hjem hver uge. Da hun forsøgte at fortælle dommeren, at hun havde et tilhold mod sit barns far, og at hun var bekymret for sin sikkerhed, svarede dommeren: “Ved du hvad? Du er bare ude på at holde dette barn væk fra sin far, ikke?”

Jeg så kvinder miste forældremyndigheden, fordi de var flyttet til venner med deres børn eller endda på krisecentre for at slippe for volden, og dommerne opfattede dette som “uegnede boligsituationer.” Børnene blev sendt tilbage til deres voldelige fædre, som kunne sørge for “mere stabilitet.”

Et andet voldsoffer, jeg talte med, blev fanget i en kamp om forældremyndighed med hendes tidligere kæreste, som samtidig blev retsforfulgt ved en straffedomstol for at have banket deres børn. En eftermiddag sad vi udenfor byens retsbygning. Hun havde lige mistet yderligere to dages samvær om ugen til børnenes far. Det primære bevis imod hende var et billede, hvor man så hende drikke en cocktail –det illustrerede tilsyneladende hendes uegnethed som mor. Hun sagde: “Jeg forsøgte at få mine børn ud, før tingene udviklede sig virkelig slemt, og retten sagde: ”Hvor er de blå mærker? Det er ikke så slemt. Hvorfor ønsker du at fremmedgøre børnene fra deres far?” Og næste gang siger de så: ”Hvorfor sørgede du ikke for at få dem ud derfra? Hvorfor beskyttede du ikke børnene?” De siger, at de vil have dig væk fra volden, og så gør de det nærmest umuligt.”
Selvsamme system, hvis formål er at straffe gerningsmændene og beskytte voldsofrene, binder de to tættere sammen, og denne virkelighed påvirker kvindernes valg. Mange kvinder nåede frem til, at de hellere ville leve i et hjem med vold og misbrug med deres børn end at risikere at efterlade dem alene.

Efter jeg har afsluttet denne undersøgelse, har det slået mig, hvordan denne myte om værdien af to forældre har gennemsyret det ideologiske spektrum. For lige at få noget på det rene: Børn, som nyder godt af to støttende voksne, klarer sig i gennemsnit bedre end dem, som ikke har denne støtte. Og forældre med kærlige partnere har ofte den fordel at have en større følelsesmæssig og økonomisk sikkerhed. Men jeg har set, hvordan systemets prioritering af to forældre – til enhver pris – binder voldsofre til deres voldmænd; hvordan sikkerheden smides over bord i forældrerettigheders navn, og hvordan systemet herigennem hjælper voldsmanden med at bevare kontrollen. Fornem retorik om ægteskabets værdi og værdien af faderens rolle er ikke kun ufuldstændig – for voldsofre er den farlig.

Two-Parent Households Can Be Lethal

http://www.nytimes.com/2014/06/22/opinion/sunday/domestic-violence-and-two-parent-households.html?module=Search&mabReward=relbias%3As%2C%7B%222%22%3A%22RI%3A17%22%7D&_r=1


Læs også:

Børn og kvindelige voldsofre mangler retssikkerhed

VOLDSRAMTE KVINDER HAR INGEN YTRINGSFRIHED


BESKYTTENDE MØDRE HAVDE RET


LEGALISERET VOLD


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.