Har du haft en psykopat inde på livet?

Af Sarah Tornøe

Hvis ikke, er det ret sandsynligt, at du møder en psykopat på et eller andet tidspunkt i dit liv. Og det vil sikkert være et møde, du aldrig glemmer.

Psykopater har det nemlig med at efterlade ar i sjælen på deres omgivelser. Dybe ar som det kan tage mange år at heale. I nogen tilfælde vil såret være så stort og så dybt, at det aldrig rigtig forsvinder.

Men hvad er det egentlig, der kendetegner psykopater? Hvordan påvirker psykopater dig? Hvordan kommer du videre, hvis du har mødt en psykopat? Det er nogle af de spørgsmål, jeg besvarer i denne blog. Hvis du har lyst, så læs med og bliv klogere på psykopater.

Hvad kendetegner psykopater?

En psykopat er en charmerende tyran. Udadtil er de præsentable, charmerende, veltalende, overbevisende og selvsikre. De er spændende at snakke med. De er interessante. De går pænt klædt, de dufter dejligt og de ser godt ud. De er helt igennem charmerende – på overfladen.

Psykopater er eksperter i at iscenesætte sig selv. De har talent for at fortælle dig lige præcis, det du gerne vil høre. Når du møder dem, vil de hurtigt charmere sig adgang til dit indre med rosende ord, opmærksomhed og anerkendelse. Det er næsten umuligt ikke at falde for dem.

Men under overfladen gemmer psykopaten på en følelse af mindreværd. De føler sig underlegne, de er usikre, de tvivler på sig selv og de har et dårligt selvværd. Deres indre kommer dog aldrig til udtryk. Hele livet vil de forsøge at skjule den sandhed, der findes i deres indre.

Psykopater har ondt. De føler sig uelsket og svigtet af livet. De føler, at livet er imod dem. Psykopater er ikke onde mennesker, med de har ondt, og derfor gør de deres medmennesker ondt. Alt den elendighed der findes inden i psykopaten, kaster de over på deres omgivelser i ren afmagt. Det foregår ubevidst, og psykopaten er ikke selv klar over, at det sker. For selv at overleve overfører psykopaten alt sin dårligdom til andre mennesker. Derfor er det uundgåeligt, at omgivelserne kommer til at lide.

Psykopater har svært ved at elske andre mennesker, ligesom de ikke elsker ikke sig selv. Derfor er det umuligt at skabe en ægte kærlig relation til en psykopat. Psykopater oplever ikke kærlighed, og de bruger udelukkende mennesker som brikker i deres psykiske spil. Psykopater er dybt afhængige af deres medmennesker, fordi omgivelserne modtager alt den elendighed, som psykopaten bærer rundt på. Derfor kan psykopater ikke overleve uden mennesker, de kan manipulere, og de vil bruge dig i deres psykiske spil uanset hvilken relation i har.

Følelsen af mindreværd og følelsen af at være underlegen er psykopatens værste fjende, og de vil gøre alt for at få denne ubehagelige følelse til at forsvinde. Følelsen af mindreværd forsvinder for en stund, når psykopaten kan få et andet menneske til at føle sig værdiløs og uden betydning. Når andre føler mindreværd, vil psykopaten føle sig overlegen og værdifuld. Jo mere psykopaten kan få dig til at lide og føle, at du ikke noget værd, desto federe er det for psykopaten. Følelsen af at være betydningsfuld og overlegen er det, der driver psykopaten. Og de gør alt for at skabe følelsen af overlegenhed, uanset omkostninger og uanset hvor meget de ødelægger deres omgivelser.

[…]

Link til hele artiklen

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.