FORÆLDREANSVARSLOVEN – HVAD BLEV DER AF KVINDENS KROP?

AR_hvad_blev_der_af_kvindens_krop

Af jordemoder, cand.mag. Jytte Aa. Møller og cand.med. Bente Holm Nielsen

[ Uddrag ]

Vores udforskning af jordemoderfaglig teori og metode har nødvendigvis inkluderet kvinders indsats med at rumme det nye liv i egen krop i månedsvis. Efterfølgende har vi set, at respekten for denne indsats, der initierer en unik form for relation, som for eksempel adoptionsforældre kender til at måtte oparbejde – at denne respekt bliver mindre og mindre i takt med den nye trend, hvor kønsligestilling sættes lig med lige rettigheder, uanset forskellig kropslig indsats.

Vi er kommet frem til, at forældreansvarsloven diskriminerer kvinder og erstatter det mandlige og kvindelige fælles ansvar for barnets tarv med en fælles forældrerettighed. Loven annullerer den samfundslogik, ifølge hvilken moderskab er et befolkningsanliggende, og normaliserer i stedet den privatsfærelogik, der gør svangerskabet til en parentes og endvidere ligestiller den kvindelige og den mandlige forplantningsindsats.

Med henvisning til FNs kvindekonvention, Peter Zinkernagels filosofi og vores forskningsanalyser opfordrer denne artikel til fornyet respekt for kvindens kropslige indsats i forbindelse med menneskelig forplantning. Der argumenteres for gentænkning og ændring af forældreansvarsloven.

Normalitet, kønsligestilling og utopiI dag er intet utænkeligt – heller ikke, når det gælder svangerskab og næring af nyfødte. Mænd kan helt sikkert også amme, hvis det er det, man som samfund beslutter forskningsmæssigt at satse på.

Men når intet er utænkeligt, er det rettidig omhu at sætte det mest almindelige i fokus. Det er stadig normalt, at menneskelig forplantning sættes i gang ved et samleje mellem to mennesker af forskelligt køn, at æg og sædcelle mødes i æglederen, at det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen, at barnet fødes efter et antal måneder, og at det ernæres med modermælk i et større eller mindre tidsrum.

Da reagensglasbefrugtning i løbet af 1980’erne havde vundet indpas, kom ét af 1990’ernes mange fremtids-scenarier til at handle om den gravide mand. Det var inspireret af spekulationer om, hvorvidt en graviditet et andet sted end i en kvindes livmoder kunne føre til et levedygtigt barn. Scenariet var en del af en utopisk idé om at skabe fuldstændig ligestilling mellem kvinder og mænd. Utopisk, fordi de kropslige begrænsninger og muligheder hos kvinder og mænd ER forskellige.

Siden har der ikke været den store interesse for gravide mænd. Måske er tanken ikke forladt, men kønsligestillingens ivrigste fortalere synes ikke længere interesserede i at diskutere mandlig graviditet som en rettighed.

Det, der i dag har interesse, er retten til forældremyndighed og samvær.

[ … ]

Det er stadig mest almindeligt, at et kommende barn undfanges og udvikler sig i sin mors krop og fortsat ernæres af hende et stykke tid efter fødslen.

Det er en kendsgerning, at det tager tid at få et nyt menneskebarn på benene. I denne proces har faren og moren forskellige socialt og kulturelt konstruerede roller, og disse vil løbende være til drøftelse. Om der lægges særlig vægt på kvindens mulighed for at etablere en tilknytning til barnet gennem amningen, er for så vidt også til forhandling, da det afhænger af, om der vises respekt for dette særegne relationsfællesskab kulturelt og samfundsmæssigt.

Forældrene har også forskellige kropslige funktioner. Den ene leverer sæd, den anden æg, og den, som leverer æg, er typisk også den, der huser det nye liv i sin krop i månedsvis. Når en kvinde føder et barn i løbet af en kortere eller længere fødselsproces og ammer det i en kortere eller længere periode, gør hun det ikke med en socialt og kulturelt konstrueret rolle, tværtimod, hun gør det med sin krop.
Det burde være indlysende, at de forskellige kropslige funktioner, som kvinder og mænd har i forhold til spædbørn, må resultere i forskellige relationer, men trods den konstaterbare faktiske forskel af de kropslige funktioner, kniber det efterhånden for mange at fastholde forskellene og den betydning, som forskelligheder medfører i relationerne.

Mandens kropslige funktion er som nævnt at levere sæden. Funktionen varer normalt kun få minutter, hvorimod de kropslige funktioner, som kvindens krop skal gennemgå, forløber over flere måneder og i øvrigt forudsætter andre kropslige funktioner som ægløsninger og menstruationer.

Mandens kropssituation i forbindelse med forplantningen er kortvarig, kvindens er langvarig, så tidsmæssigt er de af to forskellige størrelser. Men man kan også sige, at de ER to forskellige størrelser, og at de i de fleste kulturer eksisterer i kraft af hinanden. Ifølge Peter Zinkernagel udgør de tilsammen en logik.

Det sædvanlige er, at der i forplantningen er en nødvendig relation – et forhold – imellem kvindens og mandens kropslige funktioner og situationer. Den til relationen hørende logik, som forældreansvarsloven yderligere har normaliseret, kan udtrykkes i følgende sætning: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn.

[ … ]

Så længe der er en nødvendig relation – et forhold – mellem kvindens kropslige funktion og fosterets vækst og udvikling før fødslen, er der grund til at finde udtryk for de til denne relation knyttede logikker.

Ovenfor har vi foreslået den til relationen mellem kvindens og mandens kropslige forplantningsfunktioner knyttede logik som: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn.
Det er denne logik, som forældreansvarsloven forudsætter ganske ukritisk, idet loven ser bort fra mænds og kvinders forskellige kropslige indsats i forbindelse med forplantning, herunder at samfundet ofrer et omfattende og kostbart medicinsk beredskab på at forhindre, at svangre kvinder bliver syge, dør eller får livsvarige skader.

[ … ]

I dag bliver svangerskabet betragtet som en parentes i almindelige kvinders almindelige liv, beliggende mellem en menstruationssituation, hvor den følgende menstruation udebliver, og en fødselssituation. Forestillingen er bygget på logikken: et samleje mellem en mand og en kvinde kan føre til, at de får et barn. Denne forestilling er overvejende knyttet til privatsfæren.

Forældreansvarsloven går et skridt videre og knytter i privatsfæren et barn sammen med begge de genetiske forældre uanset barnets relationen til hver af dem ved fødslen. Dette sker uden at det er overvejet, hvilken betydning det vil have, fx at uro nødvendigvis bliver resultatet i de situationer, hvor kontakten til den genetiske far må påtvinges.

Hvis man i stedet opfatter svangre som den 2-i-1-krop-befolkningsgruppe i reproduktiv livsfase, de rent faktisk udgør, kan man lettere forstå moderskabet som en samfundsfunktion med denne tilhørende logik: en kvindes stillen sin krop til rådighed for en 2-i-1-krop-situation kan føre til, at befolkningen forøges med et nyt barn.

Eftersom Danmark har ratificeret CEDAW, har Folketinget taget afstand fra at indføre love, der er diskriminerende for kvinder. Med hensyn til forældreansvarsloven kan man sige, at politikerne var lovligt undskyldt, idet de har lænet sig op ad den logik, de havde til rådighed, og som også hyldes af mange kvinder på et individuelt og ureflekteret grundlag. Men det er svært at finde en undskyldning for, at man har søsat en ligestilling af ugifte mænd med gifte mænd, som om det var en ligestilling mellem kvinder og mænd. At der endvidere ikke skete kønsmainstreaming af loven må undre, da dette er obligatorisk som en del af lovforberedende arbejde.

Hertil kommer, at man har negligeret den menneskerettighedsforpligtelse at sikre, at ”hensynet til børnenes tarv er det vigtigste i alle tilfælde”.

Igen og igen er det, siden forældreansvarsloven blev vedtaget, påpeget, at når ugifte mænds ret til fælles forældremyndighed kun afhænger af enten en underskrift på en omsorgs- og ansvarserklæring eller en domsafsigelse, så kan det gå voldsomt ud over børnene. Især når samlivet er ikke-eksisterende, skranter eller er opløst på grund af vold eller uoverstigelige konflikter. Dertil kommer det faktum, at mødre pålægges at starte samvær for deres spædbørn fra de er 3 måneder gamle – selv når der ingen forudgående relation er etableret med barnefaren.

[ … ]

Det er i øvrigt forstemmende og dybest set skræmmende, at forhold omkring den menneskelige reproduktion – som denne artikel har haft som omdrejningspunkt – ikke ses overvejet forud for vedtagelsen af forældreansvarsloven, da de er grundlaget for selve lovens indhold. Der er desværre tavshed omkring lovprocessen og navnlig det politiske forlig, der blev etableret umiddelbart forud for forældreansvarslovens vedtagelse.

http://nordictour2014.dk/DK/foraeldreansvarsloven-hvad-blev-der-af-kvindens-krop/

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.