Farlige fædre får fortrinsret

Chris Alban Hansen, 5. september 2016

Skrevet af Vivian Jørgensen,
advokat med speciale i Familieret, særligt i forældremyndigheds- og samværssager.


I 9 år har Danmark haft en lov, som varetager en voldelig fars ønske om tvungen kontakt med sit barn og barnets mor, frem for barnet og barnets mors ønske om at blive fri for vold og risiko for vold. Barn og mor tvinges af myndighederne til kontakt med en farlig far.

Det er en overtrædelse af menneskerettighederne.

FN fastslog i den fra medierne kendte “Oliversag” i marts 2016, at forældreansvarsloven overtræder menneskerettighederne, og har derfor bedt Danmark ændre loven senest i september 2016, så børn og kvinder igen er beskyttet, som de skal.

Statistikkerne viser, at de fleste samværsforældre er mænd, og at en lille gruppe af disse fædre har en voldelig adfærd overfor deres børn og børnenes mødre.

Forældreansvarsloven bruges af myndighederne, når forældre er uenige, til at træffe afgørelser om, hvor barnet skal bo, hvem som skal bestemme over barnet, og om et barn skal tvinges til kontakt med den forælder, der ikke er bopælsforælder, og som kaldes samværsforælder.

Hvis barnet eller barnets mor tidligere har oplevet psykisk eller fysisk vold fra farens side, betragter de ham ofte som for farlig at være sammen med, og ønsker ikke samvær.

Myndighederne kan bestemme, at der skal være samvær alligevel, eller kan lægge pres på moren for at få hende til at indgå aftale om samvær. Derefter kan myndighederne bruge voldsomme tvangsmidler overfor barnet eller barnets mor for at få barnet udleveret til faren.

Statistikkerne viser, at de fleste samværsforældre er mænd, og at en lille gruppe af disse fædre har en voldelig adfærd overfor deres børn og børnenes mødre.

Det er min erfaring, at farlige fædre kan få energi af at true med “bål og brand” og bruge alle midler for at bevare magten over barn og mor.

Jeg har siden 1983 arbejdet i retssystemet, som anklager hos politiet og konstitueret dommer og foged, hvor der har været vold i familien og siden 1997 som familieretsadvokat med speciale i voldsramte børn og deres mødre. Jeg har siden 2007 set forældreansvarsloven anvendt dagligt i mit arbejde med store menneskelige omkostninger for børn og mødre med en farlig far.

Nærmest alle fædre, og dermed også farlige fædre, kan, hvis de vil – og det vil de farlige fædre ofte gerne, modsat de fleste sociale fædre – med loven i hånden tvinge barn og mor til fortsat farlig kontakt med dem. Det er min erfaring, at farlige fædre kan få energi af at true med “bål og brand” og bruge alle midler for at bevare magten over barn og mor.

Når forholdet er ophørt, kan en farlig far få “ekstra vind i sejlene” ved at bede myndighederne om hjælp til at bevare sin kontakt til barnet og dermed også til barnets mor, selvom de er bange for ham. Myndighederne hjælper gerne far med supplerende trusler overfor barn og mor, for at barnet kan få det, som kaldes “barnets ret til to forældre”.

Loven og dens praksis forsøger tilsyneladende mere at ligestille forældre, uden hensyn til hvordan de hver især har opført sig overfor barnet eller hinanden tidligere, end at give barnet den ubetingede ret til beskyttelse mod vold og risiko for vold, som lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Istalbulkonventionen og FN’s Børnekonvention kræver.

Aldrig har barn og mor oplevet så mange “bål og brand” trusler fra så mange sider.

Far, Statsforvaltning, kommunen, civilret, strafferetten, fogedretten og politi kan true med fængsling, økonomisk ruin, fysisk magtanvendelse, tab af bopæl og/eller tvangsfjernelse, hvis barnet ikke udleveres til kontakt med en far, farlig eller ej. Og det bliver ikke ved truslerne.

Aldrig har jeg set så megen tvang og fængsling været anvendt overfor mødre som efter 2007.

En farlig far skal tilsyneladende have sin ret til kontakt med barnet, koste hvad det vil for barn og mor.

Den enkelte fars adfærd overfor barnet gør ikke nogen større forskel, for den generelle biologiske tilknytning til barnet, som alle fædre har til deres barn, har allerede så godt som afgjort sagen.

Efter forældreansvarsloven er det ikke farlig adfærd, som er afgørende, som det ellers skal være efter menneskerettighederne, det er i stedet den generelle biologiske tilknytning. Gener “overruler” i forældreansvarsloven adfærd, som ellers er det afgørende efter menneskerettighederne. Lovgivning efter gener og ikke adfærd er tidligere blevet anvendt tilbage i historien.

Det førte til, at de civiliserede lande, og dermed også Danmark, efter 2. Verdenskrig underskrev Verdenserklæringer om opretholdelse af menneskerettigheder for hvert eneste menneske. Menneskerettighederne er indført ved lov i Danmark, da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1992 blev gjort til lov.

En farlig far skal tilsyneladende have sin ret til kontakt med barnet, koste hvad det vil for barn og mor. Barn og mor skal stå til rådighed i årevis for en far, som de betragter som farlig, for at han kan få den kontakt, som myndighederne har givet ham, selvom det koster dem deres tryghed og ro – og nogle livet.

De tvinges til at leve et liv i angst og utryghed.

Det som før blev defineret som vold, bliver nu defineret som grundløse beskyldninger eller falske anklager.

Forældreansvarsloven og lovens forarbejder har skabt en praksis, hvor børn og mødre prisgives en farlig fars forgodtbefindende. Han kan gøre, hvad han vil med barnet, når først han har fået barnet udleveret, slå det, tage det til udlandet og blive væk eller slå barnet ihjel, som det ses af de mange sager, som har været oppe i medierne siden 2007.

Skaderne på barn og mor kan være uoprettelige.

Alligevel kræver forældreansvarsloven, at mor finder sig i det og samarbejder om det. Hvis mor forsøger at beskytte barnet, kan hun “ryge med i købet”.

Hun kan også miste barnet på grund af manglende samarbejdsevne, og det betragtes ofte som meget værre end at have en farlig adfærd. Der lyttes ofte hverken til hendes eller barnets angst for, hvad far kan finde på at gøre ved dem, selvom de er fysisk svagere og på papiret efter lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har krav på menneskerettigheder og beskyttelse.

Fordi forældreansvarsloven ikke beskytter deres menneskerettigheder, er de prisgivet farens adfærd. Uden opretholdelsen af menneskerettighederne ingen beskyttelse mod farlig adfærd. Dør mødre eller børn af kontakten bortforklares det med, at det er endnu en tragisk familietragedie, som ingen kunne forudse.

Det mærkelige er bare, at den slags tragedier meget bedre kunne forudses i love, som gjaldt før forældreansvarsloven, hvor menneskerettighederne blev brugt. Menneskerettighederne består netop også af forbyggelse af vold ved beskyttelse mod ny vold, og dermed i nogen situatoner også mod vold med døden til følge eller drab.

Der blev dengang foretaget en realistisk beregning af risikoen for vold.

Der er næsten altid nogle tegn på fare for voldelig adfærd inden volden finder sted, som kan vurderes, ligesom en ny risikoen for vold kan vurderes , efter volden har fundet sted. Tegn, som kan aflæses, hvis man vil se og lytte efter dem.

Når menneskerettighederne ikke overholdes vil det civiliserede samfund, som vi kender det kunne forsvinde i løbet af en kort årrække.

Efter forældreansvarsloven ledes ikke mere som før efter sådanne tegn, selvom de er nødvendige for af finde frem til sandheden og årsagen til uenigheden mellem forældrene.

Interessen, for at finde ud af om sandheden og årsagen til uenigheden er vold og risiko for vold, er ikke den samme, når loven har gjort samarbejde og samvær til vigtigere end beskyttelse mod vold. Når der er vold og risiko for vold, ønsker mor ofte ikke at samarbejde med far, om at han får samvær med barnet, da hun – og ofte også barnet – betragter ham som farlig.

Forældreansvarsloven tvinger hende og barnet til et farligt samarbejde, som det også fremgår af den seneste drabssag, som har været fremme med en 8-årig pige, som blev slået ihjel af faren under samvær.

Når der er vold, kaldes det ofte i dag efter forældreansvarsloven samværschikane og mangel på samarbejdsevne, for vold kan nærmest aldrig mere bevises på grund af urealistiske forhøjede krav til beviserne, som blev indført med forældreansvarsloven.

Tegn på vold, som før blev kaldt beviser for vold, og som der blev dømt efter i en straffesag og nægtet samvær efter, betragtes ikke længere som beviser. Det gælder tilsyneladende i praksis både i en straffesag om vold i familien og i en sag efter forældreansvarsloven.

Det som før blev defineret som vold, bliver nu defineret som grundløse beskyldninger eller falske anklager. Tegn i sol, måne og stjerner overses.

Der foretages ikke længere den realistiske sandsynlighedsberegning af risikoen for vold og drab, som der skal efter menneskerettighederne. Når der er erfaringer med vold i en familie, er der efter menneskerettighederne større risiko for ny vold i den familie, end der er i en familie uden vold.

Når menneskerettighederne ikke overholdes, vil det civiliserede samfund, som vi kender det kunne forsvinde i løbet af en kort årrække.

Der skal også efter menneskerettighederne lyttes til barnets egen holdning, barnets tilkendegivelser og mistrivsel skal tages alvorligt. Barnets bedst mulige trivsel skal være det vigtigste i en sag om barnets forhold efter menneskerettighederne.

Før i tiden, da menneskerettighederne blev brugt, blev kontakt med en farlig far generelt hverken fastsat eller gennemført med tvang. Dengang var der enighed om, at det ikke gavnede barnets trivsel med tvang overfor barnet og barnets mor. Det blev anset for at være for traumatisk for barnet.

I de sager, jeg så før 2007, var det langt mindre vold og langt færre mord på børn og mødre, fordi der blev foretaget en beregning af risikoen for ny vold og farlig adfærd, når der var oplysninger om vold. Der blev beskyttet mod risikoen for ny vold ved, at myndighederne nægtede at give faren ret til kontakt, når der var voldelig adfærd.

Når der blev givet ret til kontakt, blev tvang til udlevering af barnet ofte nægtet af hensyn til barnets fortsatte trivsel.

Loven og myndighederne beskyttede langt bedre børn og mødre mod risiko for ny vold, da den enkelte fars adfærd var afgørende for, om der skulle være kontakt, og om der skulle tvinges til kontakt. Det var ikke den biologiske tilknytning, som alle fædre nu engang har til deres børn, som var afgørende for, om der skulle være samvær.

Danmarks internationale omdømme og dermed handelsbalancen kan lide ubodelig skade.

Et socialt samfund, som det danske, har ingen interesse i generelt at give farlige fædre fortrinsstilling frem for at beskytte børn og mødre mod farlige adfærd.

Når menneskerettighederne ikke overholdes, vil det civiliserede samfund, som vi kender det kunne forsvinde i løbet af en kort årrække, som det skete op til og under 2. Verdenskrig.

Danmark har forpligtet sig internationalt gennem bl.a. børnekonventionen og kvindekonventionen, og nationalt gennem lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til at overholde menneskerettighederne, så det må være på tide, at menneskerettighederne genindføres ved den ændring af forældreansvarsloven i september 2016, som FN har bedt Danmark foretage.

Hvis loven ikke ændres, vil det ikke “kun” være børn og mødre, som det vil gå ud over.

Danmarks internationale omdømme og dermed handelsbalancen kan lide ubodelig skade. Det image, som vore forfædre har opbygget for Danmark gennem flere århundreder, som et dygtigt socialt forgangsland, hænger tæt sammen med, at hvert eneste menneske i Danmark har menneskerettigheder.

Danmark har selv været med til at blackliste lande, som ikke overholder menneskerettighederne. Det kan andre lande også hurtigt gøre med Danmark, hvis det rygtes, at danske love fortsætter med ikke at overholde menneskerettighederne for børn og kvinder.

https://www.facebook.com/notes/chris-alban-hansen/farlige-f%C3%A6dre-f%C3%A5r-fortrinsret/664548080368155


Læs også:

Gensyn med hvert 3. barn og den moderne børnepsykologi


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.