FÆDRERETTIGHEDER OG VOLD MOD KVINDER

Netværket Mor: Australien er langt foran Danmark i forskning og dokumentation af højkonflikt skilsmisser og vold mod kvinder og børn.

For over 10 år siden afskaffede politikerne i Australien en lov, der lignede den danske Forældreansvarsloven meget. Dette skete fordi man kunne se at loven var med til at eskalere volden imod kvinder og børn.


Michael_Flood-081

Af Dr. Michael Flood, Australien

Indledning: Fædrerettighedsbevægelsen

Fædrerettighedsbevægelsen er defineret ved påstande om, at fædre er frataget deres rettigheder og udsat for systematisk diskrimination som mænd og fædre, i de system som er forudindtaget mod kvinder og domineret af feminister. Fædrerettighedsgrupperne overlapper med mandebevægelserne, og begge repræsenterer et organiseret tilbageslag for feminismen. Fædrerettighedsbevægelserne og mandebevægelserne kan ses som den anti-feministiske fløj af mændenes bevægelse, netværket af mænds grupper og organisationer, der tilvejebringes på kønsspørgsmål (Flood, 1998).

To erfaringer bringer de fleste mænd (og kvinder) til fædrerettighedsbevægelserne. Den første er dybt smertefulde skilsmisser og forældremyndighedskampe. Fædrerettighedsgrupperne er præget af vrede og skyld rettet mod ekspartnerne og “systemet”, der har frataget mænd eller fædre deres “rettigheder”, og sådanne temaer er relativt udbredte blandt mænd, der har gennemgået separation og skilsmisse. Den anden oplevelse er samværsfædres utilfredshed med tab af kontakt med deres børn eller med regimer i børnebidrag.

Fædrerettighedsbevægelserne fokuserer på at forsøge at genetablere fædres autoritet og kontrol over deres børns og ekspartneres liv, på at få indført fædres ligestilling, forstået som “rettigheder” og status, snarere end den faktisk omsorg for børn, og om at rulle juridiske og kulturelle ændringer tilbage, som har mindsket uligheden mellem kønnene.

Fædrerettighedsgrupperne er velorganiserede fortalere for ændringer i familieret og højlydte modstandere af feministiske perspektiver og fremskridt på voldsområdet.

 

Virkningen af fædrerettighedsbevægelserne i forhold til vold mod kvinder

Fædrerettighedsbevægelserne har haft fire former for indvirkning på vold mod kvinder.

At sikre, at barnets samvær går forud for barnets sikkerhed

Vigtigst er, fædrerettighedsbevægelserne har påvirket familielovgivningen, med skadelige konsekvenser for kvinder, børn, og sandelig også for mænd. Frem for alt har fædres kontakt med børn været prioriteret over børns sikkerhed fra vold.

En ukritisk antagelse, nemlig at det er nødvendigt for børn at have kontakt med begge forældre, har nu gennemsyret domstolene og medierne. Familielovgivningens nye princip om “retten til samvær” overtrumfer familielovgivningens princip om retten til “sikkerhed fra vold”. Statsforvaltningen og familiedomstolen er nu mere tilbøjelige til at foretage midlertidige udovervågede samvær i sager vedrørende vold i hjemmet eller misbrug af børn, og at udlevere børn via sluseordninger snarere end at suspendere kontakt indtil retssagen, og til at fastsætte deleordninger i sager, hvor der er et højt konfliktniveau mellem de fraskilte forældre, og den ene forælder kraftigt modsætter sig en deleordning.

Fædrerettighedsbevægelsen har ikke nået sit centrale mål om at få foreløbige afgørelser om ligedeling af alle børns bopæl efter skilsmissen. Imidlertid har andre ændringer i familieretten og regeringens politik i løbet af de sidste to år afspejlet bevægelsens indflydelse. De seneste reformer betyder, at et større antal forældre, der er ofre for vold, vil blive genstand for yderligere vold og chikane fra voldelige ekspartnere, mens børn vil stå over for større krav om at have kontakt med krænkende eller voldelige forældre.

Den nuværende regerings politik afspejler mange af de centrale temaer i fædrerettighedsbevægelsen. Både regeringens politik og mange fædrerettighedsgrupper er styret af to centrale og fejlagtige antagelser: – at det altid er alle børns bedste at have kontakt med begge forældre, og at en voldelig far er bedre end ingen far overhovedet (DVRIC, 2005, s.5-6).

Både politikere og fædrerettighedsbevægelser taler om “kontakt” snarere end vold, ignorerer vold som et legitimt problem at gribe an for domstolene og statsforvaltningerne og kommunerne, understreger mægling og rådgivning som løsninger, og fokusere på at straffe kvinder for falsk anklage eller overtrædelse af samværsresolutioner.

 

At miskreditere ofrene

Den anden virkning fædrerettighedsbevægelserne har haft på vold mod kvinder, er at sætte ofrene i miskredit. Fædrerettighedsgrupper fortæller to vigtige løgne.

For det første fortæller fædrerettighedsgrupperne den løgn, at kvinder rutinemæssigt kommer med falske beskyldninger om incest for at få en fordel i familieretlige sager, og at kvinder vilkårligt nægter deres ekspartner adgang til børnene.

For det andet fortæller fædrerettighedsgrupper den løgn, at kvinder rutinemæssigt kommer med påstande om vold i hjemmet for at få en fordel i familieretslige sager, og bruger polititilhold til at fjerne mænd fra deres hjem eller frarøve dem kontakten med børnene, snarere end ud fra nogen reel erfaring med eller frygt for vold.

Jeg har skrevet detaljeret tilbagevisninger af disse første to løgne, og tilbagevisningerne er tilgængelige, både online og i det seneste nummer af det australske tidsskrift “kvinder mod vold”.

 

Mænds vold kontra kvinders vold (Indflydelse på opfattelsen af partnervold)

Relateret til ovenstående er også, at fædrerettighedsbevægelsen har haft en vis indvirkning på den offentlige mening om partnervold. Især fortæller bevægelsen den løgn, at vold i hjemmet er ligestillet eller kønsneutral – at mænd og kvinder overfalder hinanden på lige præmisser, og med lige stor effekt.

Selv om jeg tidligere har kaldt dette en løgn, er det en påstand, som der er en vis akademisk støtte for.

Til støtte for påstanden om, at vold i hjemmet er symmetrisk (altså ligeværdig), trækker fortalerne næsten udelukkende på undersøgelser ved hjælp af målingsværktøj som hedder “Conflikt Tactics Scale”. CTS placerer vold i hjemmet inden for rammerne af “familie konflikt”. Det spørger parterne i et forhold, om de eller deres ægtefælle nogensinde inden for det sidste år har begået en af ren række voldelige handlinger. CTS’ undersøgelser finder jævnbyrdighed mellem kønnene i brugen af vold i parforhold. Der er tre problemer med fædrerettighedsaktivisternes anvendelse af sådanne undersøgelser.

For det første gør mandebevægelserne og fædrerettighedsgrupperne kun selektiv brug af de data, som CTS-undersøgerne selv afviser kan bruges til at argumentere for, at kvinders vold mod mænd er lige så almindeligt eller lige så skadelig som mænds vold mod kvinder (Kimmel 2001, side 22).

For det andet er der metodiske problemer med Conflict Tactics Scale. CTS er bredt kritiseret for ikke at indsamle oplysninger om intensiteten, konteksten, konsekvenserne eller betydningen af handlingen. CTS ignorerer, hvem af parterne der starter volden (når kvinder er mere tilbøjelige til at bruge vold i selvforsvar), forudsætter, at volden bruges ekspressivt (fx i vrede) og ikke instrumentalt (bevidst brug af vold for at øve magt eller kontrol), udelader voldelige handlinger såsom seksuelle overgreb, forfølgelse (stalking) og partnerdrab, ignorerer historikken om vold i forholdet, negligerer spørgsmål om, hvem der er skadet, er baderet på kun én partners oplevelse, på trods af manglende viden om ægtefællens pålidelighed, og udelader hændelser efter separation og skilsmisse, hvilket er en tid med øget risiko for kvinder.

For det tredje finder en lang række andre data markante kønsasymmetrier i vold i hjemmet. For eksempelvis viser kriminalitetsofferundersøgelser baseret på en sgor mænde data, familie- og kriminalitetsundersøgelser, politiers statistikker, og hospitalsdata alle, at mænd overfalder deres partnere og ekspartnere langt flere gange end kvinder overfalder deres partnere og ekspartnere, og at kvindelige ofre er i stort overtal i forhold til mandelige ofre (Tjaden & Thoennes 2000, s. 25-26).

[ … ]

Beskyttelse af gerningsmændene og undergravelse af hjælpen til ofrene

Den fjerde måde, hvorpå fædrerettighedsbevægelsen har haft en indvirkning på vold mod kvinder, er i sine bestræbelser på at mindske myndighedernes indgriben i forhold til ofrene og gerningsmændene for volden.

Fædrerettighedsbevægelsen har forsøgt at få afviklet den beskyttelse, som gives til de fiktive “ofre” for vold og indføre straf for deres uærlige og chikanøse adfærd. Foreningen Enlige Fædre og andre grupper hævder, at påstande om vold eller misbrug bør foretages under ed, påstandene skal kunne dokumenteres ved politirapporter eller sygehusjournaler, og folk som kommer med anklager, som ikke er velunderbyggede, og de mennesker, som har hjulet dem, skal udsættes for retsforfølgelse. De opfordrer til lignende begrænsninger med polititilhold.

Fædrerettighedsgrupper forsøger også at underminere de måder, hvorpå vold i hjemmet betragtes som kriminel adfærd. De understreger behovet for at holde sammen på familien, opfordrer til øget anvendelse af mægling og rådgivning, og afviser enhver politik, som anbefaler anholdelse.

Sådanne ændringer vil udgøre en dyb udhuling af den beskyttelse og klageadgang, der er til rådighed for ofre for vold, og den lethed, hvormed voldsofrene og deres fortalere kan søge retfærdighed. Denne dagsorden røber, at fædrerettighedsbevægelsens bekymring for mandelige ofre for vold i hjemmet ofte er retorisk snarere end reel. Mens sådanne grupper foregiver at være fortalere for mandlige ofre for vold i hjemmet, søger de politisk at underminere de tiltag, som ville beskytte og give retfærdighed til de samme mænd.

Fædrerettighedsgrupper reagerer ofte på spørgsmål om vold og seksuelle krænkelser ud fra gerningsmandens synspunkt. Og de reagerer på samme måde som egentlige mandlige gerningsmænd: de minimerer og benægter omfanget af denne vold, bebrejder offeret, og forklarer volden som en underforstået aftale eller gensidig proces (Hearn, 1996, s. 105).

[ … ]

Andre positive reaktioner fra mænd: White Ribbon Campaign

Dette er alt sammen temmelig deprimerende nyheder. I denne sammenhæng har jeg været specielt opmuntret af at se en stigende postitiv respons fra mænd, som går i alliance med kvinder for at hjælpe med at stoppe vold mod kvinder. Jeg vil fokusere på en sådan reaktion.

White Ribbon Day er den største indsats af mænd over hele verden, der arbejder i partnerskab med kvinder for at afslutte mænds vold mod kvinder. Hvide bånd bæres på dagen af mænd for at vise deres bekymring over vold mod kvinder, og af kvinder, der støtter mænd. Det foregår den 25. november, den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

Læse hele foredraget her:
http://momnetwork.dk/Michael_Flood.pdf


Læs også:

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.