ET NYT SKILSMISSESYSTEM

Familieretssystemet i Danmark trænger til et grundigt eftersyn. Medmindre man da er tilhænger af et system, hvor krænkeradfærd betaler sig og voldsramte og deres børn i praksis ingen retssikkerhed har. Systemet mangler i den grad muligheder i håndteringen af højkonflikt skilsmissesager, hvor der er eller har været vold involveret.

I dag mistænkeliggøres ofre for vold i hjemmet på en måde, som i praksis er en fortsættelse af de krænkelser, ofrene har været udsat for. Samtidig fratages voldsofre muligheden for at beskytte sig selv og deres børn mod yderligere krænkelser. I medierne og den offentlige debat er der en tendens til at legitimere hånende, krænkende udtalelser om voldsofres oplevelser. Disse ting foregår ofte i ligestillingens navn. Og på bekostning af voldsofre og børn!

Ofrene bliver beskyldt for at opdigte ”historier” om vold i hjemmet og vold mod børnene med henblik på at bemægtige sig børnene på den anden forælders bekostning.

Mange voldsramte har af deres krænker i årevis fået at vide, at den vold, de oplever, kun findes i deres eget hoved. Og mange er netop kørt så langt ned psykisk, at de har svært ved at fortælle deres historie på en troværdig måde. Ofrene har brug for støtte til at finde deres egne ben at stå på. De har brug for et system, der ikke mistænkeliggør dem, og de har frem for alt brug for ikke at blive tvunget til at konfrontere deres krænker igen og igen!

Jeg møder dagligt kvinder, der tvinges til at møde deres krænker i Statsforvaltningen og retten til en endeløs række af tiltag som ”samarbejdsmøder”, ”konfliktmægling”, ”børnesagkyndig rådgivning” osv. osv. Hvor eks partneren, det være sig mand eller kvinde, tilsyneladende kan blive ved i det uendelige med at rejse nye sager om samvær, bopæl, forældremyndighed osv., som kræver at offer og krænker skal fortsætte med at have kontakt med hinanden. At offeret igen og igen skal forsvare sig selv og sin sag overfor systemet. Det er en fortsat nedbrydning af offeret og dennes psyke, der tilsyneladende ingen ende vil tage, og som en del eks partnere spekulerer i at bruge til at fortsætte den psykiske terror med.

Systemet forstår ikke, at det er ikke muligt at mægle mellem et offer og en krænker. Forsøg på at gøre det er en fortsættelse af overgrebet imod et voldsoffer.

 Der skal kun én part til at udøve samarbejdschikane.

Chikanen fra den ene forælder kan udøves på raffinerede måder i det skjulte, som kan være umulige for et voldsoffer at bevise. Fælles for dem alle er, at det er børnene og den krænkede part, der betaler den højeste pris!

Nogle gange kan det næsten virke som om, det kan betale sig at planlægge løgne i retten eller statsforvaltningen, for det har ingen konsekvenser.

Det eneste et voldsoffer kan gøre er at fortælle sandheden og blive ved med at fortælle den. Og så håbe på at blive fundet troværdig af myndighederne. Det er en skrøbelig strategi at sætte sin lid til, når ens egen og ens børns fremtid ligger i myndighedernes hænder.

Det ville være af afgørende betydning for børn i høj konflikt skilsmisser, at man holdt op med at betragte dem som noget begge forældre har ret til. Et barn har ret til sine forældre, men forældre, der begår vold og psykiske overgreb imod deres børn og bruger børnene til at ramme den tidligere ægtefælle med, har ikke ret til deres børn! Børn har krav på at blive beskyttet af systemet. De har krav på kærlige og kompetente myndigheds personer, der afdækker deres behov. De har krav på, at myndighederne stiller skarpt på, at det ikke nødvendigvis er den forælder, som er bedst til at føre sig frem, rejser flest sager og har flest ressourcer at slås med, som er den bedste forælder for det pågældende barn!

Link til artiklen

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.