En vidneberetning om overgreb på børn

Berlingske, 4. januar 2017
Af Vivian Jørgensen, familieadvokat med speciale i samværssager

»Forældreansvarsloven fra 2007 overtræder børns menneskerettigheder. Kan Danmark stadig kaldes en retsstat, når Danmark ikke lever op til definitionen af en retsstat, fordi menneskerettighederne ikke overholdes i loven?«

Det har før hørt til de danske værdier, at loven og myndighederne gav danske børn den bedst mulige barndom, hvis en eller begge forældre ikke magtede det. Det enkelte barns barndom skulle ikke ødelægges af, at den ene forælder havde en asocial overgrebsadfærd.

En social og en asocial forælder bliver ikke enige om barnets forhold, for en social forælder varetager barnets interesser, mens en asocial forælder først og fremmest varetager egne interesser. Det giver vedvarende uro og konflikter for barnet og risiko for vold. I den situation har barnet og den sociale forælder brug for retsstatens beskyttelse af deres menneskeret til ikke at blive udsat for vold.

Den beskyttelse fik de før i tiden, dengang Danmark havde en af verdens bedste lovgivninger for børn, hvor det enkelte barns trivsel var det vigtigste i loven, og hvor børn fik beskyttelse mod en overgribende forælder.

En overgribende forælder fik ikke af myndighederne nogen ret til kontakt med barnet, uden at en konkret undersøgelse og vurdering først havde vist, at kontakten gavnede barnets trivsel. Barnet fik medindflydelse på egne forhold og blev troet. Danmark overholdt sine internationale menneskerettighedsforpligtelser.

Hvis kontakten gavnede barnets trivsel og ikke blev givet frivilligt, kunne myndighederne give en ansøgende forælder ret til kontakt, og myndighederne kunne derefter hjælpe med at gennemtvinge retten, under hensyn til at det vigtigste var, hvad der gavnede barnets trivsel mest.

Jeg var i mit arbejde som offentlig anklager, foged og konstitueret dommer vidne til, at barnets trivsel både i loven og i praksis var det vigtigste, og at børn var beskyttet mod vold i familien.

Gennem de sidste 20 år har jeg som advokat fra 1997 været vidne til, at børn gradvis har mistet deres ret til beskyttelse mod vold fra en forælders side, og dermed har mistet retten til trivsel og en god barndom. FN har i marts 2016 konstateret, at børn har mistet deres menneskerettigheder i forældreansvarsloven.

Hvordan gik det til, at Danmark fik en lov, som overtræder menneskerettighederne for børn?

Forældre, som er enige, finder selv gode løsninger for deres børns bedst mulige trivsel. De har ikke brug for hverken loven eller myndighederne, når et forhold opløses.

Det har derimod den lille gruppe forældre, som har store vedvarende uenigheder, fordi den ene forælder har en asocial overgrebsadfærd, som en social forælder ikke er enig i. I 1992 blev børns rettigheder forbedret, da Danmark vedtog en lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Menneskerettighederne blev dermed gjort til lov.

Men i 1996 blev børns forhold forværret i loven. En voldelig forælder fik ret til kontakt med barnet, for det skulle ikke først vurderes i den enkelte sag, om der var voldelig adfærd, eller om kontakten gavnede barnets trivsel. Barnets egne tilkendegivelser om sine egne forhold blev af underordnet betydning.

I 2007 vedtoges forældreansvarsloven, som overtræder børns menneskerettigheder.

Loven indførte en ubetinget ret til kontakt med en forælder, inden nogen konkret undersøgelse havde fundet sted. Endvidere fik bopælsforælderen pligt til at udlevere barnet til den anden forælder. Bopælsretten eller forældermyndigheden kunne mistes, hvis barnet ikke blev udleveret frivilligt.

Af lovens forarbejder fremgik, at der ved den konkrete fortolkning af »barnets bedste« skulle indfortolkes »samarbejde og samvær«. Børn som protesterede mod kontakt blev ikke hørt eller ikke troet.

Kravene til beviserne for vold blev ændret og kunne i praksis nærmest ikke mere opfyldes. Nærmest alle børn blev forpligtet til kontakt og blev udleveret til kontakt.

Hvis forpligtelsen ikke blev overholdt var »straffen« hård. Barnet blev afhentet uden varsel når som helst og tvunget med, bopælsforælderen blev smidt i fængsel eller økonomisk ruineret til barnet var udleveret, eller barnet blev tvangsfjernet eller overflyttet til kontaktforælderen.

Fogedretten som tvangsgennemførte kontakten undersøgte ikke, om kontakten var til gavn for barnet. Sager om kontakt med barnet blev ikke afgjort af en politisk uafhængig instans ved en retfærdig rettergang, som menneskerettighederne kræver ved uenighed, men af en politisk afhængig statsforvaltning uden adgang til offentlig advokatbistand, uden sandhedspligt, uden adgang til vidneførsel og uden adgang til krav om, at den, som ser og hører forældrenes synspunkter, også skal afgøre sagen.

Forældreansvarsloven blev vedtaget mod eksperters anbefalinger og var et teoretisk eksperiment med børn, da den fjernede den konkrete vurdering af det enkelte barns forhold og ændrede definitionen af »barnets bedste«, så den ikke længere var i overensstemmelse med menneskerettighederne.

Konsekvensen af den ændrede lovgivning er, at børn af uenige forældre og barnets primære omsorgsperson i dag er uden deres menneskerettigheder i forældreansvarsloven og kan derfor nærmest uden konsekvenser frit udsættes for vold og andre overgreb fra den anden forælders side.

Politiet rejser efter 2007 meget sjældent straffesager for vold i familien. Retten til kontakt bliver nærmest altid fastsat af myndighederne, hvis det blev begæret. Gøres der modstand mod barnets kontakt med en »voldelig« forælder, kan forældremyndighed eller bopælsretten overføres til den »voldelige« forældre.

Loven ligestillede nu en ikke-voldelig social forælder og en voldelig asocial forælder, for det vigtigste var, at begge forældre skulle have rettigheder over barnet ud fra et biologisk synspunkt.

En forælder, som før var blevet forhindret i kontakt med barnet, fordi kontakten ved den konkrete undersøgelse af barnets forhold havde vist, at kontakten ikke gavnede barnets trivsel, fordi den var voldelig, fik nu ret til kontakt med barnet og også med barnets primære omsorgsperson gennem den nyindførte pligt til samarbejde.

Betegnelsen af forældrene som »offer« og »gerningsperson« i kontaktsager, hvor der var oplevelser af vold, blev nu på behændig måde byttet rundt i den ny lov. Et »voldsoffer«, som havde oplevet vold og fortalte om det og nægtede at udlevere barnet pga. risiko for ny vold, gik nu mod lovens krav om »samarbejde og samvær«, og blev »gerningsperson« til udøvelse af »samværschikane«.

Den forælder, som efter de gamle bevisregler, ville være anset som vodsperson, blev nu »offer« for samværschikane, som blev anset for mere skadelig for barnet end risikoen for vold.

Vold kan nærmest ikke mere bevises. Vold, som ikke kan bevises, skal helst ikke nævnes. Barnets ret til kontakt skulle ikke mere vurderes ud fra kontaktforælderens sociale kompetencer eller mangel på samme, selvom den konkrete adfærd hos en forælder har betydning for barnets trivsel.

I overgrebssager har forældrene ofte haft forskellig tilknytning til barnet, har forskellig personlighed og adfærd, og forskellig evne til at opfylde det enkelte barns forskellige behov. Den biologiske lighed blev mere afgørende end de konkrete forskelligheder på forældrene, som er afgørende for det konkrete barns trivsel.

Forældreansvarsloven rejser essentielle spørgsmål af etisk og juridisk karakter:

Kan en retsstat kræve, at borgere overholder en lov, hvor staten ikke har overholdt sine internationale og nationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne?

Kan Danmark stadig kaldes en retsstat, når Danmark ikke lever op til definitionen af en retsstat, fordi menneskerettighederne ikke overholdes i loven, og forældres uenigheder om kontakt med barnet ikke afgøres ved en retfærdig rettergang ved en uafhængig instans med en konkret vurdering og adgang til offentlig advokatbistand og en normal fri bevisvurdering? Er der andre end en asocial voldelig forælder, som har interesse i, at børn ikke mere skal have helt indlysende rettigheder og beskyttelse i loven?

Link til artiklen


Læs også:

Børns rettigheder krænkes stadig

»Jeg er ikke blevet slået med et bælte«, sagde barnet helt mekanisk

 

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.