EN FEMINIST ER ET BRØLENDE HUNDYR

Og det blev året, hvor DR og TV2 igen i lodret strid med deres public service-forpligtelser fortsatte med at agere propagandamaskine for mande- og fædrerettighedsbevægelsen –– hvilket faktisk vil sige statens politiske vision –– senest med kvadet om stakkels Jørgen, hvis kone kradsede ham på halsen, og som ikke kunne forstå, at politiet ikke gad tage sig af det.

Har du nogensinde set en kvinde få taletid og love på et nationalt medie til at fortælle, at hun er blevet kradset på halsen af sin mand? Nej. Det har du ikke. Vigtigere endnu: Hvornår har en kvinde fået taletid på en stor sendeflade til at fortælle om alvorlig vold? Jeg kan ikke huske ét eneste eksempel.

Det var søreme også året, der bekræftede, at alt var ved det gamle:

Hvad gør man som seriøs kvindelig debattør i et samfund med underliggende patriarkalske strømninger, hvis man vil undgå at blive fremstillet som en rigid, mandehadende beton-feminist? … jeg har lært at tilføje “og mænd”, hver gang jeg nævner ofre i mine debatindlæg om vold. Jeg behøver ikke tilføje “og kvinder” i debatindlæg om udsatte mænd, for af én eller anden grund bliver jeg ikke nettrollet og shitstormet, når jeg taler mandesager. Jeg kunne gøre kometkarriere som debattør, hvis jeg tilsatte et par værdiladede ord imod mit eget køn.

Korrekt. For 2016 var året, hvor vi var vidne til, at kvinder, der åbenlyst tager afstand fra deres eget køn, får eskalerende mediemagt til at fortsætte kampagnen. Kvindeversionen af Uncle Tomming virker hver gang.

Men hvis du så Django Unchained, ved du, at tricket kan give bagslag, så måske skulle du overveje at følge Caitlin Morans råd om at stille dig op på en stol og erklære, at du er feminist:

Det er virkelig vigtigt at sige det højt: JEG ER FEMINIST. Hvis du ikke er i stand til at sige det højt – ikke engang, hvis du står på jorden – ville jeg være bekymret. Det er sandsynligvis en af de vigtigste ting, en kvinde overhovedet kan sige. Hvis du ikke kan sige det, svarer det til, at du bøjer dig fremover og siger: “Spark mig i røven, og tag min stemmeret, vil du ikke nok?”

Og hold op med at tro, at kampen om børnene ikke oftest er en skjult kønskamp. Mænd vil have rettigheder og magt på en uligestillet baggrund: Spørg dig selv, hvorfor det er “moderne”, at en far skal have 7/7-adgang til sit barn, når forhistorien er umoderne: Over 90% af barslen tages af kvinder – 35% af fædre holder ikke så meget som én dags barsel og kun 21% ønsker mere. For nu bare at nævne ét aspekt i den åbenbaring.

Man fødes ikke som feminist –– det er noget, man bliver, når man kigger sig omkring. Når jeg kigger mig omkring i 2016, bliver jeg rabiat feminist af at se abortrettigheder truet overalt i den vesterlandske verden og politisk korrekte redaktører på Politiken i ramme alvor slå til lyd for mænds adgang til rugemødre.

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *