Ekspert om curlingforældre: Det er et fantom, en konstruktion

Netværket Mor:
Er det ikke bare laveste fællesnævner, der peger fingre af højeste fællesnævner?
(Hvis jeg peger fingre af de andre, lægger ingen ikke mærke til hvad jeg gør – eller værre – ikke gider gøre for mit barn.)

Man får også den tanke i kontakten med statsforvaltningen?

Er det laveste fællesnævner, der har fået tilranet sig magt til at nedgøre og kritisere de beskyttende forældre, der kæmper for at deres børn skal vokse op uden vold og overgreb?

At være beskyttende forælder er meget langt fra at være “det nemme valg”.
Det er nemmest at være ligeglad, hvis man vel og mærke ikke ejer empati og indlevelse i sit barn.
– Men sådan burde det ikke være i Danmark!

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

JyllandsPosten, 26. juni 2017

»Det er ikke mere end et par år siden, men den offentlige debat er mere glemsom end et spædbarn på to måneder, at flere forskellige forskere uafhængigt af hinanden aflivede curlingbegrebet. Der er ingen empirisk belæg for det. Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom, som gør det nemmere for folk at blive forargede og tænke: “Det er fandeme for galt osv.” Men det er en konstruktion, og bare man har én eller to, så er man allerede ude i en generalisering af, at sådan er forældre i dag.«

[…]

»Jeg mener ikke risikofyldt, som at man kan blive overfaldet på vejen hjem, men der er mange flere krav til børnene, alle kommuner har en agenda om tidlig læringsstyring og test fra småbarnsalderen, og så har vi en testskole, som man aldrig har set lignende, og det udfordrer børn og presser dem, og det bekymrer forældrene. Så samfundet er blevet mere krævende, barsk og råt i forhold til vores små børn og deres kvalificering. Og i stedet for at skyde på forældrene, så bør vi se på systemerne. Nu er der så kommet et nyt begreb: Det robuste barn. Og det er igen et fantom, som er opfundet til lejligheden. Så frikender man alle systemerne, men det er dem, som skaber angst og depression, fordi de presser folk.«

[…]

Så du tænker ikke, at forældre kan gøre noget for at få et robust barn?

»De er en lillebitte brik i spillet. Hvis du opdrager dit barn rigtig godt til at kunne klare sig, og det barn pga. elendige normeringer i daginstitutionen bliver mobbet af de andre børn, og pædagogen ikke kan trøste eller gribe ind, tror du så det fordrer dit barns sociale robusthed i venskabsgruppen? Det kan forældre overhovedet ikke gøre noget ved. Børn er jo væk fra hjemmet de fleste af deres vågne timer, og det kan trække tæppet væk under meget af det, som forældre gør i dagligdagen med deres børn.«

Er det så lige meget, hvad forældrene gør?

»Nej, men det er en balance. Hvis begge udviklingsmiljøer er gode, udvikler børn sig bedst, og når alt kommer til alt, har forældrene alligevel relativt set den største indflydelse, men det kan ikke isoleret blive til et spørgsmål om god eller dårlig opdragelse.«

Dion Sommer tilføjer at de mange informationer, som man bliver bombarderet med via sociale medier og nyhedsmedier giver en overinformation, som vi ikke evner at sortere i, og som kan betyde, at en lokal nyhed om eksempelvis et overgreb mod et barn, hurtig breder sig og skaber bekymring.

Dertil kommer, at man forsøger at lære børn så meget som muligt så tidligt som muligt.

»Det, ved vi, giver det modsatte resultat: De bliver nervøse, bange, de bliver testangste og kan ikke lide at gå i skole. Og forældrene har ikke en kinamands chance. De kan mærke, at børnene bliver kede af det, og så bliver de bekymrede.«

Professoren mener, at man i stedet for at lave generaliseringer af børn og skyde skylden på forældrenes opdragelse bør se kritisk på det samfund, som omgiver dem.

»Selvfølgelig betyder opdragelse en hel masse, men det er slet ikke tilstrækkeligt. Stereotyper som curlingbarn, curlingforældre, det robuste barn eller det kompetente barn erobrer vores måde at se det på, og så kommer vi med stereotype løsninger. Hvis man vil have et robust barn giver det næsten sig selv, så er man nødt til at være mere konsekvent, udsætte barnet for nogle krav og noget pres for at det kan lære modstandskraft så tidligt som muligt. Og det er den helt forkerte løsning.«

Hvad er den rigtige løsning så?

»Man skal se på de systemer, som er omkring barnet; familiesystemet, skolesystemet, lokalmiljøsystemet, daginstitutionssystemet osv. Jo flere af de systemer, som er gode, berigende og støttende, des mere robusthed hos det enkelte barn.«

Link til artiklen

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Læs også:

Det største problem med moderne børneopdragelse er ikke pylrede curlingforældre. Det er præstationssamfundet

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.