Efter dobbeltmordet

Netværket Mor: En pige oplever at hendes far først dræber hendes mor og dernæst morens nye kæreste imens hun sidder i bilen. Herefter anbringes pigen hos drabsmandens mor (farmor), på trods af hendes tilknytning til mormor og morfar er større, og de bor i pigens nærmiljø.

Endnu en historie om en kommune, der svigter et udsat barn…


Fyens.dk, 16. oktober 2016
Af Tommy ByrneKasper Løvkvist

Hvad gør samfundet, når et lille barn lige har oplevet det værst tænkelige? Det skete for en femårig pige på Langeland, da hendes far skød både hendes mor og morens kæreste 17. april i år
Fyens.dk ser på, hvad kommunen og andre instanser har gjort siden

Politiet er i den anden ende af røret, da Charlotte Jensen tager sin telefon sent søndag aften 17. april. Hun er social- og familiechef i Langeland Kommune, og politiet ringer, fordi der på Nordlangeland netop er sket et dobbeltmord, som kræver, at kommunen træffer hurtige og rigtige beslutninger. Denne telefonsamtale er starten på Langeland Kommunes og andre myndigheders behandling af en sjælden sag. En sagsbehandling, som bliver altafgørende for en lille femårig pige, der lige har oplevet det værst tænkelige.

Lidt før klokken 21 denne aften skød og dræbte pigens far hendes mor og papfar uden for deres hjem, mens pigen selv sad i farens bil.

Med ét slag er to af hendes vigtigste voksne døde og en tredje vil formentlig være bag lås og slå hele pigens barndom og ungdom.

Den tragiske hændelse rejser ét centralt spørgsmål:

Hvad gør vi som samfund for en femårig pige, der har mistet sit fundament?

Det bliver afgørende for hendes liv, hvordan og hvor hurtigt myndighederne træffer sine afgørelser.

Vi vil her skitsere, hvordan myndighederne har grebet det store ansvar an. Via mundtlige kilder og med uddrag fra breve fra myndighederne til nogle af de implicerede parter, fortæller vi her, hvad der er sket siden den skæbnesvangre søndag aften for et halvt år siden.

Drabsmandens familie har afvist at medvirke denne kortlægning.


Hverdagen

Lad os først skrue tiden tilbage til dagen før de dramatiske begivenheder – tilbage til en lørdag, hvor den lille pige har været med sin far i Legoland. Til hverdag bor hun sammen med sin mor og sin papfar i et hus i Snøde på Nordlangeland. Den lille familie venter en lillebror. Der er kun et par måneder til, og de kalder ham allerede ved navn. Charly skal han hedde.

Hun går i børnehave i Snøde, og seks kilometer derfra, i Lohals, bor hendes mormor og morfar, som hun tit er hos. Hun har også boet hos dem i Lohals i sammenlagt to et halvt år – blandt andet, da hendes mor og far gik fra hinanden.

Her inden dobbeltdrabet 17. april er det stadig morfar, der ofte henter hende i børnehaven i Snøde, og flere af hendes veninder fra børnehaven bor i Lohals.

Sin far ser hun hver anden weekend. Han bor i Svendborg hos sin mor og hendes mand – altså pigens bedsteforældre. Det er typisk der, far og datter er i de weekender, hvor de er sammen.


Fanget på broen

Alt det slutter brat, da der lyder skud i Snøde lige før klokken 21 søndag 17. april. Pigens far er i Snøde for at aflevere hende efter weekendens samvær, da han skyder moderen og papfaderen uden for deres hus, mens pigen stadig sidder i bilen.For Fyns Politi begynder sagen, da en nabo ringer for at anmelde skyderiet.

Politiet ankommer til en drabsscene med to lig, blod over det hele og en formodet gerningsmand, som har taget flugten.

Det, vi ved om flugten er, at drabsmanden kører fra stedet i høj fart, og at han har sin datter og mordvåbnet – et oversavet jagtgevær – i bilen, mens naboerne står rystede tilbage.

Vi ved også, at drabsmanden ringer til sin mor i Svendborg og fortæller, at han har skudt pigens mor og hendes mand, og at pigen er hos ham.

Vi ved også, at drabsmandens søster og hans stedfar kører fra hjemmet i Svendborg mod Langeland for at hente ham . De finder ham og den lille pige syd for Rudkøbing ved et hus, som drabsmanden har været ved at sætte i stand.

Imens leder politiet intenst efter drabsmanden, og betjente har sat vejspærringer op.

Spærringen på Svendborgsundbroen mellem Tåsinge og Fyn bliver endestationen for drabsmanden og hans familie, da de har sat kurs mod Svendborg efter mødet i Rudkøbing.

Drabsmandens stedfar oplyser til politiet, at han har foretaget en civil anholdelse, og at de er på vej til politistationen i Svendborg.

Ifølge politiet er der ingen grund til at tvivle på den oplysning, da stedfaderen selv er ansat i kriminalforsorgen og har afsikret gerningsmandens våben.


Dilemmaet om pigen

Nu står politiet med en dobbeltmorder, som de straks arresterer og afhører første gang i patruljevognen om natten, inden de kører ham til Odense.Men betjentene står også med en femårig pige, som har set sin mor og papfar blive skudt af sin far, og som har set politiet lægge hendes far i håndjern.

Og endelig står politet med drabsmandens familie – hans søster og hans stedfar.

I den tilspidsede situation vælger politiet at aflevere pigen hos drabsmandens mor – hendes farmor – i Svendborg. Stedfaren og søsteren skal afhøres på politistationen.

Først derefter ringer politiet klokken 22.50 til Charlotte Jensen, social- og familiechef i Langeland Kommune, for at orientere hende om, hvad der er sket, og hvad de har foretaget sig.

Politiet har sendt en lille femårig pige fra Langeland Kommune til drabsmandens familie i nabokommunen Svendborg.

Nu er det Charlotte Jensens ansvar at vurdere, om det er en rigtig beslutning her og nu. Og på længere sigt. Hun ringer til den lille piges farmor i Svendborg. Her har de set en film, læst godtnathistorie og er ved at putte, får hun at vide. Charlotte Jensen vurderer herefter, at pigen er ”velplaceret” der.

Da Charlotte Jensen senere redegør for sin beslutning over for Ankestyrelsen, giver hun udtryk for, at hun også overvejede den lille piges mormor og morfar i Lohals.

”I denne vurdering lå også, at hendes morforældre lige havde mistet deres datter, svigersøn samt deres ufødte barnebarn, hvorfor det ikke umiddelbart virkede hensigtsmæssigt at flytte x (pigens navn, red.) til en så kriseramt familie”, skriver hun til Ankestyrelsen.

Social- og familiechefen i Langeland Kommune kontaktede dog først mormor og morfar i Lohals tre dage efter drabene. Og det fremgår ikke, hvorfor Charlotte Jensen vurderer, at drabsmandens familie ikke er kriseramt på samme niveau. Det er en fornemmelse, hun har efter at have talt med drabsmandens mor i telefonen. Og det er hendes ansvar.


Hvad er det rigtige at gøre?

Lad os lige træde ud af kronologien et øjeblik og kigge på, hvad der egentlig er det rigtige at gøre for en femårig pige i så ulykkelig en situation. Dels er der noget jura, for når moren er død, så er der vel kun faren tilbage til at have forældremyndigheden, selv om han har slået mor ihjel?

Nej, er det korte svar. Sådan har det været, men en ny lov er trådt i kraft 1. marts 2016. Den betyder, at den forælder, der slår den anden forælder ihjel, ikke skal have fortrinsretten til barnet. Det er en lovændring, som er gennemført af et bredt flertal i Folketinget, og som har fået massiv omtale i pressen.

Ændringen er kommet efter, at både befolkning og politikere har følt det krænkende at måtte se på flere sager, hvor en far slår en mor ihjel og derefter får børnene.

Den nye lov skal første gang vise sit værd i praksis, da den langelandske piges far skyder pigens mor.

Og det skal gå stærkt med en afgørelse, siger ekspert i familieret og professor på Aalborg Universitet, Marianne Holdgaard:

– Af hensyn til barnets tarv skal Statsforvaltningen træffe en afgørelse så hurtigt som muligt. Der træffes heldigvis ganske sjældent afgørelser som denne, så Statsforvaltningen bør prioritere en sådan sag, siger hun.

Det med barnets tarv er selve fundamentet i lovgivningen. Men hvad er barnets tarv i så ulykkelig en situation?

Fyens.dk spurgte en erfaren børnepsykolog, hvad der er bedst for en pige, der lige har mistet både sin mor, sin papfar og på en måde også sin far. Børnepsykologen hedder hedder Margrethe Brun Hansen, og den korte version af hendes svar lyder:

– Et barn, der har set sin far slå sin mor ihjel, har brug for krise- og psykologhjælp. Men hun har også brug for at blive i det miljø, hun kender. Det er så vigtigt, at der stadig er noget, der er normalt i hendes liv, siger hun.

Hun peger på bedsteforældre og ikke mindst på børnehaven og skolen som afgørende vigtige elementer.

Juraen siger altså: En far, der slår en mor ihjel, mister sin fortrinsret til barnet. Og barnets tarv er ifølge eksperten: Lad pigen beholde så meget af sit faste netværk som overhovedet muligt.

På begge punkter vælger Langeland Kommune og Charlotte Jensen at gå en anden vej.


Den langelandske vej

11. maj – godt tre uger efter drabene – sender social- og familiechef Charlotte Jensen et brev til de implicerede bedsteforældre i Svendborg og Lohals om, hvad der nu skal ske. På dette tidspunkt bor pigen stadig hos sin farmor og dennes mand i Svendborg, hvor politiet afleverede hende på drabsnatten.Det fremgår af dette brev, at pigen ikke er kommet tilbage til sin børnehave i Snøde. I brevet skriver Charlotte Jensen, at pædagogerne og børnene ”stadig er meget påvirket af tragedien, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at x (pigens navn, red.) starter endnu”.

Charlotte Jensen håber dog, at pigen er tilbage i børnehaven i ”næste ulige uge”, skriver hun.

Derudover beskriver hun en fordeling, som viser, at pigen skal blive boende hos sin farmor i Svendborg, men at også mormor og morfar i Lohals fremover får tid med deres barnebarn fast hver anden weekend. Endelig får farfaren, der bor på en båd i Svendborg Havn, også en dag med hende. Han følger hende til ridning om tirsdagen.


Hvorfor lytte til drabsmand?

Pigens mormor og morfar i Lohals havde ventet noget helt andet af Langeland Kommunes sagsbehandling. Det fremgår af deres brev til Charlotte Jensen og Langeland Kommune 22. maj. Her argumenterer de for, at pigen hurtigst muligt bør komme tilbage til sit netværk på Langeland og til sin børnehave i Snøde. De mener ikke, at pigen skal bo fast hos farmoren i Svendborg, og de skriver blandt andet: ”Det undrer os naturligvis, at myndighederne, herunder både politiet og kommunen, har etableret x’s (pigens navn, red.) base hos drabsmandens mor – og at der overhovedet lyttes til drabsmandens ønsker i denne sammenhæng”. Kan det være rigtigt, at Langeland Kommune lytter til den formodede drabsmand i spørgsmålet om, hvad der er bedst for pigen?

Ja, det kan det.

Det fremgår af social- og familiechef Charlotte Jensens svar til mormor og morfar i Lohals: ”Rent juridisk er det sådan, at xxx (drabsmandens navn, red.) stadig har den fulde forældremyndighed, indtil Statsforvaltningen evt. bestemmer noget andet. Det kan jeg naturligvis godt forstå må være særdeles vanskeligt for jer, men det er sådan, lovgivningen er”.

Sådan skriver hun i et hurtigt mail-svar til mormor og morfar 22. maj.

Hun skriver ikke, at hun allerede flere dage inden har besøgt pigens far og fået at vide, hvad hans ønsker er. Det besøg fremgår til gengæld af et brev til Ankestyrelsen fra 14. juni. Her skriver social- og familiechefen, at kommunen 11. maj besøgte drabsmanden bag tremmer.

Charlotte Jensen fortæller Ankestyrelsen, at faren ”ønsker at x (pigens navn, red.) skal vokse op hos hans mor”.

Hun skriver også om drabsmanden, at ”det er vigtigt for ham, at x (pigens navn, red.) beskyttes mod det forståelige had, der er mod ham – og den historiefortælling, der er på Langeland omkring hendes familie”.

I brevet skriver social- og familiechefen yderligere, at det har ligget hende meget på sinde ikke at lade sig ”påvirke af lynchstemningen på øen (Langeland, red.)”.

I samme brev, viser Charlotte Jensen også, at hun kender til pigens mormor og morfars ønske om, at pigen skal tilbage til sit liv og netværk på Langeland. Det afviser social- og familiechefen dog med formuleringen:

”Det er Familieafdelingens holdning, at for en lille pige på fem år, der oplever, at hendes far dræber hendes mor og stedfar, vil intet nogensinde blive som før – lige meget hvad.”


Kun Langeland undersøger

Når social- og familiechefen er blevet nødt til at forklare sig over for Ankestyrelsen, er det fordi, pigens mormor og morfar i Lohals har klaget over Langeland Kommunes sagsbehandling. De har også gjort Statsforvaltningen opmærksom på, at Langeland Kommune efter deres mening forsømmer at fokusere på pigens tarv. Der er nu tre af samfundets instanser, der er ansvarlige for at hjælpe den femårige i praksis forældreløse langelandske pige efter tragedien: Langeland Kommune, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen.

Statsforvaltningen skal træffe den endelige afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden over pigen. En sådan beslutning skal principielt træffes på et andet og højere niveau end i den enkelte kommune.

Men hvad gør Statsforvaltningen så i virkelighedens verden, når nogen mener, at kommunen ikke gør det godt nok?

Statsforvaltningen spørger kommunen, hvad den mener om sagen.

Af Statsforvaltningens svar til mormor og morfar i Lohals fremgår det blandt andet, at ”Statsforvaltningen har bedt Langeland Kommune om at være behjælpelig med at udpege en egnet forældremyndighedsindehaver”.

Altså: Formelt træffer Statsforvaltingen beslutningen, men den gør det på basis af, hvad kommunen har fundet frem til, for det er – alt andet lige – kommunen, der kender sagen.

Statsforvaltningen har reelt ikke mulighed for at tage til Langeland, Svendborg eller andre steder for at vurdere, hvor egnet nogen er til at have forældremyndigheden over et barn. Det er kommunens opgave.

Når mormor og morfar i Lohals så ikke synes, kommunen tager nok hensyn til barnets tarv, har de mulighed for at klage til Ankestyrelsen, og det er det, de gør.

Hvad Ankestyrelsen præcist stiller op med sådan en klage, ved vi ikke. Men én ting ved vi, at styrelsen har gjort: Den har bedt om en redegørelse fra Langeland Kommune, og den redegørelse er skrevet af familie- og socialchef Charlotte Jensen.

Det er blandt andet i den redegørelse, at man kan konstatere, at hun har inddraget drabsmanden i sagsbehandlingen.

Mens Charlotte Jensen har ført samtaler med drabsmanden og hans forældre, får hun først tid til at besøge pigens mormor og morfar i Lohals 30. juni – næsten 11 uger efter mordet på deres datter og hendes kæreste.


Møder mormor og morfar

Til dette møde sætter social- og familiechefen og en medarbejder i den kommunale forvaltning sig ned hjemme hos mormor og morfar i Lohals og har god tid. Er det her, de skal vurdere, om mormor og morfar er egnede til den forældremyndighed over det i praksis forældreløse barnebarn, som de har søgt om?

Nej, det er det næppe.

I hvert fald har Charlotte Jensen allerede inden mødet vurderet over for Statsforvaltningen, at der ikke er nogen egnet forældremyndighedshaver i pigens netværk. Altså hverken mormor og morfar i Lohals – som Charlotte Jensen på dette tidspunkt ikke har besøgt endnu – eller farmor og hendes mand i Svendborg, hvor hun har placeret pigen efter dobbeltdrabet, og hvor hun stadig bor.

”Parterne er naturligvis kriseprægede, derfor vanskeliggøres samarbejdet også set i lyset af tragedien,” skriver Charlotte Jensen blandt andet til Statsforvaltningen 21. juni.


Presset vokser

På dette tidspunkt er der et vist pres på myndighederne, for offentligheden har fået kendskab til, at det stadig er den mordsigtede far, der har forældremyndigheden. Det fremgår af forsidehistorien ”Far slog mor ihjel og har stadig barnet” i Fyens Stiftstidende 19. juni. I avisen rejser eksperter kritik af sagsbehandlingstiden og af, at pigen i vid udstrækning er afskåret fra sit netværk på Langeland. Nogen undren går også på, at Langeland Kommune angiveligt ikke har gjort brug af den nye ændring af Forældreansvarsloven. Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, Trine Bramsen, siger blandet andet:

– Jeg er forundret over, at faren stadig har forældremyndigheden, og at der ikke er truffet en afgørelse endnu. Det her virker uretfærdigt og krænkende for retsbevidstheden, siger hun til Fyens Stiftstidende.

11. juli træffer Statsforvaltningen så sin afgørelse og placerer den midlertidige forældremyndighed over pigen hos en advokat Susanne Borch, Hellerup, en af Statsforvaltningens faste værger.

Statsforvaltningen har altså overtaget Langeland Kommunes vurdering af, at ingen af bedsteforældrene er egnede til at have forældremyndigheden over pigen, indtil der falder dom i drabssagen.


Bor stadig i Svendborg

Hvad betyder det så, at forældremyndigheden ligger på et advokatkontor i en forstad til København?Advokat Susanne Borch har ikke tilladelse til at udtale sig om sagen, og hun ønsker ikke at tale generelt om at hvad hendes opgave er, når hun får overdraget en forældremyndighed af Statsforvaltningen, men der er ingen grund til at tro, at hun ikke gør sit yderste for, at pigen får de bedste muligheder for at vokse op i tragediens skygge uden unødige skrammer.

Men hun er langt væk fra den pige, hun skal hjælpe. Der er 176,5 kilometer fra advokatens kontor til den adresse i Svendborg, som pigen nu bor på. Skulle advokaten få lyst til at se, hvor pigen har gået i børnehave og har boet sammen med sin mor og papfar til deres død, så ligger Snøde 216 kilometer fra hendes kontor.

Her skal hun til gengæld blot køre seks kilometer længere, hvis hun også vil se, hvordan der er hos pigens mormor og morfar i Lohals, hvor barnet også har boet.


Sagen lige nu

Men lad os lige ridse sagen op, som den ligger nu. Pigen, som i mellemtiden er blevet seks år, bor fast hos sin farmor og dennes mand i Svendborg. Det har hun gjort siden drabsnatten.Det har medført, at hun nu er reelt er længere væk fra Langeland end nogensinde. Hun er startet i skole i Svendborg, mens hendes kammerater er fortsat fra børnehaven i Snøde til skolen i Snøde, som ligger på samme matrikel, Og hun har fået en ny læge i Svendborg i stedet for familiens langelandske læge.

Hendes mormor og morfar i Lohals er blevet afskåret fra at følge med i, hvordan det går hende i skolen. Fordi de er bedsteforældre får de ikke information fra skolen og kan ikke følge med på skolens forældreintranet.

Det kan farmoderen og hendes mand derimod i Svendborg. pigens farmor og mand i Svendborg derimod. De bliver nemlig betragtet som ”udøvere” af den forældremyndighed, som ellers formelt ligger hos Hellerup- advokaten Susanne Borch.

Der har været holdt stribevis af møder mellem de forskellige parter på kryds og tværs. Meldingen er nu, at der ikke kommer til at ske noget, før der er afsagt dom over pigens far.

Politiet efterforskning er afsluttet, og nu ligger sagen hos anklager Karin Ehlers Jørgensen, der skal føre den dobbelte drabssag mod pigens far for mordet på hendes mor og hendes papfar.

Anklageren kan ikke sige, hvornår sagen kommer for retten, men siger, at ”det har lange udsigter”. Normalt går der cirka et år, før sådan en sag kommer for.

––––––––

Fem eksperter om sagen

Fyens.dk har ladet fire eksperter læse vores oprulningen af, hvordan systemet agerede i forhold til en lille pige i en tragisk sag. Her kommenterer de sagen og giver deres vurderinger

Marianne Holdgaard, professor og ekspert i familie- og børneret ved Aalborg Universitet:

– Helt overordnet set virker det ikke som om, myndighederne har handlet til barnets bedste, som de juridisk er forpligtet til.

– Udgangspunktet for hvad der er barnets bedste, er i sager som disse normalt at fastholde et barn i hendes vante omgivelser herunder veninder og børnehave.

– Det lyder umiddelbart meget mærkeligt, at børnehaven ikke skulle kunne tage sig af pigen. Det er vel deres job netop at kunne tage imod et barn, de har ansvaret for, når noget sådant sker.

Hanne Hartoft, adjunkt og ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet:

– Sagen er klar, og der er jo ingen tvivl om, at faren har myrdet pigens mor og derfor kommer i et fængsel eller dømt til forvaring, så det er ikke en undskyldning for at udsætte sagsbehandlingen.

– Det kan kritiseres, at sagsbehandleren tilsyneladende foretager en vurdering af, at morfar og mormor er kriseramt i en sådan grad, at de ikke kan tage sig af pigen helt uden at have talt med morforældrene. Det kan man naturligvis ikke. Det er jo i givet fald rent gætværk

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns vilkår:

– I en situation, hvor et barn har fået fjernet sit fundament, som tilfældet er i denne sag, er det afgørende, at så meget som muligt i barnets hverdag ser ud, som det plejer. Det kan undre, at der i denne sag tilsyneladende ikke er foretaget en mere grundig vurdering af, om pigen kunne bo i sit nærmiljø.

– Et drab påvirker både børn og personale i en institution. Det bør børnehavepersonalet kunne håndtere, for barnet skal selvfølgelig kunne være i sine vante omgivelser. Hvis personalet har brug for krisehjælp og supervision, skal kommunen tilbyde det.

– I sager som denne ser vi ofte, at myndighederne foretager en række skøn, som ikke i tilstrækkelig grad sætter barnets behov i fokus for sagsbehandlingen. Det er måske ikke i strid med lovgivningen, men det er et problem, når barnet bliver en brik i de voksnes spil.

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog:

– Det er desværre et eksempel på mangelfuld og inkompetent sagsbehandling. Jeg er bange for, hvilke konsekvenser det får for den stakkels piges videre gang, at sagsbehandlingen starter så klodset.

– Sagsbehandleren fravælger bedsteforældrene i Lohals fra starten med den begrundelse, at de må være i sorg. Jeg tænker modsat, at sorgen er helt naturlig, den er fælles, og den skal pigen ikke afskæres fra.

– Hvad bygger sagsbehandleren det på, at børnehaven ikke var klar til at modtage pigen? Hvem har sagt det? Det er ikke socialforvaltningens opgave at sidde ved et skrivebord og lave vurderinger, medmindre der er belæg for dem.

– De lader den ene part beholde pigen, selv om vurderingen er, at ingen af parterne er egnet. Hvis kommunen har nogle insider-årsager til, at ingen er egnede, bør sagsbehandlere handle derefter og hurtigst muligt finde en god plejefamilie til pigen og sørge for, at der er massiv støtte af fagligt kvalificerede folk.

– I stedet ender forældremyndigheden hos en advokat i København, som ikke har mulighed for at give forældremyndigheden et reelt indhold. Hun har ikke mulighed for at tale med pigen, knytte tillidsbånd og få fornemmelse af, hvordan hun oplever hverdagen.

Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig og tidligere formand for Børnerådet:

– Det slår mig, at kommunen har overraskende meget fokus på drabsmanden og på hans familie i forhold til morforældrene.

– For mig handler det her også om etik og moral. Når man vælger at slå to mennesker ihjel, mener jeg, man er trådt over en grænse, hvor man ikke kan forvente den store forståelse. I sådan en situation må det være dem, der har mistet, man viser respekt og fokuserer på, og det er mormoren og morfaren i det her tilfælde. Det ser det ikke ud til, man har gjort.

– Det virker også, som om man har vurderet, at det ikke vil være godt for barnet at være i nærmiljøet. Det er selvfølgelig en børnefaglig diskussion, men min erfaring siger, at man skal gå meget langt for, at barnet kan blive i sit vante miljø. Et barn har brug for så meget normalitet som muligt. Det er det, der gør, at barnet kan komme videre.

– Det kommer til at se ud som om, kommunen forsøger at fjerne det, der er sket, så hun kan starte helt forfra og få en ny normalitet. Når et barn har oplevet, at hendes far slår hendes mor ihjel, tror jeg ikke på, at det kan nulstilles. Det er et livsvilkår for hende, som hun må lære at leve med, og det sker bedst, hvis der er noget, som stadig er det samme.

Link til artiklen


 

Save

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.