Efter blodigt voldtægtsforsøg: Jeg græd ikke. Jeg var rasende, vred. Jeg opførte mig ikke, som et offer burde, mente politiet

Politiken,

Debat: Iza Alfredsen, Speciallæge i almen medicin

 

Det mest skræmmende ved samfundets indstilling til seksuelle overgreb er, at de, der er allermest sårbare og udsatte, er dem, vi tror, er de mest løgnagtige.

Jeg var på vej hjem fra byen en tidlig sommermorgen. Ung, beruset og tæt på lykkelig. Min bedste kammerat var på besøg, så han kunne være med til at fejre min fødselsdag. Han var gået omkuld tidligere, så jeg var alene på vej hjem. Lugten af regn på varm asfalt og lydene af fuglene, der var begyndt at vågne. Og pludselig lyden af trin bag mig, fornemmelsen af en kniv mod halsen og en stiv pik mod ryggen.

Lugten af rovdyrpis sved og rev i næsen. Og som en rislen ned ad ryggen mærkede jeg adrenalinen. Kæmp eller flygt. Men jeg kunne ikke flygte. I løbet af sekunder havde jeg fået kniven væk fra min hals og herefter fulgte en kamp med kniv. Han stak efter mig. Jeg holdt fast i den, når jeg kunne. Til sidst fik jeg den fra ham. Min hånd var flænset op, og jeg havde blodsmag i munden. Jeg havde bidt, revet, sparket og slået. Jeg overvejede at løbe efter ham.

Det ynkelige lille svin, der benede af sted, så snart han mistede sit våben. Hvis jeg havde fået fat i ham den nat, så havde jeg slået ham ihjel. Eller han mig. Politiet kunne følge et ret imponerende blodspor hjem til min lejlighed. Jeg kan ikke huske hvor mange sting jeg fik.

Men lægen og sygeplejersken var søde. Mit tøj var pakket i plastiksække, så jeg sad i bh i en semigennemsigtig Ball-T-shirt og et par pyjamasbukser på stationen. Et ynkeligt syn.

[…]

Læs hele artikelen her (kun for abonnenter)

http://politiken.dk/debat/art6029983/Jeg-gr%C3%A6d-ikke.-Jeg-var-rasende-vred.-Jeg-opf%C3%B8rte-mig-ikke-som-et-offer-burde-mente-politiet

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.