Det er voldsudøveren, der skal skamme sig over volden. Og kun voldsudøveren

Information, 1. juli 2017

Da det gik op for omverdenen, at jeg havde været udsat for partnervold, reagerede mange med et ’hvorfor gik du ikke bare fra ham?’. Dermed blev jeg pålagt en del af skylden for hans vold mod mig, men den er ikke min – den er hans alene

For et halvt år siden erkendte jeg det mest hjerteskærende, jeg nogensinde har måttet erkende: Jeg var voldsoffer. Det menneske, jeg elskede og havde giftet mig med, havde netop angrebet mig med en gryde fyldt med kogende te, og på mine arme og mit bryst stod den skinbarlige sandhed skrevet i andengradsforbrændinger.

Det var tid til at komme ud af mit forhold og bryde den voldsspiral, jeg sat fast i. Det var min invitation til at give slip på alt det, jeg havde kæmpet for indtil nu, og alt det, jeg drømte om for fremtiden. Jeg var i chok. Energiforladt, men samtidig vågen i en grad, jeg havde glemt var mulig. Det er gaven ved krisen; den tvinger os til at være til stede lige nu og her. Jeg var fri, og jeg genkendte friheden, fordi jeg kom fra fangeskab.

I takt med, at jeg erkendte min livssituation, brød jeg tavsheden over for offentligheden og min omgangskreds. Det var en lettelse. Størstedelen overhældte mig med al den kærlighed, omsorg og støtte, jeg havde brug for, men jeg blev også mødt med kommentarer eller supplerede spørgsmål, der insinuerede, at jeg selv bar noget af skylden for de overgreb, jeg var blevet udsat for.

 

Kunne ikke se det komme

»Hvorfor gik du ikke bare?« Det spørgsmål har jeg hørt rigtig mange gange, og jeg hører det til stadighed. Det er ubrugeligt, for det er en efterrationalisering af en uforanderlig fortid, hvor jeg troede, jeg gjorde det rigtige. Første skridt til at vise et offer respekt er at anerkende netop det. Så lad være med at sige ting som, »du kunne vel se det komme.«

For nej, man ser faktisk ikke noget, før man sidder i saksen, og desuden rummer relationen også en masse godt og smukt, som man kæmper for og bliver på grund af. Der er ikke kun dårligdom at give afkald på. Det handler om kærlighed, og i kærlighedens navn ser man det, man vil se. Jeg bad aldrig om at havne i den situation, jeg havnede i. Jeg forelskede mig i et menneske, der viste sig at være voldeligt, men jeg sagde ikke: »Hej voldspsykopat, vil du gifte dig med mig?«

Som tidligere voldsoffer bliver jeg provokeret af, at den magtes- og ansvarsløse position, man som offer befinder sig i, ikke anerkendes. Af at jeg overhovedet bliver stillet spørgsmålet ’hvorfor’ – det kan umuligt besvares af andre end voldsudøveren. Og jeg kan forsikre om, at det er et af de første spørgsmål, der popper op i et voldsoffers hoved. Det er dét spørgsmål, der med et forkert svar er kilden til, at mange ofre tror, de fortjener den smerte, de bliver påført. Så spørg dig selv, hvilket svar du forventer, før du spørger.

 

Kvinder, der elsker for meget

Da jeg begyndte at lede efter selvhjælpsgrupper for voldsofre, fandt jeg kun et enkelt tilbud, og det havde titlen ’Kvinder, der elsker for meget’. Hvis ikke denne titel tilegnet kvinder, der er ofre for vold, skurrer i dine ører, skal jeg fortælle dig, hvorfor den burde.

For det første, hvad betyder ’elske for meget’? Hvornår har kærlighed i sin essens nogensinde været skadelig? Hvis det, vi troede var kærlighed, viser sig at være skadende og decideret voldeligt, er det ikke kærlighed. Det var det ultimativt hårdeste for mig at erkende. At jeg oprigtigt elskede min partner, men at det, han kaldte kærlighed, i virkeligheden var en blanding af magtsyge, lavt selvværd, storhedsvanvid og mangel på empati.

For det andet ligger der implicit i titlen, at hvis blot kvinden ikke havde elsket ’for meget’ (hvilket ikke kan lade sig gøre), var hun aldrig blevet udsat for den vold, hun er offer for. Hun bærer altså selv en del af skylden.

Det er vigtigt at se, at ofre for partnervold ikke er mennesker, der begår en fejl ved at kæmpe for den kærlighed, de har til et andet menneske. Det er ikke dem, der forvolder sig på det andet menneske ved at give dem ’for meget kærlighed’. Det er voldsudøveren, der udnytter det hengivne, helhjertede og empatiske menneske, som er deres partner.

 

Et offer er et offer

Mit ønske med eksemplerne er at illustrere en tendens, jeg ønsker at gøre op med. Fælles for udmeldingerne er, at de er totalt forladte for eftertanke, nysgerrighed, ydmyghed og respekt for de mennesker, de omhandler. De kommer fra et sted, hvor mennesket bagved er taget ud af ligningen, og de rummer implicit en misforståelse, der siger, at vold kan retfærdiggøres, eller at offerbegrebet kan gradbøjes.

Men det kan ikke siges ofte nok: Ingen er selv herre over, hvad andre udsætter dem for, og der er ingen valid undskyldning eller bortforklaring for vold. Den skam, der ofte følger med, når man bærer fysiske som psykiske ar, hører til hos den voldsudøvende – aldrig hos ofret.

Så hvis vi virkelig vil hjælpe ofrene og tage deres kamp for en værdig tilværelse seriøst, er vi først og fremmest nødt til at anerkende, at et overgreb ikke er noget, der kan gradbøjes. Det er vold, og vold er kriminelt.

 

Konsekvensberegning

Da jeg endelig fik min skilsmissebevilling blev jeg lykønsket af et familiemedlem med ordene: »Så gør du vel ikke det igen?«

Gør hvad?, tænkte jeg. Forelsker mig så helhjertet igen? Jo, det kan du bande på, at jeg gør. For samtidig med, at jeg fortsætter på min vej med en tung livserfaring, der uden tvivl har ændret mit liv, vil jeg ikke gå på kompromis med de værdier, jeg ønsker skal præge mit liv og den verden, jeg lever i. Jeg er ikke længere et offer, men en overlever.

Min største sorg er, når jeg hører om tidligere voldsofre, der fortsat bærer en følelse af skyld for de ting, de blev udsat for i deres fortid. De er plaget af tankemønstre med selvbebrejdelser eller spørgsmål om, hvorvidt de kunne have gjort noget, for at undgå volden.

Alle de destruktive mønstre hænger sammen med en kulturel betinget opfattelse af, at partnervold er tabu, og at de, der bliver udsat for den på den ene eller anden måde, selv har bedt om det. Jeg finder det dybt uretfærdigt, at ofrene dobbeltstraffes ved kulturelt at blive stemplet som svagelige og dumme, fordi et andet menneske har forbrudt sig imod dem.

Vi må ikke smide barnet ud med badevandet, og vi må ikke leve mindre helhjertet, fordi der er en risiko ved at elske. Hvis vi først begynder at konsekvensberegne, begynder vi at gå på kompromis med de værdier, de fleste af os helst ser som byggesten for det samfund, vi lever i, og som vi ønsker at se vores børn vokse op i.

Hvis vi begynder at konsekvensberegne, tager vi et standpunkt med en overbevisning om, at der er større risiko for, at vi bliver udsat for vold, end der er chance for det modsatte. Og er det virkelig den måde, vi ønsker at leve sammen på?

Enhver kan havne der, hvor jeg havnede. Så lad os sammen ændre den kulturelle opfattelse, der bunder i en misforståelse af, hvor skammen og skylden bør placeres.

Hanne Marie le Fevres første eksmand, Christian Balvig, har gjort opmærksom på, at man kan forveksle ham med den voldsudøveren, der omtales i artiklen. Vi understreger, at det ikke er Christian Balvig, der har begået den omtalte partnervold, red.

Link til artiklen

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.