Den hvide mands æresdrab

Maj My, 8. marts 2017

Det er kvindernes kampdag, og der er nok at kæmpe for. Også i Danmark. Jeg er endda selv sexist, opdager jeg fra tid til anden, når jeg dømmer mig selv eller andre kvinder ud fra helt andre kriterier, end jeg dømmer mænd. Men hvordan kan det næsten være anderledes, når Andersine ikke laver andet end at vente på, at Anders kommer med blomster, og når mine lærere i skolen syntes, jeg snakkede for meget, selvom jeg ikke åbnede munden nær så ofte som drengene i klassen?

I januar skrev jeg dette indlæg om feminisme med afsæt i drenge- og pigelegetøj. Fordi: Jeg er feminist, naturligvis.

Jeg oplever ofte sexisme. Tit er det mig selv, jeg bliver ramt af. Andre gange er det mænd, der synes, jeg fylder for meget, eller som påpeger, at jeg ikke passer helt rigtigt på deres forestilling af en kvinde. Nogle gange kalder de mig en pige, selvom jeg har fire børn, en mand og en indkomst. Tit opdager jeg det ikke før længe efter, det er sket. Altså, fordi  jeg er så vant til det. Fordi det er fuldkommen accepteret.

Det kan være sådan noget med, at jeg føler, jeg har sagt rigtig meget, når jeg har talt i to minutter, mens mænd ikke lader til at føle nogen form for skam, når de har talt fem gange så længe.
“Hønsegård,” eller: “Kvinder taler så meget”, siger de. Men nej, det gør vi faktisk ikke. Et Amerikanske studie fra 2015  konkluderede, at det i en gruppe bestående af lige mange mænd og kvinder opfattes som “ligeværdig taletid”, hvis kvinder taler 25 procent af tiden eller mindre, og til gengæld bliver det opfattet som om, at kvinderne “dominerer samtalen” hvis de taler 25-50 procent af tiden. Det gør mig en lille smule rundtosset at tænke på, at jeg rent faktisk selv bærer rundt på den indbyggede forventning.
(Det og 11 andre ting, som de fleste kvinder kan nikke genkendende til, men som vi ikke så ofte taler om, kan man læse om lige her i en sjov og skarp klumme af Caitlin Moran.)

Indimellem slår det mig, at jeg bliver nærmest chokeret, hvis jeg ser en kvinde på tv, som ser lige så gammel eller uoplagt ud som alle de mænd, hun er omgivet af. Det falder mig med andre ord helt naturligt, at de fleste kvinder på fjernsynes er spartlet ud med makeup, mens mændene slet ikke er flove over deres rynker og grå hår. Gamle mænd er attraktive, skal man forstå, for de har viden, magt og indflydelse. Men kvinder? Nej, de er bedst, når de er unge og smukke.

Jeg har ikke fjernsynskanaler hjemme, så når jeg indimellem ser den slags, er det som regel på Ærøfærgen mellem Ærø og Svendborg, hvor der altid kører TV2 News (uden lyd), og som regel sidder der et panel af mænd og udtaler sig om et givent emne. I januar tog jeg færgen samme dag, som nyheden om en kvinde og hendes fire børn, der var blevet dræbt af deres mand og far, kørte over skærmen. “Familietragedie” stod der i teksten under billederne fra den lille by. Men det var jo ikke en familietragedie. Det var århundredets hidtil største drabssag. Det var mord, ikke en ulykke eller en enkelt mands tragedie og momentane psykiske sygdom.

Det skrev jeg for nylig om på min private facebook, og lige netop i dag synes jeg, at jeg vil dele indlægget her:

Sagen er den, at jeg ganske enkelt bliver grænsepsykotisk af, at både medier og politi fuldstændig fortier, når mænd myrder deres koner og børn. Det er ikke en privatsag. Det er noget, vi skal lære af og blive bedre til at forebygge som samfund. Det er heller ikke enestående: Tre børn og ti kvinder dræbes årligt i Danmark af deres fædre og mænd, og sagerne bliver kaldt “familietragedier” eller endnu værre “udvidet selvmord”.
“Vi ved endnu ikke, om vi har at gøre med en familietragedie en forbrydelse eller en ulykke,” udtaler politiet som regel. Men så skal jeg da lige fortælle dem det: Det er en forbrydelse, uden undtagelse og uden tvivl.

Vi er alle sammen hurtige til at konkludere, at mænd, som gør den slags, må være psykisk syge, i hvert fald i gerningsøjeblikket (uanset hvor veltilrettelagt forbrydelsen iøvrigt er). Det skete senest i januar, da en mand slog sin kone og deres fire børn ihjel. Medierne skrev om den store ulykke og de pårørendes sorg, men jeg er ikke enig i, at det var en ulykke. Det var overlagt mord. Og sorgen betyder ikke, at det skal ties ihjel; det bliver andre typer mord ikke.

Mænd overalt på nettet brøler: “Det er fordi, I tager vores børn fra os i statsamtet!” Men ved I hvad? Fædre vinder bopælen på deres børn i 40-45 procent af sagerne (kilde: Rockwool Fonden), så det er jo ikke rigtigt. Jeg synes faktisk, at 45 procent lyder af meget i lyset af den overvejende opgavefordeling i hjemmene rundt omkring, og det får mig til at tænke på min veninde, som fik en advokat i statsamtet til at indrømme, at hun (advokaten) havde givet min venindes eksmand ret i sine anklager mod sit barns mor, fordi advokaten følte sig truet af ham.

Selv hvis mordene rent faktisk skyldes, at manden har tabt kasketten i gerningsøjeblikket, skal vi arbejde målrettet på at finde måder at forebygge den slags ulykker. Forbrydelser begået af mænd, som mener, kvinder er “deres”, er ikke acceptable. Heller ikke når manden er hvid, og hedder Jørgen. Det hjælper stadig ikke at være stille om problemet. Det løser ingenting. Jeg kan ikke accpetere, at vi alle sammen bliver spist af med, at det er en sag for familien alene, og jeg får sgu lyst til at skrive sandheden, nemlig at de mord er den ultimative sexisme; de er ekstremen af det, der sker i mindre skala, når mænd råber efter kvinder på gaden, når mænd mener, at kvinder skal klæde sig på bestemte måder for ikke at lægge op til sex, når mænd føler, at kvinder er deres ejendom. Mordet er det yderste led i den lænke.

Nå, men, det er egentlig overflødigt, at jeg skriver meget mere, for Gretelise Holm gør det rigtig godt i Politiken, jeg kunne bare ikke lade være med at give mit besyv med. Læs hendes indlæg, hvis du har mere tid. Og lad for guds skyld være med at læse kommentarerne, medmindre du er okay med risikoen for at brænde sammen i afmagt. Det viser sig nemlig, at nogle mænd synes, det lidt er kvindernes egen skyld (“de burde have trukket sig, før forbrydelsen skete. Mænd er voldsdyr af natur”).

Link til blogindlæg

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.