CITATER FRA KVINDER DER BLIVER FORFULGT AF FAREN TIL DERES BØRN

”Uvisheden, at aldrig vide hvornår det startede og stoppede. At altid at skulle være på vagt, og i beredskab. At aldrig kunne opnå tryghed igen, og at aldrig kunne føle sig sikker. At altid skulle have det i tankerne, i kroppen og ikke gøre sig fri af det At blive overrasket over mine egne reaktionsmønstre (…) At aldrig blive helt fri, før at han er død, eller før mine børn er voksne.”

.

”At myndighederne ikke kunne/ville gøre noget eller var passive – deres faglige inkompetence opleves værre end selve overgrebene fra børnenes far. For hvis myndighederne ikke kan yde hjælp/assistance til børnene og mig, hvem kan så? Jeg oplever, at myndighederne er med til at nedbryde mig, der er børnenes primære omsorgsgiver…”

.

”Trusler på livet, overvågning og bagvaskelse af mig og min familie i børnenes skole og institutioner og på kommune med alt hvad dermed følger af samtaler og mistro fra kommunen og frygten for at han skulle få succes med at manipulerer sagsbehandlere til at tror hans historier, baseret på fri fantasi, og derved tvangsfjernelse af mine børn. Manipulation af fælles barn (…) Utrygheden både ude og i eget hjem. det vedvarende pres gennem 12 år, hvor man ikke bliver taget alvorlig af myndighederne, men betragtes som hystade og usamarbejdsvillig, når man fastholder sig selv og vil beskytte sine børn.”

.

”Det at et andet menneske igen og igen kan trænge sig ind på steder, hvor man burde kunne være i fred og føle sig aller mest tryg, uden at det får nogen konsekvenser… Det er ikke ham, men mig der står med både stalkingen og et dokumentations problem.- At alle overgreb, som ikke kan dokumenteres, er tilladte! Og de overgreb/forfølgelser/konsekvenser som kan dokumenteres, de gradbøjes, devalueres… Det er som om, at man ikke er berettiget til sin egen livshistorie! – Følelsen af, at det vi går igennem/gik igennem er betydningsløst, nærmest ligegyldigt… Ærlighed og alt det, som man normalt forbinder med at være et normalt fungerende menneske, kommer til kort.”

.

”Mit udtrykte behov for samværsstop tolkes som manglende forældreevne, og jeg var lige ved at miste bopælen, indtil jeg lærte at lyve, stoppe med at fortælle at jeg var voldsramt og forfulgt, og stoppe med at sige, at far er psykopat og uegnet til samvær. Var jeg fortsat med at fortælle sandheden, havde jeg mistet mit barn. Men nu, hvor jeg har lært at lyve og sige, at min lille datter har brug for sin psykopatiske far, anser man mig for egnet til at have fuld forældremyndighed. Den, der siger “samarbejde” flest gange og taler godt om den anden forælder, vinder barnet.”

.

Uddrag fra:

“Med barnet som gidsel – stalking af mødre”
Sille Schandorph & Ask Elklit
Syddansk Universitet 2013


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.