BØRN OG KVINDELIGE VOLDSOFRE MANGLER RETSSIKKERHED

Herning Folkeblad, 8. marts 2016
Af Sara Ingerid Lassen Cristoffanini,
pianist, organist og korleder

KRÆNKELSER I medierne og den offentlige debat er der i tiden en tendens til at legitimere hånende, krænkende udtalelser om kvindelige voldofres oplevelser. Det foregår ofte i fædrenes ligestillings navn og på bekostning af voldsofre og børn. Ofre for vold i hjemmet mistænkeliggøres på en måde, som i praksis er en fortsættelse af de krænkelser de har været udsat for. Samtidig fratages voldsofre muligheden for at beskytte sig selv og deres børn mod yderligere krænkelser.

Familieretssystemet er i dag sat sammen på en måde, der gør, at krænker-adfærd betaler sig. Voldsramte har i praksis ingen retssikkerhed. Systemet beskytter dem ikke, og der mangler i den grad muligheder i håndteringen af højkonflikt-skilsmissesager, hvor der har været vold involveret.

En mor, som går til politi eller statsforvaltning med en historie om vold mod hende selv eller børnene, bliver ofte beskyldt for have opdigtet den, fordi hun vil bemægtige sig børnene på faderens bekostning. Politi og Statsforvaltning er meget vanskelige at få i tale omkring en voldssag i hjemmet, og sagerne bliver ofte henlagt på grund af. manglende dokumentation, eller fordi de skønnes usaglige.

Vold i hjemmet er stadig utrolig tabubelagt. Kvinder, der rejser sig og går fra en voldsudøver, der har krænket dem og børnene og kørt dem psykisk helt ned under gulvbrædderne, går ikke for sjov! De opdigter ikke historier om vold eller behov for ophold på krisecenter.

Det kræver utrolig meget mod for et voldsoffer at delagtiggøre andre i krænkelserne mod hende. Det er tabuiseret og skamfuldt. Og skrækscenariet er netop ikke at blive taget seriøst, især fordi mange kvinder af deres krænker i årevis har fået at vide, at den vold, de oplever, kun findes i deres eget hoved.
Igennem min kontakt med kvinder på nettet og igennem min egen skilsmissesag, oplever jeg dagligt kvinder, der tvinges til at møde deres krænker i Statsforvaltningen og retten til en endeløs række af tiltag. »Samarbejdsmøder«, »konfliktmægling«, »børnesagkyndig rådgivning« osv.

Eksmanden kan blive ved i det uendelige med at rejse nye sager om samvær, bopæl og forældremyndighed, som kræver at offer og krænker skal konfronteres med hinanden. Offeret skal igen og igen forsvare sig selv og sin sag overfor systemet. Det er en fortsat nedbrydning af offeret og hendes psyke, der tilsyneladende ingen ende vil tage, og som en del eksmænd spekulerer i at bruge til at fortsætte den psykiske terror med.

Lad mig slå fast med syvtommersøm: det er ikke muligt at mægle mellem et offer og en krænker. Forsøg på at gøre det, er en fortsættelse af overgrebet imod et voldsoffer.

Der skal kun én part til at udøve samarbejdschikane.

Den måde systemet i forhold til højkonflikt-skilsmisser er bygget op på, gør det nærmest umuligt for ret og statsforvaltning at gennemskue en konfliktfyldt skilsmisse i sin helhed.

Chikanen fra den ene forælder kan udøves på raffinerede måder og have mange former. Fælles for de sager, jeg har kendskab til, er, at en eksmand overfor forvaltningen gør og siger de rigtige ting. Han samarbejder, elsker sine børn over alt, vil den gode relation osv. Samtidig udøver han med den anden hånd økonomisk afpresning, manipulation af børnene, psykisk vold og samværschikane. Det er ofte umuligt for forvaltningen at gennemskue og for offeret at bevise.

Det eneste, et voldsoffer kan gøre, er at fortælle sandheden og blive ved med det. Og håbe at blive fundet troværdig af myndighederne. Det er en skrøbelig strategi at sætte sin lid til, når ens egen og ens børns fremtid ligger i myndighedernes hænder.

Det ville være af afgørende betydning for børn i højkonflikt-skilsmisser, at man holdt op med at betragte dem som noget, begge forældre har ret til. Et barn har ret til sine forældre, men forældre, der begår vold og psykiske overgreb imod deres børn, har ikke ret til deres børn!

Børn har krav på at blive beskyttet af systemet. De har krav på kærlige og kompetente myndighedspersoner, der afdækker deres behov. De har krav på, at myndighederne stiller skarpt på, at det ikke nødvendigvis er den forælder, som er bedst til at føre sig frem, rejser flest sager og har flest ressourcer at slås med, som er den bedste forælder for det pågældende barn!

Jeg ved, at jeg taler på vegne af mange kvinder, når jeg beder om, at der bliver gjort noget nu!

Forældreansvarsloven er en katastrofe for voldsramte. Det kan umuligt være det, der er tiltænkt fra politisk side. Loven må ændres og børnenes tarv sættes øverst på dagsordenen. Systemet skal gives mulighed for at gennemskue og standse personlighedsforstyrrede forældres fortsatte vold og chikane imod børn og tidligere ægtefæller. Børnene skal beskyttes imod skadelig indflydelse fra personlighedsforstyrrede forældre og ikke tvinges til samvær med dem i ligestillingens navn.

Link til artiklen her:

http://aoh.dk/artikel/brn-og-kvindelige-voldsofre-mangler-retssikkerhed


Netværket Mor:

Bliv ved, og ved, og ved med at åbne munden! Fortæl vidt og bredt om hvad I bliver udsat for … det begynder nemlig at virke!

Flere og flere er ved at få øjnene op for at den monotone propagande, fædrerettighedsorganisationerne har hældt ud over os i mange år, er løgn og manipulation!

Vold og psykopati har INTET med ligestilling at gøre!

Man kan ikke ligestille et offer og en krænker!

“Bananrepublikken Danmarks junglelov” SKAL ændres til en forskningsbaseret lov der beskytter ofrene og straffer voldelige krænkere.

Danmark skylder voldsofrene at det ikke er økonomi og manglende fagkompetence hos kommunerne, Statsforvaltningen og domstolene, der giver psykopaterne frit løb…


Læs også:

VOLDSRAMTE KVINDER HAR INGEN YTRINGSFRIHED

BESKYTTENDE MØDRE HAVDE RET

FÆDRERETTIGHEDER OG VOLD MOD KVINDER


 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.