5 GODE RÅD TIL NÅR MAN BLIVER SKILT FRA EN HØJKONFLIKT PERSON

safe_image
19. februar 2013, huffingtonpost.com.
Af Virginia Gilbert

[ Oversat til dansk ]

Det her fortæller din terapeut dig ikke, når du bliver skilt fra en højkonflikt person.

En terapeut skal hjælpe dig med at blive bevidst om dig selv og at blive tro mod dig selv. En terapi kan være livsforandrende for de, der er vokset op under nedbrydende forhold, hvor de har lært at undertrykke deres følelser og deres behov for at blive accepteret.

Dygtige terapeuter kan med en korrigerende følelsesmæssig tilgang, gøre det muligt at finde frem til en stemme for de, der aldrig har haft en før. Mange finder efterfølgende en helt ny livskvalitet: de vælger den rigtige karriere, tiltrækker den rigtige partner og frigør sig selv fra skadelige parforhold.

Desværre kan denne personlige vækst være decideret katastrofal, når man bliver separeret eller skilt fra en højkonflikt person. Når man arbejder med en patient, som er gift med, eller i færd med at blive separeret fra en narcissist, skal terapeuten vende terapien på hovedet. I stedet for at opfordre dem til at være autentiske og tro mod sig selv, skal de råde folk til at være strategiske. Hvis man er i gang med at blive separeret fra en narcissist, vil denne jorde én, når man sætter ord på sine sande følelser, indrømmer sin sårbarhed og undskylder, når man er trådt ved siden af. Dette gælder især, hvor der er børn involveret.

Hvorfor er der ikke flere terapeuter, der har forstand på højkonflikt skilsmisser?

Allerede under uddannelsen lærer kommende terapeuter, hvordan de bedst støtter en patients personlige vækst. De lærer, hvordan personlighedsforstyrrelser viser sig, og hvordan de opstår. Men der findes ingen kurser til psykologistuderende, som sætter dem i stand til at hjælpe deres patienter igennem en højkonflikt skilsmisse.
Når terapeuten møder en patient i individuel terapi, har hun ingen mulighed for at observere den narcissistiske ægtefælle. Selv i parterapi kan en terapeut blive blændet af en højkonflikt person, som tit og ofte fremstår charmerende, mens den mere fornuftige ægtefælle, som i årevis er blevet traumatiseret af sindssyggørende adfærd, kan synes som den vanskelige part.

5 råd til at blive separeret fra en højkonflikt person:

1. SKÆR KONTAKTEN NED TIL ET MINIMUM

Højkonflikt personer trives i kaos. Deres ofte ubevidste mål er at fastholde dig i forholdet ved at blive ved med at skabe drama. De bagtaler dig overfor alle – især overfor dine børn. Chikanerer dig online, på telefonen og på enhver anden tænkelig måde for at afholde dig fra at komme videre med dit liv.

Din instinkt vil formentlig fortælle dig, at du bør forsvare dig selv, men det er umuligt at tale fornuft med en terrorist. Alt hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig. Du må holde kommunikationen på et absolut minimum for at mindske det kaos, som en højkonflikt person skaber. Undgå direkte kontakt. Dyrk en “facts only” stil i dine emails og i anden skreven korrespondance. Om muligt, så organiser det således, at børnene bliver hentet og afleveret på neutrale steder, såsom i institutionen.

 

2. HOLD DINE FØLELSER FOR DIG SELV

Højkonflikt personer er mobbere. De kan lide at “vinde” ved at gøre dig vred eller slå dig ned. Lad være med at reagere på dine følelser! Hvis du råber, græder, trygler eller på nogen anden måde fremstår følelsesladet, vil det blot opfordre til yderligere angreb. Det er traumatiserende at være fanget i en narcissists sigtekorn, så find for Guds skyld noget støtte gennem terapi og online-støttegrupper for exer til karakterafvigere. Dette er blot to eksempler. Hvad du end gør, så lad aldrig narcissisten vide, hvad du virkelig føler – især, hvis du er uenig med ham. Det vil altid blive opfattet som en trussel.

 

3. FORBERED DIG PÅ DET VÆRSTE

Lad være med at lytte til traditionelt gode råd om, at din ex med tiden vil “komme videre”. Velfungerende mennesker kommer videre; hos højkonflikt personer slukkes tørsten efter hævn og ønsket om at føle sig som “den gode” aldrig. Du skal forudse, at du vil blive meldt for småfejl, eller endnu værre, for fuldstændig opdigtede påstande.

Lad være med at skrive noget som helst, som ville kunne få dig til at fremstå i et dårligt lys. Svar på selv de mest useriøse beskyldninger med saglige mails, hvor du redegør for, hvad der rent faktisk skete. Lad være med at gå i forsvar. Dokumentér alt: gem hadske emails, tag screen prints af krænkende udtalelser og noter i det hele taget enhver overtrædelse af eventuelle domsafsigelser eller tilhold.

Du ved aldrig, om narcissisten vil følge op på sine trusler om at sagsøge og melde dig, så du er nødt til at være forberedt.

 

4. INDRØM ALDRIG EN FEJL

Du bør selvfølgelig tage ansvar og erkende din andel i, hvad der gik galt med ægteskabet. Men gør det på en ansvarlig måde, og gør det i trygge omgivelser! Find fx i en 12-trins gruppe, en terapeut, eller brug dine venner og din familie.

Lad være med at erkende fejltagelser overfor din højkonflikt ex. Særligt ikke på skrift. Du opnår ikke et bedre forhold til ham ved at undskylde. En højkonflikts personlig vil tolke din undskyldning som bevis for, at du er den psykisk syge, uduelige og evnesvage person, han siger, du er. Selv indrømmelser af mindre forseelser vil anspore din højkonflikt ex til at sagsøge eller melde dig, eller sprede rygtet om, at du er en forfærdelig person til alle, de kommer i kontakt med.

 

5. LAD VÆRE MED AT PRØVE AT SAMARBEJDE OMKRING BØRNENE

Der er før blevet skrevet om samarbejde omkring børnene, som om én model passede til alle. Det er velmenende, men dårligt informerede terapeuter, som råder ofre for højkonflikt personer til at samarbejde omkring børnene. Selvfølgelig er et venskabeligt samarbejde omkring børnene til hver en tid at foretrække, men forsøg på at samarbejde med en narcissistisk forælder vil blot holde dig fast i kampen. Du vil blive ved med at befinde dig i centrum for overgribende, kontrollerende og kaotisk adfærd, som vil skade både dig og dine børn.

Når man har en ex, der er karakterafviger, er man nødt til at være forælder hver for sig. Det betyder også, at du må opgive din lyserøde fantasi om at skabe sammenhæng for børnene mellem de to hjem, eller at I vil kunne finde ud af at fremstå som en fælles front. Jo mere højkonflikt din ex er, des mere er du nødt til at frigøre dig selv og din opdragelse. Det betyder også separate fødselsdagsfester, separate skole-hjem samtaler og, at det, der foregår i dit hjem, ikke kommer videre.

Det kan være, at du føler, at du dermed sender et forfærdeligt budskab til dine børn, fordi du begrænser kontakten til den anden forælder, men i virkeligheden beskytter du dem ved at mindske konfliktpotentialet.

De, som befinder sig i en højkonflikt persons sigtekorn, skal acceptere, at det ikke er klogt at være “autentisk”, når det kommer til deres ex. Strategi, begrænsede oplysninger og klippeklare grænser er livsnødvendige, når man står i en højkonflikt skilsmisse. Det kan synes paradoksalt: men ægte autenticitet kommer af at holde fast i sig selv, samtidig med, at man elegant frigør sig fra narcissisten.

http://www.huffingtonpost.com/virginia-gilbert-mft/what-therapists-dont-tell_b_2622776.html

[ ENGLISH ]


Læs også:

PSYKOPATER

Genkend en psykopat

Samvær med psykopatisk forælder er svært

Børn med psykopaten

DEN PÆNE PSYKOPAT 

Sådan lokker psykopaten dig i sin fælde

Sådan får en psykopat skovlen under dig

LEGALISERET VOLD

Psykopati er ikke ofrenes problem
– det er et samfundsproblem

Psykopatens Ofre (website)


No Comments

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.